Thundermother af Sebastian Dammark · Se flere billeder i galleriet
Kiss’, Scorpions og Søren Andersens disciple
Vi er broderlandet tak skyldig for en helvedes masse fed musik. Ikke mindst Thundermother, som blandt andet har gæstet Copenhell og faktisk har en del at bryste sig med: De har været support for Scorpions, spillet på Kiss Cruise og flere gange på både store (Wacken) og små metalfestivaller. Vores egen Søren Andersen (som man kunne møde rundt omkring på pladsen) har i øvrigt produceret deres nyeste album, og dermed er forbindelsen til Danmark tydelig.
Sveriges Tina Turner
Fra første tone står det klart, at der er vræl i Linnéa Vikström Egg, som kom med sidste år. Hun jokede med angiveligt at have været med i bandet siden starten i 2009 og fortalte, at de havde spillet i 15 år. Herefter konkluderede hun, at de var startet, da hun var to. Sjov var hun, men mere vigtigt var, at hun både kunne synge som en anden Tina Turner og skabe kontakt ud i salen. For Thundermother spillede inde i salen som festivalens sidste band. Bandet præsenterede sig stærkt, og Vikström Egg havde en stor del af æren.
De kvindelige rockere havde sendt deres guitarist på barsel og til lejligheden hyret en barselsvikar. En ung mand, der spillede stærkt bluesbaseret og var tydeligt scenevant.
Desværre var der med Thundermother for første gang i Vestsalen et band, hvor man ikke kunne høre bassen overhovedet. Under hele koncerten. Det var dog ikke noget invaliderende problem, for ligesom med AC/DC (hvor man heller ikke hører meget til Cliff Williams), er det guitaren, der trækker læsset.
Vikström Egg introducerede ”I Left My License In The Future” med, at hun ikke havde noget kørekort og derfor altid kunne drikke øl. Og derfor kunne hun godt anbefale ikke at anskaffe sig et kørekort. Det var muntert, men det var også sent, og publikum begyndte at sive mod udgangene. Der skulle nok have været en sangskat fuld af evergreens for at holde på Hr. og Fru Horsens over midnat. Jovist, ”We Fight for Rock 'n' Roll” er til at synge med på, selv ved første lyt, men Thundermother har hverken en ”Thunderstruck” eller ”Overkill” at lukke ned med.
Fængslet lukker
Kan man lukke en festival uden et sangkatalog af rene klassikere? Både og. Thundermothers sangkatalog består af solid rock’n’roll, der på ingen måde er hverken original eller banebrydende.
De svenske valkyrier præsenterede deres håndværk solidt og med stor integritet, men for en del af publikum var det tid til at trække stikket. To dages fest havde tæret på det lettere aldrende publikum, hvorfor kun den hårde kerne valgte at afsone på fuld tid.