LizZard
Guitarist Marcus Jidell havde briefet mig på forhånd. Franske LizZard gik på kl. 21:00 og dem skulle jeg se… ”They are great!”
Uden anden anledning stillede jeg mig derfor pligtskyldigt op på første række i på den nedlagte stationsbygning. Uden de store forventninger. Uden nogen ide om hvad der var i vente…
Bandet er dannet tilbage i 2006, hvor Katy Elwell (trommer), William Knox (bas) og Mathieu Ricou (guitar & vokal) dannede trioen for at skabe noget rock med afsæt i Tool, King Crimson og Sigur Ros.
Bandets umiskendelige øjefang og midtpunkt er Katy Elwell. Mest af alt minder hun om Milla Jovovich fra den franske science fiction film "The Fifth Element”. Hvor Katy Elwell stjæler alt opmærksomhed er bassist William Knox derimod selvudslettende og anonym. Men som musiker er han, og den 5-strenget bas langt fra ordinær. Mathieu Ricou er en sympatisk og charmerende frontfigur, som drillende opfordre publikum til forgribe sig på bandet i merchandiseboden efter koncerten...
Koncerten markerede afslutningen på den fælles tourné, og Soens forsanger Joel Ekelöf blev derfor inviteret på scenen for at synge med på et enkelt nummer. Selvom han var udstyret med teksten, var det en alt andet end en stilsikker præstation. Men han skulle tage grundig revanche senere samme aften. Uanset den sløje præstation var det tydeligt, at kemien mellem de to bands var god, og præget af gensidig respekt.
Største oplevelse var så afgjort Katy Elwell, der storsmilende, stolt og med stor indlevelse var en direkte katalysator for musikken. LizZard erobrede endnu en fan denne aften. En stor positiv overraskelse og værd at tjekke ud hvis du er til alternativ rock med en kant.
Soen
Lygten station er et spøjs lille sted. En lille glemt arkitektonisk perle fra fortiden. Nu presset ind i et kryds i konkurrence med Netto og 7-Elevens hurtige løsninger. Band deler toilet med publikum og garderoben er på eget ansvar. Men stedet har charme og besætningen er de venligste mennesker.
Soen gik på kl. 22.30 og der var efterhånden fyldt godt op. Udsolgt ifølge et improviseret skilt ved indgangen.
Hvor Joel Ekelöf tidligere havde klamret sig til en A4 side med tekst, var det nu med den største overbevisning at han indtog den lille scene. Konstant i øjenhøjde med publikum og evigt agerende og engagerende. Der blev sikkert knust et enkelt pigehjerte denne aften...
Martin Lopez har en fortid i Opeth og Amon Amarth og en baggrund fra Uruguay, og denne sydamerikanske ånd slog igennem i trommeslagerens præstation. Reelt mere percussion end trommeslager, og et varemærke for Soens særegne lyd og underliggende groove.
Marcus Jidell (Avatarium) var indkaldt som leadguitarist, og viste prøver på eminent teknik og feeling, men også at han kunne synge duet med Joel Ekelöf. Undervejs gik lyset, og Marcus greb hurtigt chanchen og opfordrede publikum til at oplyse spilletstedet med publikums smartphones.
Bagkatalologet består kun af to albums, men er stadig overbevisende og blev leveret med største selvfølgelighed. "Tabula Rasa" indledte et sæt bestående af lige dele fra “Tellurian” og “Cognitive”. The Words og Pluton afsluttede et sæt hvor publikum fik set, at prædikatet supergruppe ikke var en overdrivelse.
Scenen var lille, lyset gik undervejs. Toilet blev delt af bands og publikum. Men det var en aften hvor alle var lige, og alle havde ansvar for at det blev en god aften. LizZard var en positiv overraskelse, og Soen bevidste at de var nøjagtige så dygtige som jeg havde håbet på.
Lygten Station er et lille spillested, men derfor kan det sagtens blive til store koncerter.
(Desværre nåede jeg ikke at se danske Pinchbeck.)
