Thrashy groove metal vol. I

Det er ikke hver dag, tre teenagere fra New Zealand udgiver velspillet, hårdtslående musik delvist på de indfødtes sprog 'te reo Maori'. Charmerende og følelsesladet musik med vrede tekster om blandt andet uret begået mod forfædre for ikke ret mange generationer siden.

På den baggrund er det kun forståeligt, at Alien Weaponry i 2018 sparkede døren ind med debutalbummet Tû. Med thrashy groove metal, hjerte og hjerne samt en sprudlende ungdommelig don’t give a f**k-energi var bandet generelt og albummet specifikt et yderst frisk pust på metalscenen, og sammenligningen med 90’ernes Sepultura ligger lige for. Numre som ”Kai Tangata”, ”Holding My Breath” og ”Rû Ana Te Whenua” var med til at markere Tû som et utroligt velskrevet og veleksekveret album fra en uventet kant, og det er faktisk lidt svært at forestille sig, hvordan Alien Weaponry skulle kunne følge op på debuten.

Thrashy groove metal vol. II

Tangaroa, som så dagens lys ultimo 2021, fortsætter på mange måder, hvor Tû slap. Passioneret og hudløst med det oprindelige newzealandske folk som den røde tråd, men også med tekster om misbrug, vrede, usikkerhed og selvhad. Det er svært charmerende og svært ikke at holde af, ikke mindst når musikken samtidig spilles stramt og uden dikkedarer.

Bandet tog i 2020 udramatisk afsked med Ethan Trambath, der purung grundlagde Alien Weaponry sammen med brødrene Lewis og Henry tilbage i 2010. I stedet har bassist Tūranga Morgan-Edmonds sluttet sig til forsanger og guitarist Lewis de Jong og Henry de Jong på trommer, mens Trambath angiveligt også har haft en finger med i spillet under tilblivelsen af Tangaroa.

Blandt flere fængende skæringer står ”Hatupatu” som en af albummets bedste. Hatupatu var en af de Jong-brødrenes forfædre, der efter sigende modigt undslap sit fangenskab hos en skovheks! På samme måde er titelnummeret ”Tangaroa” også navnet på den maoriske tros havgud, og nummeret repræsenterer en berettiget, nærmest gojirask harme over menneskets ødelæggende indflydelse på det levende hav.

Lige så interessant og intens som inddragelsen af maoriernes kultur og historie er, lige så meget tjener det både på Tû og Tangaroa bandet til ære at dosere det oprindelige newzealandske sprog. Mikset mellem engelsk og 'te reo Maori' fremstår naturligt, ikke mindst fordi begge repræsenterer bandets ophav, men også fordi det oprindelige sprog ikke misbruges som en marketinggimmick. Maori bruges, hvor det giver mening, og det gør det ikke sjældent, når man som bandmedlemmerne har maori-aner i kombination med historisk/politisk interesse.

Den barske realitet

Det kan godt være, at de nye numre én til én ikke helt når de gamle, men det er stadig over en bred kam stærke numre, der tilsammen udgør en fin og meningsfuld helhed. Den barske realitet er bare, at den samlede pakke ikke længere er ny og spændende.

Skæbnens ironi vil det således, at Tangaroas største problem er forgængeren. Hvor Tû med al sin nyskabelse og fandenivoldskhed slog benene væk under en, har man her tre-fire år senere ligesom hørt det før.

Når det er sagt, formår Alien Weaponry med Tangaroa faktisk at cementere sig selv som band – en ikke helt nem øvelse og vel på mange måder også det, en toer egentlig skal kunne. Og her har vi jo så et vaskeægte paradoks! Hvad Alien Weaponry skal stille op med det, må tiden vise. Men mon ikke den svære toer inden for en overskuelig fremtid bliver afløst af en i dette tilfælde endnu sværere treer, hvor bandet efter at have slået sit navn og sin stil fast med syvtommersøm skal mestre kunsten at indfange og fastholde?

Måske får vi en forsmag på Alien Weaponrys evner i den retning, når bandet lørdag den 16. juli varmer op for Gojira i K.B. Hallen!