Blodmåne

Da det første opvarmningsband, sønderjyske Blodmåne, entrerede scenen badet i symbolsk blodrødt lys, var det tydeligt, at det aarhusianske publikum blev taget en smule på sengen ved synet af det noget uortodokse ensemble. De tre purunge medlemmer, flankeret af den noget ældre Quantum Solaris-guitarist Lasse Braun, kunne i en hvilken som helst anden kontekst forveksles med et lokalt efterskoleprojekt. Men hvis der var nogen form for skepsis at finde blandt publikum denne aften, så blev den lynhurtigt fejet af vejen. Blodmåne havde fat i kraven på det kræsne aarhusianske publikum fra første sekund, og hvis der var nervøsitet i kroppen på de unge mennesker, så var det ikke til at se fra gulvet. På en lille halv time formåede kvartetten at levere en ekstremt overbevisende præstation båret af de samme dyder, der ad flere omgange har kastet roser af sig her på sitet, nemlig catchy hooks og beskidte riffs i hobetal. Elias Nybo er kun akkurat gammel nok til at køre bil, men han lader til at hvile i sig selv som en garvet rotte, der har 100 koncerter under bæltet. Vokalen sad lige i skabet, og det samme gjorde hr. Brauns guitarsoloer, der flere gange kastede et sagte ”what the f…” af sig fra de omkringstående koncertgængere, hvis øjne var ved at trille ud af hovedet ved synet af det spektakel, der udfoldede sig på scenen. Der var også en vis nysgerrig forvirring at spore blandt de fremmødte – for hvilken genre spiller det her band egentlig? Ingen ved det, men denne fredag aften gav de prøver på alt fra klassisk andenbølge-black, gumpetungt Kaizers Orchestra’esque dødsmetal og jazzede prog-passager. Publikum labbede hvert sekund i sig og kvitterede med højlydte klapsalver og hujen, da de sidste toner var ebbet ud. Voldsomt overbevisende opvisning af et band, der meget vel kunne gå hen og blive den næste store ting, der kommer ud af den danske undergrund. I hørte det her først!

Skrevet af Patrick Krintel Johansen

9/10

An Abstract Illusion

Næste levende billede var svenske An Abstract Illusion. Et band, der har den (tvivlsomme?) ære at være ophavsmænd til den eneste udgivelse, som overtegnede har tildelt karakteren 10 ud af 10 kranier her på sitet. Et pionerende prog-mesterværk kaldte jeg bandets seneste fuldlængealbum, Woe, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var særdeles spændt på at finde ud af, hvordan bandets komplekse lydbillede ville tage sig ud i levende live. Bandet havde i hvert fald gjort sit bedste for at sætte sig selv op til en succes, med en sætliste, der inkluderede nogle af de bedste numre fra de to seneste udgivelser. Der var dog ikke gået mange sekunder af koncerten, før jeg fik en smule koldsved i hænderne. Lyden sad ikke i skabet, og Christian Berglönns clean-vokal var noget rusten. Derfor var udtrykket på de første par numre noget hæmmet og uden den intensitet, der ellers karakteriserer bandets lyd. Særligt guitaren var udfordret, og alle de mange lag og nuancer i lydbilledet, der ellers er bandets adelsmærke, kom de første mange minutter til at fremstå noget mudret. Det blev dog heldigvis løst, og den sidste tredjedel af koncerten var en decideret magtdemonstration. Særligt den noget tungere skæring ”Drop this Planet of Dust” fra Illuminate the Path gav positiv genlyd ude blandt publikum, og på koncertens klimaks, den mastodontiske ”In the Heavens Above, You Will Become a Monster”, var både lydpulten og Berglönns stemmebånd endelig blevet ordentligt varme. Det lykkedes til sidst for An Abstract Illusion at nå helt ud over scenekanten og ind i tilhørernes vinterfrosne hjerter, og de fik dermed sat et storslået punktum på noget, der ellers var på vej til at blive en lidt flad oplevelse.

