High On Fire

Fast and loud!

Klokken slog 21, og de tre voksne herrer indtog scenen til stor jubel fra det talstærke publikum. Der var sat en god time af til deres show, og de spildte bestemt ikke tiden! De lagde ud med ”The Black Plot” fra deres seneste album, Luminiferous, som virkelig fik sat gang i festen og fik hele salen til at ryste. Om det var fordi, salen rystede, eller fordi bassisten kom til at hvile sin fod lidt for meget op ad frontmonitoren, at den røg til jorden med et brag, ja, det er ikke godt at vide. Det kunne lige så godt være det ene som det andet, for hold nu kæft, hvor var det højt! Højt er godt, men ikke når lyden ikke kompenserer for det ved at sidde lige i skabet.

De spillede utrolig tight og havde en fed energi på scenen på trods af den begrænsede plads, de havde, grundet Meshuggas scenografi. Opskriften på deres musik er ’fast and loud’, og det var det som sagt også, men aaaalt for ’loud’. Man fik associationer til Motörhead, når man så dem gøre deres gang på scenen, men Motörhead havde styr på lyden. Jeg ved ikke, hvorfor det var så skidt, eller om det bare var mig, der var sart. Det tror jeg nu ikke. Matt Pikes vokal var omtrent lige så utydelig og hæs, som den er på deres album, og det er lige i skabet, vil nogen mene, men det var sgu ikke lige mig. Jeg synes til tider, at showet var ganske ulideligt. Ikke deres showmanship, men simpelthen den skærebrænder af en lyd, der bare gerne ville tage hørelsen fra en. Det tog meget af nydelsen fra deres ellers så fremragende performance.

Showet dannede et godt indtryk, men var på nippet til at give varige mén

Jeg var ikke skuffet, da jeg ikke havde nogen forventninger til dem med mit begrænsede kendskab. De reddede dog det hele i sidste del af deres set med ”Blood From Zion” og ”Snakes From the Divine”, som virkelig blev fedt fremført. Publikum var med dem fra start til slut og gjorde virkelig meget for at løfte dem op, og det belønnede de med adskillige ’thumbs ups’ og brede smil. De får seks kranier, fordi de havde en fed energi og formåede at få den ud over scenen, hvilket deres monitor også måtte sande. Derudover var det en lidt kedelig oplevelse for en, som ikke er inkarneret fanboy.

6/10

Meshuggah

Aldrig har jeg set Sverige så tydeligt!

Efter en halv times pause var det nu tid til aftenens hovednavn.
På dette tidspunkt, under normale omstændigheder, ville en koncert på Train være slut. Klokken var nemlig 22.30, men det var ikke en normal aften, og det blev endnu mere tydeligt senere. Det var nemlig blevet tid til mægtige og altødelæggende Meshuggah. Jeg håbede på, at de dog ikke ville ødelægge det sidste, jeg havde tilbage af hørelsen efter High on Fire. Så det var med tænderne bidt sammen, at jeg betragtede bandet gå på den mørke scene. Og så fik mine trommehinder ellers dødsstødet!

De åbnede med to numre fra deres nye plade, The Violent Sleep of Reason, i form af ”Clockworks” og ”Born in Dissonance”, og så var vi sateme ellers i gang. Der var igen skruet godt op for volumen, men man fornemmede, at der var mere fokus på lyden, så hver en skæring, som de to geniale guitarister, Fredrik Thordendal og Mårten Hagström skød af sted, kildede de rigtige steder. Scenografien var prydet med deres artwork fra det nye album indhyllet i en helt mørk scene, men tilsat et fabelagtigt lysshow, der både bød på kæmpe stroboskoplys og diverse laser- og lyskegler. Det var overdrevet sejt og gav et helt nyt og fantastisk visuelt billede af deres komplicerede og tunge musik. Dette er ikke et band, som løber frem og tilbage på scenen og brænder en masse energi af for at nå ud til publikum; de formår at komme helt ned på bagerste række og ramme alle i hele lokalet med deres vilde fremførelse og vanvittigt flotte og monstrøse shows. Jens Kidman er, om nogen, en særdeles karismatisk frontmand, og han var i den grad til stede. Hans indlevelse og føling med musikken smitter af på alle i lokalet, som i særdeleshed nød hans selskab.

Deres set bød på en blandet omgang fra deres efterhånden store repertoire, men der var heldigvis også gjort plads til deres nye numre, og det var jeg bestemt ikke ked af. Muligvis årets album og et af deres allerbedste, så jeg var glad og tilfreds, da de gav os ”Nostrum” og titelnummeret ”Violent Sleep of Reason”, som selvfølgelig blev fremført til perfektion. Det kommer jo ikke som et chok, når man ved, at det nye album er indspillet live.

Det sker af og til, at man er til koncert med et yderst kedeligt og uoplagt publikum, men det var bestemt ikke tilfældet denne aften. Om folk bare stod og følte musikken, eller om de moshede og crowdsurfede, så var alle med! Folk kastede sig også totalt i hænderne på bandet, da de sluttede aftenen af med henholdsvis ”Bleed”, ”Demiurge” og ”Future Breed Machine”. Et fabelagtigt punktum for en helt og aldeles uforglemmelig aften!

 ”We will see you next summer!”

Det var en gennemført koncert fra start til slut. Alligevel gik jeg ikke derfra med denne her magiske følelse. Selv om lyden var markant bedre til Meshuggah, var den stadig ikke fantastisk. Det gav lidt skår i glæden, men koncerten kandiderer stadig til en af årets bedste. Setlisten var super! Jeg savnede dog ”Straws Pulled at Random” eller ”Monstrocity” fra deres nye album, ellers var der ikke en finger at sætte på den. Jeg glæder mig allerede til, at Meshuggah igen rammer landet, hvilket de måske snart gør. Jens takkede i hvert fald af fra scenen med sætningen ”We will see you next summer!”. Spændende!

Setliste:

1. Clockworks
2. Born in Dissonance
3. Sane
4. Perpetual Black Second
5. Stengah
6. The Hurt that Finds You First
7. Lethargica
8. Do Not Look Down
9. Nostrum
10. Violent Sleep of Reason
11. Dancers to a Discordant System
12. Bleed
13. Demiurge
14. Future Breed Machine

9/10