Mother of All

Mother of All høstede sidste år anerkendelse for albumdebuten Age of the Solipsist, men det var nu ikke kun denne, enmandshæren Martin Haumann og hans lejesvende bragte til torvs i Lille Vega. Den noget tyndt besatte sal fik blandt andet også godbidder fra den efterhånden fem år gamle EP Secular Assault, som i sin tid fik vores anmelder til at udløse topkarakter.

Den halve time, Mother of All denne aften havde fået tildelt, blev udnyttet til fulde i en gedigen energiudladning. Kvintetten buldrede derudad og spillede – beklager den tarvelige symbolik – på alle tangenter, og det er jo altid dejligt at se. Som første navn sådan en aften er man dog særligt udsat, og jeg stod med en følelse af, at bandet var lidt overtændt.

Alt i alt udgjorde Mother of All ikke desto mindre en solid og kompetent opvarmning og en god start på en lang aften med dejlig dansk metal.

SETLIST
At The Edge Of A Dream
Autumn
Hypocrisy: Weaponized
Corporate Warfare Leviathan
Human Landscape
Secular Assault

7/10

Lamentari

Wow! Bare wow. Hvis døden fra Lübeck virkelig kan materialiseres, så var det ham, der i skikkelse af Daniel Lønberg sammen med resten af Lamentari marcherede ud af mørket og skreg os ind i hovederne i 45 minutter for så at marchere ud igen samme vej.

Det var mørkt, det var ondt, og det var hæsblæsende som langt ind i det Helvede, de seks kutteklædte musikere har bygget Lamentari på. Og det var smukt, overvældende og medrivende i en grad, så man som tilskuer ikke kunne andet end købe 100 pct. ind på narrativen om den sorte kult i katakomberne. Alt lige fra uniformer og ansigtsmaling til flakkende alterlys og okkult scenografi er nøje iscenesat, og hvert bandmedlem spillede rollen til perfektion.

Den slags kan vitterlig briste eller bære, og denne aften blev det båret noget så smukt og meget troværdigt af Lamentaris symfoniske blackened death, dygtigt leveret hele vejen rundt af de tavse og ualmindeligt olmt udseende musikere.

Ingen tvivl om, at nyhedsværdien også spiller ind for undertegnede, der ikke havde oplevet Lamentari live før. På sigt kan det godt være, at der skal tænkes om ikke ud af boksen, så i hvert fald rundt i alle hjørner af den – selv om den er god, gider du ikke blive ved med at gå i biografen for at se den samme film. Men nu er barren og forventningerne om ikke andet sat til næste gang!

SETLIST
Confutatis
Synodus Horrenda
Dies Irae
Lacrimosa
Sede Vacante
Nihilitatis

9/10

Iotunn

Baseret på tidligere liveoptrædener og et sublimt debutalbum var forventningerne til aftenens hovednavn til gengæld høje, og den efterhånden godt fyldte sal i Lille Vega vidnede da også om, at andre end blot de tre bands’ familiemedlemmer og venner havde trodset frost og kulde denne aften.

Iotunn lagde ud med herlige ”The Tower of Cosmic Nihility”, der dog blev skæmmet lidt af lyden i Lille Vega. Ej heller Jón Aldarás vokal, som ellers plejer at være en usvigeligt sikker faktor, stod knivskarpt fra begyndelsen, hvor bandet i det hele taget lod til lige at skulle finde sine ben som hovednavn.

Ikke desto mindre røg vi herfra over i noget nær ren magi med ”Access All Worlds”, der med hjælp fra mikrofonstativets lodrette lyskegle sendte os på en storladen metalrejse ud i universet. Og det er jo netop her, Iotunn skal være. Hver især præsterer bandmedlemmerne bare på et afsindigt højt niveau, og sammen når de altså indimellem momenter af absolut perfektion.

En lidt mere rå og growlet version af ”Waves Below” blev med et brøl afløst af ”Laihem’s Golden Pits” og noget umanerligt hurtigt og dygtigt spil. Herligt! Herpå fulgte desværre en lige lovligt lang pause med intern snak og forvirring, inden albumåbneren ”Voyage of The Garganey I” kom i gang. Bandet forekom lidt anspændt, og hvis det skyldtes nervøsitet, er det kun forståeligt – ud over at man er yderst tæt på sit publikum i Vega, var det også første gang, at ansvaret ved at være hovednavn hvilede på Iotunns skuldre.

I disse spalter har vi før været lidt efter bandet for i livesituationen ikke at interagere nævneværdigt med publikum. Om dette er blevet taget til efterretning, eller om man snarere har set sig nødsaget til at bryde tavsheden for at præsentere noget så spændende som et nye nummer, vides ikke, men det fungerede fint, at Jón Aldará undervejs adresserede publikum.

Og ny musik fik vi! Flænsende guitarer efterfulgt af clean sang indledte umiddelbart ret melankolsk og meget melodisk nummeret ”Mistland”, der med forventeligt fornemme guitarbidrag fra brødrene Gräs og en growlende afslutning lover rigtigt godt for Iotunns kommende album – den svære toer, der ventes klar næste år eller senest i 2024.

Der kan ikke herske tvivl om, at Iotunn med sin unikke opskrift på progressiv metal krydret med blandt andet power, melodisk og death metal fortsætter rejsen mod stjernerne, og man under dem i dén grad at spille for et eget publikum.

At dele af denne aftens publikum så valgte at småsnakke sig igennem den mesterlige ”Safe Across The Endless Night” må stå for deres egen regning. Personligt kan jeg kun hylde, at man som band har modet til at slutte en koncert med en næsten 14 minutter lang, højspændt albumlukker – det er iskoldt, og det er den slags, man kan tillade sig, når man er hovednavn!

Alt i alt en herlig koncert med enkelte skønhedsfejl, som i ikke uvæsentlig grad kan tilskrives en fænomenal præcedens, og som Iotunn havde chancen for at rette op på til koncerten i Odense lørdag.

SETLIST
The Tower of Cosmic Nihility
Access All Worlds
Waves Below
Laihem’s Golden Pits
Voyage of The Garganey I
Mistland
Safe Across The Endless Night

Psssst… Vi havde forud for koncerten en god snak med Iotunn og Lamentari om at bryde igennem som musiker og som band. Læs interviewet her.

8/10