Visigoth Tour - 2024
Visigoth Tour - 2024

Visigoth og Neck Cemetary

Logo Hamburg, Hamburg

Sværd og nitter

Så var Heavymetal.dk’s udsendte tilbage i Logo (Hamborg), og denne gang var der igen gæster fra USA – nærmere betegnet Visigoth, der er ude på en lille turné i Europa med otte koncerter, der for hovedpartens vedkommende ligger i Tyskland. De havde taget heavy metal-bandet Neck Cemetery med som opvarmning ved de tyske gigs. Mens Visigoth ikke behøver nogen introduktion, da bandet omkring Jake Rogers trods deres få udgivelser er særdeles populært i powermetal-miljøet, så er Neck Cemetery relativt ukendte. Bandet kommer fra Köln, de spiller heavy metal, og deres sange – som man måske kan gætte ud fra navnet – handler om kampe, død og kirkegårde, så med det i mente gik undertegnede ud fra, at det ville blive en episk aften.

Neck Cemetery

Da den tyske heavy metal-kvintet Neck Cemetery trådte ud på scenen, var denne allerede pyntet godt op med gravsten og gravlys for at sætte stemningen til første del af aftenens festligheder. Det hele blev skudt i gang af “F.O.A.D.” fra Bring us the Head udgivet i 2023. Sangen sprudlede af fede guitarriffs leveret af Boris Dräger og Jörn Reese, der sammen med Matthias Hauser assisterede flot på kor. Jeg har tidligere påtalt den dårlige lyd i Logo, men når sanger Jens Peters fik hjælp af de tre andre, gik lyden på vokalfronten faktisk fint igennem. Vokalen ramte ikke plet hele vejen igennem, men det, der manglede stemmemæssigt, blev hentet hjem af det gennemgående gode samarbejde på instrumenterne. Der manglede da heller ikke underholdning, for Peters tog alle midler i brug for at underholde masserne: Først sang han til et medbragt dukkehoved under “Castle of Fear”, så svingede han sværdet under “Secret of Steel”, og efter en lille omklædningspause optrådte han som skelet under “King of the Dead”, og for at det skulle blive rigtig uhyggeligt trak han i en blodstænket hockeymaske a la Jason Voorhees. Til slut blev det helt og aldeles festligt med stjernekastere både på instrumenterne og i frontmandens medbragte knoglekors under “The Night False Metal Dies”. Publikum havde altså nok at kigge på, men ørerne blev også velsignet. En sang, der på grund af bandets gode samspil står i særlig erindring hos undertegnede, er førnævnte “Secret of Steel”, hvis manowaresque lydbillede adskilte sig en smule fra de øvrige sange i sættet. Dette band fungerede godt som opvarmer for Visigoth og er en klar anbefaling til alle, der kan lide old school-heavy. Selv om vokalen var en lille smule tynd – primært på grund af akustikken i Logo – så var det en rigtig god koncert, hvor alle fem bandmedlemmer var meget energiske og virkede oprigtigt glade for at være ude på turné.

Sætliste:

  1. F.O.A.D.
  2. Castle of Fear
  3. Judgement Night
  4. Secret of Steel
  5. King of the Dead
  6. The Fall of a Realm
  7. Behind the Mask
  8. The Night False Metal Dies
  9. Pet Sematary (Ramones-cover)

7/10

Visigoth

Nu er det snart et år siden, at det US-amerikanske powermetal-band Visigoth sidst var i Hamburg – i Drafthouse, hvor Heavymetal.dk også var på pletten. Forventningerne til dette års koncert var derfor tilsvarende høje, og de fremmødte skulle ikke blive skuffede. Logo, også kendt som “Lauteste Sauna Hamburgs”, blev denne aften fyldt op med sublimt guitarspil fra Jamison Palmer og Leeland Campana, et vokalspor af allerhøjeste kaliber leveret af Jake Rogers og en velafstemt rytmesektion af Matt Brotherton og Mike Treseder på henholdsvis bas og tromme. Ikke kun bandet gav alt denne mandag aften, også publikum skrålede med af deres lungers fulde kraft – og det allerede fra første nummer, “Steel and Silver”, der i den grad satte det lille lokale i kog. En sang, som blev udført med helt særligt overskud, var “Mammoth Rider”, der med sine tunge, doomede riffs, sine galopperende temposkift drevet af trommen samt Rogers’ karakteristiske doom-dans, sad lige i skabet. Efter deres promoters anbefaling og til stor glæde for de fremmødte var “Final Spell” fra amerikanernes EP af samme navn undtagelsesvis på sætlisten denne aften. Det er en af de rigtig stærke gamle sange, hvor specielt Campana gav den hele armen og fyrede en vild guitarsolo af. Han var i det hele taget meget vaks på fingrene og viste de fremmødte, hvordan man laver en god omgang guitarshredding. Det fortsatte på sættets sidste officielle sang, “Traitors Gate”, der er en af mine personlige favoritter, da den starter langsomt og så i den grad tager fart, at det kun er en tonedøv, der ikke lader sig rive med. Da de fem musikere havde forladt scenen, gik det helt store heppekor i gang – og tyskerne, der jo hverken er kendt for deres åbenhed eller deres sprogtalent, råbte både på “one more song” og “Zugabe”. Det gav pote, og Visigoth kom ud og leverede “Revenant King” til UG, inklusive frontmandens obligatoriske bad i mængden. Derefter var koncerten desværre slut efter blot lidt mere end en time! Da undertegnede havde haft lejlighed til at kaste et blik på sætlisten, inden koncerten gik i gang, må man konstatere, at det ikke gik helt som planlagt, for tre sange – “Creature of Desire”, “Hammerforged” og “Iron Brotherhood” – var ikke blevet spillet. Men taget i betragtning at Rogers var meget hæs og døjede med hoste mellem sangene, var det nok en god beslutning at afkorte listen og så gøre et flot stykke arbejde. For selv om han næsten ikke kunne få et ord frem, hostede som en gal og måtte få sig tre kopper “hostesaft”, så var der overhovedet intet at mærke under sangene. Hele bandet gjorde et formidabelt arbejde; det eneste, man kunne brokke sig over, er, at koncerten var alt for kort. Men godt, at den ikke var blevet aflyst på grund af sygdom!

Sætliste:

  1. Steel and Silver
  2. Dungeon Master
  3. Mammoth Rider
  4. Outlive them All
  5. Abysswalker
  6. Necropolis (Manilla Road-cover)
  7. Blood Sacrifice
  8. Final Spell
  9. Traitors Gate

Encore

  1. Revenant King

9/10