Copenhagen Guitar & Bass Show 2015
Denner/Shermann
Copenhagen Guitar & Bass Show 2015 er nu klar med offentliggørelsen af det første navn fra årets program: Denner/Shermann – de to legendariske danske guitarister fra Mercyful Fate.
De to mester-guitarister har efter mange år genoptaget samarbejdet. Det resulterer den 2. oktober i et nyt album med titlen 'Satans Tomb'. Denner/Sherman, som de kalder sig, vil dels spille brudstykker af de nye sange, og dels genoplive gamle Mercyful Fate-numre.
Når Copenhagen Guitar & Bass Show 2015 løber af stablen den 3. og 4. oktober i København, er det 10. gang dørene slås op til det forrygende to-dages arrangementet, der med bl.a. clinics, optrædener, stande/udstillinger og meet ’n greets, hylder guitaren og bassen samt alle musikerne, der elsker og mestrer strengelegen.