Melodisk blandingsmisbrug ad libitum
Dette kunne blive verdens korteste anmeldelse, hvis jeg bare skulle forklare en kammesjuk, hvad det er, jeg hører her på Battlecross’s 4. fuldlængde. Men jeg vil prøve at brede min mening ud i det følgende. Battlecross spiller en endog meget melodisk udgave af moderne death/thrash. Der køres det ene melodiske riff af efter det andet, og der slynges omkring sig med sukrede og melodiøse soloer. Der høres både Iron Maiden, At The Gates i Battlecross musikalske univers, som også krydres med nogle nærmest Napalm Death’ske grindstykker, der optræder sporadisk. Problemet for mig er bare, at det overhovedet ikke fænger eller får mig til at vippe med foden. Jeg forsøger desperat at finde stykker på pladen, hvor jeg synes, de alligevel fanger et eller andet, men ud over et vokalt ”Ååååuuu” i starten af nummeret ”Absence”, er jeg ikke stødt på noget, jeg tilnærmelsesvist finder interessant.
Jamen er det da helt uden kvalitet eller …
Selvfølgelig er der en vis kvalitet i Battlecross’ univers, de er nogle rutinerede herrer og udviser stor sikkerhed i den stil, de har valgt. Men i denne anmelders ører bliver det hele simpelthen for, ja, fesent er vel det rette udtryk. Det hele er så hamrende forudsigeligt, man bliver ikke en eneste gang på skiven præsenteret for noget, der falder den mindste lille bitte milimeter uden for det, man forventer. Normalt plejer dette ikke at være et problem for undertegnede, der elsker masser af forudsigeligt hegn, og som hader bands med for store udsving i løbet af en skive, men skal man køre en sikker stil, så kræver det også, at det man leverer har en eller anden form for UMP, der gør, at man bider på. Og der fejler Battlecross stort i min bog.
En opsummering af kedsomhedens væsen
Det hele på Battlecross’ skive er simpelthen bare jævnt: En kedelig energiforladt produktion, der på ingen måde bringer aggression eller power med sig. En kedelig vokalist, der gør sit bedste for at imitere diverse svenskere og en enkelt englæder. Sange, der simpelthen ikke fænger. Jeg ville gerne sige noget mere positivt, men denne plade her rammer mig simpelthen på ingen parametre af det, jeg søger efter i min metal. Jeg er dog ikke i tvivl om, at I, der dyrker den melodiske moderne death/thrash-stil, vil kunne finde noget brugbart på Rise To Power, så giv den et lyt. 5 Kranier får skiven trods alt.
