Årets Danske Håb 2024 - 1. pladsen
Årets Danske Håb 2024
1: THUS - THE TERMINAL CONDITION OF EXISTENCE
Har man fulgt bare en smule med på den danske metalscene i år, så bør det ikke komme som en overraskelse, at vi kårer aarhusianske Thus til Årets Håb. Ikke nok med at de udgav den glimrende ep The Terminal Condition of Existence, som vores anmelder blandt gav følgende ord med på vejen: “Åbningsnummeret ”Inhale the Ash” raser afsted i vild hast og indleder EP’en med en imponerende variation af riffs, trommekombinationer og vokallevering. Ét af de steder, hvor Thus har en fordel sammenlignet med mange andre bands, er nemlig i deres forsanger Frederik Jensen, som allerede på den korte EP viser stor alsidighed – der er skrig, growl og fulde lungers råb.” Men ikke nok med det, så vandt Thus også både den danske afdeling af WOA Metal Battle, men som det første danske band nogensinde, vandt de også hele Wacken Metal Battle. Så selvfølgelig er de også booket til næste års Copenhell. Stort tillykke, gutter, 2025 kan kun blive et godt år.