Mens vi venter på Tool, kan vi da snuppe en skive med den netudråbte supergruppe Soen
Introduktion
Soen er en supergruppe, der spiller progressiv metal i den bløde ende - langt fra Converge og Dillinger Escape Plans tordnende guitarer. Hvis du kan lide Tool, det sene Opeth og det sene Katatonia, vil du bestemt ikke gå forgæves på deres kun andet udspil Tellurian. Det her er rørende, smuk og helt igennem organisk musik, hvor der er kælet for detaljerne i de enkelte lag i numrene. Så læn dig tilbage, og lad dig føre en tur langt, langt væk fra hverdagen med din nye yndlingskælegris!
Hvad betyder Soen så?
Så vidt jeg kan slå op, er Soen det navn en japansk, kvindelig haikudigter ved navn Fukuda Chiyo-ni tog, da hun i løbet af sit liv blev buddhistisk munk. Titlen på pladen Tellurian betyder formentlig ”noget, der har med jorden, tellus, at gøre”. Jep, vi har fødderne solidt plantet i progland her!
Er de så bare et Tool-spin off?
Det spørgsmål skal bandets trommeslager, Martin Lopez, næsten selv have lov at svare på. Han rammer for mig at se plet og får slået fast, at Tool har stået fadder til noget, der er større end dem selv iflg. Grande Rock:
“We are inspired by Tool but I consider them not only a band but a genre. Besides that, I really don’t think there’s anything to argue about, we make good music whoever it would remind you of. Some people tend to dislike rather than like and are looking for faults instead of seeing music for what it is, good or bad”
Supergruppe? Really?
Tja. Bandet består i hvert fald i dag af Martin Lopez (trommer, Opeth, Amon Amarth), Stefan Stenberg (bas), Joel Ekelöf (vokal, Willowtree) og Kim Platbarzdis (guitar). De fire herrer er da ikke helt uden erfaring indenfor metalverdenen, men ligefrem supergruppe? Da Steve DiGiorgio (bla. Death, Sadus, Autopsy) endnu spillede bas i bandet, kunne man måske tale om en supergruppe. Realiteten er jo nok bare, at nogen af medlemmerne har været med i mange år og dermed har de en del erfaring. Efter min opfattelse er det noget vrøvl at tale om supergruppe. Men who cares, når musikken er så aldeles inspirerende og forførende!
Vurdering
I modsætning til debutskiven, Cognitive, som dog også var ganske fin, har de virkelig fundet opskriften her. Den rene vokals smukke melodier står helt centralt i lydbilledet det meste af tiden, og selvom det lyder temmelig lidt hævi, har jeg overgivet mig 90 %. De lykkes med at lave spændende kompositioner og vise teknisk overlegenhed. Samtidig fortaber meningen med det hele sig ikke i blærede stiløvelser, der lader lytteren kold. Det er ganske enkelt en fornøjelse at høre, at man anno 2014 stadig kan få så meget lækker lyd ud af en guitar! Især nummeret Kuraman giver undertegnede samme ud af kroppen-oplevelse som Deftones’ Knife Party. And that’s saying something, god damn it!
Hvorfor får de så ikke topkarakterer? Det gør de ikke, fordi de spiller på Tools bane og Soen er ikke Tool og jeg har stadig Tool med mig hver dag. Det er bare ikke nemt at gå på efter Elvis i 1956! Men de får 9 ud af 10, fordi jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst er vågnet op om morgenen og ikke fået ro, før jeg fik sat lige præcis denne skive på.