Skrevet af Patrick Krintel Johansen

7/10

Iotunn

Aftenens hovednavn startede med den grandiose guitarintro fra nummeret ”Twilight”, hvor forsanger Jón Aldará var den sidste til at træde ind på scenen iført sin lange hvide frakke med hætte, der dækkede det malede ansigt. Han stod klart ud fra resten af bandet, som var iført sort. Han stillede sig hen til det specialdesignede, lysende mikrofonstativ, hvor han igangsatte sin snakkende vokal, som var sangens første strofer. Desværre sad lydmikset ikke helt i skabet, og hans vokaler blev mumlende og forsvandt i mikset bag den massive lydmur fra trommerne. Heldigvis bragede han igennem til sangens ørehængende omkvæd, hvor en del af publikum på de forreste geledder skrålede med på ordene med store fagter. Der var tydelig begejstring i salen over at høre musikken live og endelig få mulighed for at skråle med. Lyden forblev dog forsat et problem, da guitarsoloen og generelt leadguitar druknede i mikset. Det var ærgerligt, da det er et alpha- og omega-element i Iotunns rige lydunivers. Jeg flyttede mig fra den forreste højre side til midten i bagenden af salen. Problemer forsatte dog under næste nummer, ”Mistland”, som er en personlig favorit, jeg har lyttet til et utal af gange. Her havde Aldará nogle svipsere i versene, hvor han havde problemer med at få lagt sin vokal i det rigtige toneleje til musikken. Det var dog tilgiveligt, da der naturligvis var nerver på, og det er ikke usædvanligt, at ting driller, når man spiller et af sine første shows med nyt materiale.

Det var altså en noget bekymrende start, aftenen fik for Iotunn. Trods glæde blandt publikum, som var på, så var der andre faktorer, som spillede et puds. Alle fra bandet, undtagen Jesper Gräs og Aldará, trådte af scenen, og Jesper startede guitarintroen til deres længste nummer, ”Kinship Elegiac”, hvor Jón sang a cappella. Hold nu kæft, et flot og sårbart moment, og her stod lyden og Aldará heldigvis knaldhamrende skarpt. Resten af bandet trådte ind på scenen og startede det store mellemspil inden næste vers. Det virkede, som om der var blevet justeret noget på lyden, for balancen i mikset kom i orden, og både leadguitar og vokaler lå tydelige. De problemer, som var før ved ”Mistland”, syntes at være helt forduftet. Folk vippede med hovederne, mens Aldará leverede alle linjerne til perfektion med stor indlevelse, hvor fagter og bevægelse fulgte hinanden og skabte en dramatisk levering. Ekstra dejligt var det også at se, at der virkelig begyndte at ske lidt kemi mellem bandmedlemmerne på scenen, hvor blandt andet Jesper Gräs stillede sig ved Aldará, som lagde en hånd på hans skulder. Eskil Rask for også rundt på scenen og sendte ofte et smil og blikke mod de andre. Det stod strålende klart, at ”Kinship Elegiac” var et nummer, som bandet havde glædet sig til at fremføre. Flot stod hele den visuelle kulisse også med mikrofonstativets lys, der bevægede sig rundt i lokalet, mens bandet kun havde baggrundsbelysning, og bagtæppet havde en effekt med lysende dråber – måske en anelse inspireret af artworket til Kinship.

Gutterne havde i høj grad fået spillet sig op, og heldigvis fulgte lydbilledet også med topformen. Der blev plads til nogle gensyn fra deres forrige plade, Acces All Worlds, i form af ”Voyage of Garganey I”, ”Waves Below” og ”The Tower of Cosmic Nihility”. Særligt ”Voyage of Garganey I” med dens ret fængende omkvæd var en stor glæde at opleve live, og den fik flere blandt publikum til at skråle med. Iotunn gennemførte aftenens flotte comeback med lukkeren på Kinship, ”The Anguished Ethereal”, der med sine rungende lyse guitarer satte en dramatisk kulisse, som i samspil med Aldarás growls leverede et af aftenens mest intense og medrivende momenter. Jeg fangede flere i salen, som spillede lufttrommer eller luftguitar undervejs i opførelsen af nummeret. Iotunn var dejligt kompromisløs i sin ambitiøse lyd og med et visuelt islæt, som også lugtede af at ville mere.

8/10