Hvis Bach havde levet i dag, ville det lyde sådan her

Mange bands har søgt at inkorporere klassiske elementer i musikken. Fra det klassiske Carmina Burana-intro, til den mere interessante anvendelse af klassiske instrumenter, som kendes fra efterhånden uendelig mange bands. Nogle har også prøvet med traditionel klassisk musik spillet med rockens instrumenter. I vores genre kendes vel bedst Wolf Hoffmanns (Accept) soloer over Für Elise ("Metalheart"), Sabre Dance ("Sodom & Gomorrah") og den russiske nationalsang ("Stalingrad"). Man kan også nævne mere konsekvente forsøg fra f.eks. Trans Siberian Orchestra og Sky.

Nu kommer så fra Tyskland Heavatar med Opus I - All my Kingdoms. Heavatar spiller power metal med meget tydelig inspiration fra gamle klassikere. Faktisk er hvert af de første otte numre på forskellige måder bygget omkring klassiske værker.

Heavatar er dannet af Stefan Schmidt (nu også med guitar) fra Van Canto. Jeg har altid været ambivalent i forhold til Van Canto. På den ene side er det svært ikke at blive fascineret af, hvad de kan, og deres sang-evner kan man ikke bestride. På den anden side synes jeg, at deres egne sange har haltet lidt, og nogen gange kan det med dette sites redaktørs ord ’blive LIDT for meget dikedumdikedum’.

Men som nævnt, de musiske kompetencer måtte antages at være i orden, så stor var spændingen, da Opus I - All my Kingdoms blev tændt.

Det første nummer, "Replica", indleder med et ca. 40 sekunders intro, fra Bachs Tocatta, hvor den får, hvad den kan trække med orgel (naturligt nok) og kor. Det er storladent; det er, som man kunne forvente, og jeg nåede at tænke, at det var så alligevel ikke så spændende, som det kunne have været. Men så fortsætter en instrumental del, hvor der spilles videre på Toccata. Så det vil noget! Energi, spilleglæde og vellyd væltede ud i hovedet på mig, så jeg var nødt til at starte nummeret forfra for at finde ud af, hvad det var, der lige ramte mig. Sådan fortsætter de næste 7 numre. Vi når at høre fra bl.a. "Für Elise" og "Måneskinssonaten".

Stilen kan vel bedst beskrives som Blind Guardian møder Trans Siberian Orchestra med Van Canto på kor.

Opus I - All my Kingdoms er vel næsten selvfølgelig meget vokalorienteret. Der er nogle gode vokalmelodier, og Stefan Schmidt har fået vennerne fra Van Canto til at synge kor – så skulle dén flanke være dækket af. Men det tager ikke overhånd. Instrument-delen er tilsvarende velkomponeret og –udført.

Det er power metal på godt og ondt, men det er så veludført og melodisk, at jeg ikke kan lade være med at blive revet med. Teksterne kunne være skrevet af Manowar – og det er ikke i denne sammenhæng nogen ros. Og det er nok lidt Opus I - All my Kingdoms’problem, at Stefan Schmidt måske kan beskrives som musikker af Guds nåde, men det virker som om, at han ikke vil så meget mere med musikken, end at det skal lyde godt – og så hylde heavy metal. Det kan være helt legitimt, og i den forstand er Opus I - All my Kingdoms en ubetinget succes. Jeg kan bare godt lide, at der er lidt mere i musikken.

Således synes jeg, at Opus I - All my Kingdoms i nogen grad mangler visioner, men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så kan de musiske kvaliteter ikke bedømmes til under 8.

At den sidste sang, "To the Metal", forekommer både malplaceret og under udgivelsens niveau, det lader vi passerer i denne omgang.

Skru godt op, og nyd suset fra “Replica":