Deep in the Thrash … igen!

Jeg elsker og har altid elsket vores danske thrashstolthed: Artillery. Fra jeg blev fanget af thrash i 80’erne og til nu, er det altid et band, der har fået min opmærksomhed. Og nu er de så tilbage med det 3. album efter sangerskiftet fra Søren til Michael, og denne gang tager de absolut ingen fanger, for dette er, mine damer og herrer, Artillerys bedste album siden By Inheritance! Noget af en påstand, al den stund at Artillery i mine ører kun har leveret rene thrashgranater siden starten med Fear of Tomorrow i 1985.  Men med denne skive er det, som om de lige har taget en dyb indånding, gennemgået riffbiblen og taget de skarpeste og bedste fra samlingen!  Udover at riffene er uhørt skarpe og fængende, så leverer Michael Bastholm sin bedste vokale præstation i tiden som thrashsanger, han fraserer fænomenalt, og så er han lige en tand mere ”Flemmingsk” (Röndorf) i sine mest aggressive stunder…

Riffs og ørehængere fra øverste hylde

Jeg elsker, at musik er fængende, og ligesom en god pop- eller rocksang er den struktur også noget, jeg sætter stor pris på, når jeg lytter til metal. Og her på The Face Of Fear er musikken præget af netop genkendelighed, fantastiske riffs og skarpe strukturer. Jeg ved ikke helt, hvad det er for en te, der drikkes i øvelokalet hos bandet, men den giver i hvert fald krudt i røven. Man kan nærmest føle, hvordan spilleglæden er bærende for bandet, At numrene er skåret til med livesituationer i baghovedet. Her er gnistrende hurtige, effektive riffs, som kalder på en god gang fistbanging, og der er tonsvis af mellemhurtige parter,  som er skåret til os ældre hoveder, der helst bare vil stå lidt ned bagi med vores kolde stifter og lade de yngre om at styre moshpitten.  Jeg bliver ganske enkelt glad, når jeg hører den her skive!

Årets bedste thrash-skive

Jeg var så frejdig at udnævne Darkness-skiven First Class Violence til årets thrashskive, men Artillery kommer djævelsk tæt på at matche eller endda overgå den?!? Stillingen er ikke helt taget endnu, men den her skive er simpelthen så propfyldt med kvalitet, at den kommer til at kæmpe i feltet over årets bedste, når den titel skal deles ud!  Fra den lækre, lidt gammeldags produktion  over det fede ligeud ad landevejen-trommespil, de helt ufatteligt fængende riffs og Michaels suveræne vokal er der tale om et toptunet stykke thrashmetal. Selv den ”obligatoriske” thrash-ballade Pain sidder lige i skabet! Ikke så meget mere at sige end: For Satan, hvor er det fedt det her!