Kælderlignelsen
Jeg forestiller mig, at gutterne i Visigoth i 1983 gik i gang med et episk spil Dungeons & Dragons i en mørk kælder i Utah, for i 2010 atter at komme op til virkeligheden med en mission om, at berette verden om deres eventyr og heltegerninger. Komplet med langt hår, læderjakker og meget stramme bukser bevæger Visigoth sig i en lyd af heavy metal, der havde sin storhedstid i de tidlige firsere. Selvom sanger Jake Rogers også laver det kriminelt oversete folk-black projekt Gallowbraid, dukker Visigoth først op på min radar nu med deres andet album: Conquerer's Oath.
En enhjørning uden horn
Har du nogensinde tænkt over, hvorfor vi aldrig fik mere af den klassiske stil leveret som metallens grundlæggere gjorde det? Ja, så er det, fordi du endnu ikke har lyttet til Visigoth. Det tager ikke mange sekunder at høre, at Visigoth har et lager af anekdoter fra kælderens mørke i mytologiske verdener kun eksisterende i fantasien, mens musikken passer til temaet som fod i hose. Med vind i håret rider de ud i kamp med en sådan selvtillid, at man fristes til at tro, at de galoperer mod brechen på en hornløs enhjørning. Det er måske en sær måde at sige "pæn hest" på, men måden de skamløst tager noget særdeles velkendt og hylder det, glæder mig gennem hele albummet. Amerikanske klassiske riffs som vi hørte dem hos Metal Church, Jag Panzer og Virgin Steele, bliver vidunderligt underbygget af de melodiske lead-guitar passager, vi fandt i NWOBHM, her nævneværdigt Iron Maiden og Judas Priest.
Visigoth gør intet forsøg på at sprænge firsernes rammer, og selv produktionen bærer præg af dette. Når hvert nummer er en gennemført cliché af klassisk heavy metal med lige så gennemførte cliché metal tekster, så henføres jeg altså til en tid, hvor jeg forestiller mig, at den sande metal var konge, og hvor breakdowns var noget, man gik til lægen med. I skrivende stund foretrækker jeg denne over Iron Maiden's Piece of Mind. Blasfemi? Ja. Ligeglad? Ja.
Flødekartofler er godt
Visigoth serverer med Conquerer's Oath simpelthen et album spækket til randen med gode riffs og melodier, leveret af talentfulde sangskrivere, omend vokalen er mest nævneværdig, og trommeslageren er lidt trist. Er man til fortællinger om heltegerninger og troldmænd og magisk stål, frembragt af et band, der ved. hvad de er og hvad de laver, lad da blot Visigoterne invadere dit anlæg. Conquerer's Oath er en endeløs buffet af det bedste fra firserne: flødekartofler og bananasplit. Har det 30 år gamle menukort aldrig sagt dig noget, må du forblive en forræderisk usling, og takke nej til de goder, der kommer af at have den sande smag. Imens bliver vi sultne krigere mætte af Visigoths servering af helhjertet og ægte metal. Trods overlegent håndværk læner de sig dog meget op ad deres inspirationer, og den manglende originalitet trækker ned, hvorfor terningerne kun kan give 8 kranier i denne omgang. Med afslutningen på Conquerer's Oath, kan Visigoth dog sendes tilbage i kælderen, mens vi dødelige venter i spænding på disse barders næste beretning.
