Som kom de ud af den blå luft
Deres første album, Of Dragons and Elves, kom lidt ud af den blå luft uden en egentlig promovering og var sågar også en selvstændig produktion. De fik dog hurtigt skrevet kontrakt med NoiseArt Records, og det gav styr på sagerne. De fire forholdsvist ukendte tyskere i Evertale fik nu fred og arbejdsro til deres andet album, The Great Brotherwar.
En solid opfølger
Til at starte med vil jeg godt sige, at The Great Brotherwar er et godt gedigent eksempel på, hvad power metal skal være: fart over feltet og grandiose soloer på hhv. guitar eller keyboard - præcis som formlen foreskriver, at musikken skal være bygget op. Traditionen bliver ikke afviget på ret mange punkter, når først albummet startes.
Et forspil indleder selvfølgelig hele seancen med en forhistorie om, hvordan den ene side af en bestemt krig vælger at stå deres sidste sted, deres Alamo om man vil, og om hvordan de vil kæmpe til sidste mand. Det er pompøst, det er storladent og passer lige ind i formlen for, hvordan tysk power metal skal være. Som altid følger der en bestemt historie, men som med deres første album vælges der en mere nutidig fortolkning, dog med de traditionelle fantasy-lignede aspekter, hvor det er kongerne, der strides på tværs af store landskaber. Og mere vil jeg egentlig ikke fortælle om, da der blot vil fremkomme spoilers, så resten bør være op til lytteren at finde ud af.
Men jeg vil dog gå så langt som til at sige noget om selve musikken også. Det er klart, at Evertale her er kommet langt videre end deres første album, og især på "Chapter 666 (We are the Hammer)" kan man høre, at produktionens kvalitet er steget gevaldigt. Ikke at jeg siger, at deres første album var dårligt på nogen måde, det her er bare bedre. Kvaliteten af både guitarriffs, keyboardspillet og de gyldne trommer gør bare, at musikken fremstår bedre.
En ud af mange
Power metal-bands må siges at gro på træerne i Tyskland, og det at kunne skille sig ud kan være svært. Jeg har med vilje ikke nævnt vokalen i Evertale endnu, men det kommer nu, for det passer ind her. Jeg tror nemlig, at Matthias Grafs stemme er den faktor, der er med til, at de kan skille sig ud fra mængden og stable noget seriøst på benene, som kan komme ud til et større publikum. Selvom de er en ud af mange, spår jeg dem en god fremtid, og vi kan være heldige at se dem på de store festivaler om et par år - startende på de små scener.
The Great Brotherwar er for mig power metal, som power metal skal være. Der er ingen dansen om den varme grød her. Det er lige på og 600 km/t derudad, som power metal skal være - især den tyske slags. Den gennemgående historie er storladen og pompøs, som den skal være, stemmen er ikke skrigende, men som den skal være. Alt i alt kan man ikke forlange ret meget mere fra Evertale andet end lidt selvstændighed og særegenhed. Netop fordi de følger formlen, er risikoen, at de blot bliver en af mange. Denne mangel på selvstændighed gør, at jeg lander på syv kranier.