Den kulturelle metalfortælling
Alien Weaponry læner sig lige så meget op af thrashmetal, som det læner sig op af den traditionelle maorikultur, hvori bandet har sine rødder, historier, tanker og følelser. Er man ekstra venlig, så dannes en helt ny genre, maorimetal, men der skal mere end blot et enkelt band til, før det kan defineres.
Rent kulturelt og fortællermæssigt lander vi lige i hjertet af maorikulturen i New Zealand, hvor brødrene Henry og Lewis de Jong oprindeligt stammer fra og stadig har deres hjerte. Hele kulturen omkring maorierne gennemsyrer albummet Tū, og vi får indblik i nogle af de mere dystre episoder i sammenstødene mellem koloniseringen af New Zealand og den oprindelige befolkning i maorierne.
Det er thrash, som thrash nu skal være
Generelt er deres materiale, både engelsk og maori, et udslag mod det, de føler, er i vejen med verden. Det være sig Facebook, mediernes ødelæggelse af visse individer inden for sporten og tv, som det er misforståelserne sket i fortiden mellem de to folk, der endte med at være en del af New Zealands kultur, historie og oprindelse.
I ”Urutaa” bliver vi præsenteret for fortællingen om et ur, der bliver tabt i havnen af en maori, hvilket bliver misforstået af besætningen på et skib, og pludselig ender vi med det største kendte tilfælde af kannibalisme i moderne tid. Som bandet siger: ”Den hændelse er brugt i denne sang, som en metafor for de misforståelser, der bliver ved med at plage os i dag – mellem kulturer, generationer og individer, der plager hinanden på grund af manglende forståelse”.
Musikken er, som musikken skal være – thrashet på den traditionelle måde, som er beskrevet således: ”højt tempo, et generelt lavt register, komplekse guitar-riffs, guitarsoloer i et højt register, samt dobbeltbas”. Ligesåvel er stemmen så traditionel, som den kan være. Som var den hevet ud af 80'erne, formår Lewis at have en attitude, hvor følelser og energi kommer før egentlig sangteknik.
Rent musikalsk skiller de sig måske ikke ud fra alverdens andre thrash-metalbands, men det giver en anderledes oplevelse, at de har en speciel historie og bruger nogle alternative virkemidler inden mellem musikken, blandt andet at ringe efter en ven (Hør pladen, det giver mening), som jeg godt kan anbefale at kaste sig over ved lejlighed.
En quirky oplevelse
Det, at bandet bruger thrashmetal som fortællestemme, fungerer rigtig godt. Musikken passer til de fortællinger, de skal bruge. Men at Lewis' stemme bevæger sig ud og ind af tempo og karakter, kan gøre det svært at fjerne fokus fra ham, især når den ikke er synkron med musikken. Det giver et skævt billede, og trækker desværre en del ned.
Tū er ganske spøjs at grave sig gennem. Der ligger rigtig meget følelse i pladen, og man kan nemt fornemme, at bandet har villet fortælle en masse om deres kultur. Samtidig er det rart også at kunne slå nakken tilbage, ryste skægget til de traditionelle riffs og bare nyde musikken. Alien Weaponry tilhører den spøjse del af metalverdenen, hvor bands med usædvanlig historie og tilgang formår at træde ind på scenen og skabe noget anderledes med traditionelle virkemidler.
I bund og grund er Tū blot en lang haka vendt mod verden, dens genvordigheder og misforståelser.
