Hybris og nemesis
Der er ikke noget nyt i, at Goran ’Kob’ Dragaš er en ekstremt ambitiøs mand. Det beviste han igen og igen på de to forrige Prognan-udgivelser, men da han skrev på sine SoMe-kanaler, at lyrikken til det tredje album fyldte 65(!) sider, og at spilletiden var på over to klokketimer, ja, så begyndte jeg at få ptsd-lignende flashbacks til Therions rædderlige opera. For én ting er at være ambitiøs, en anden er at være overambitiøs, og der var jo en grund til, at hybris var den største synd i oldtidens Grækenland. Men lad os nu se, hvorvidt Prognans voksvinger kan tåle et møde med solen, eller om det hele ender på bunden af havet.
Lingua riffica
Dette er det tredje kapitel i Prognans fortælling om, hvordan de to verdenskrige samt mellemkrigstiden påvirkede Kroatien og dets nærområder for evigt. Helt konkret handler album tre om Aprilkrigen eller Operation 25, som den også kaldes, samt de strabadser, som vores unavngivne hovedperson og fortæller gennemgår i den periode.
Kob har aldrig lagt skjul på, at hans musik egentlig mere skal forstås som en film, dog udelukkende bestående af indre billeder – og der er absolut ingen tvivl om, at Sve Će To Narod Pozlatiti afgjort er det mest filmiske af de tre værker. Jeg er ikke selv det mest visuelle menneske, bare spørg min kone om, hvor god jeg er til at indrette et hjem …! Men derfor er min primære kritik af kapitel tre her den samme, som den var i forhold til kapitel to, nemlig at jeg savner visuelle hjælpemidler, hvilket primært skyldes, at der jo synges på kroatisk – et sprog, der ikke ligefrem er lingua franca.
Dette er især et massivt problem, når det kommer til de mange spoken-word-passager, hvor der ikke er musik, men blot samtale. Jo, jo, det hjælper da – lidt – at jeg har fået tilsendt en oversat udgave af lyrikken; på samme måde som, at en redningskrans midt ude i Atlanterhavet da er bedre end ingen redningskrans, men man have nok foretrukket en båd, en satellitradio og et nødblus eller fem. Men ser vi nu bort fra alt det og fokuserer udelukkende på musikken, så er det et sandt overflødighedshorn af indtryk – er du sindssyg, hvor sker der dog utroligt meget i hver eneste sang. Men okay, gennemsnitslængden af hvert nummer er også over ti minutter, så det giver jo – alt andet lige – en del råderum. Ser man bort fra de mange teatralske og cinematiske aspekter, så er musikken fortsat en melodisk og thrashet omgang blackened death metal, som virkeligt fungerer. Eksempelvis er c-stykket i ”Crna Ćuprija” helt eminent. Den måde, rytmeguitaren og maskingeværet kører synkront med lilletrommen, er sindssygt velskrevet. Hvilket helt generelt, stadig væk, er den bedste måde at beskrive Prognan på. Så ganske vist er Prognan et band, der kræver utroligt meget af sine lyttere, faktisk mere end nogensinde før, men ens tålmodighed bliver da også belønnet.
Men i år bliver det endnu vildere!
Med sit tredje album er historien om vores unavngivne heltemodige hovedperson ved at være ved vejs ende. Der er faktisk kun ét kapitel tilbage, og Kob har selv udtalt, at når album fire er udgivet, så er det farvel og tak til Prognan – for evigt. Den slags kan man kun respektere, for projektet her handler om at udleve en vision og skabe kunst; ikke om stjernestatus på de skrå brædder, royaltychecks og blå M&Ms. Det helt store spørgsmål er dog, hvordan Kob har tænkt sig at overgå det her værk rent kunstnerisk.