BAEST

Baest gør det, de gør bedst

Nu sagde jeg overkommelig, det var måske frisk nok, for Baest stod uden tvivl overfor deres vigtigste koncert til dato og overfor et potentielt nyt publikum, da de og Hatebreed ikke ligefrem deler genre. Så der var meget på spil denne aften, men når man ved, hvad bandet kan præstere selv på en dårlig dag, ja, så burde det være tæt på en overkommelig opgave. Bandet lagde da også utrolig godt fra land med den knusende tunge ”Goat”. Jeg bemærkede fra første sekund, at lyden virkelig var godt skruet sammen. Bassen og stortrommerne skar virkelig igennem og støbte et tungt fundament for de tunge riffs og den knogleknusende vokal. Ja, der bliver ikke sparet på metaforene, og der blev så sandelig heller ikke sparet på noget som helst fra Baests side.

Fra den gode start og videre i deres korte set, dér gik det desværre stødt ned ad bakke. Det var tydeligt at se ret hurtigt, at selvom de var på hjemmebane, var det ikke et udpræget hjemmebanepublikum, de stod overfor. I forhold til hvor engagerede folk normalt er til en Baest-koncert, var der gået globryllup i den til denne koncert. Forsanger Simon Olsen prøvede ihærdigt at få folk med på legen, men rutineret, som han efterhånden er, gav han hurtigt slip på den tanke, og hoppede i stedet ned på gulvet og ruskede rundt i folk – det vilddyr!

Det var en ganske solid performance, men pga. det korte set og det manglende engagement nåede det ikke helt op på det niveau, bandet normalt er garant for. De bestod dog uden tvivl deres første supporttjans for et stort udenlandsk band. De fik varmet Train godt op på den korte tid, de havde, og med det, de havde at gøre godt med.

7/10

Dying Fetus

De tre massakrer

Fra en rigtig god start til en tæt på forfærdelig start. Dying Fetus gik på scenen kl. 20.50 til en næsten halvtom Train. Folk havde ikke lige fået røget færdig, og hvad de nu ellers lige skulle nå. Der var heller ingen intro til lige at advare folk, så det var et lidt opgivende band, der satte gang i deres næsten én time lange set. Det var i hvert fald en meget rodet start. Lyden var svingende, og energien var ikke rigtig at spore hos de tre bandmedlemmer. Folk indfandt sig dog hurtigt, og showet begyndte hurtigt at stige i intensitet. Det var, som om der lige blev trykket på en knap, og så var lyden og publikum på plads, og så gik det fandme stærkt!

Aftenens første moshpit blev der også taget hul på – og den anden, tredje, fjerde og femte. Ja, der var fandme gang i den, og da Sean Beasley beordrede en circlepit, ”Gary Coleman style”, så fik han det. Det var en voldsomt fed koncert, og det var tydeligt at se, at der var mange, der havde taget turen til Aarhus for netop at se Dying Fetus. De leverede varen, og fremførelsen af deres nye single, ”Fixated on Devastation”, og den modbydelige ”In the Trenches” sad lige i skabet. Showet tabte dog desværre lidt hen imod enden, men det er der næsten ikke noget at sige til, for det gik fandme vildt for sig det meste af showet.

8/10

Hatebreed

Bedste Hatebreed-koncert på aarhusiansk grund!

Klokken slog 22, og lyden af Bob Marleys ”Bad Boys” lød ud igennem højtalerne, for nu var det blevet tid til de amerikanske bad boys i Hatebreed. Nok er de ikke decideret bad boys, men had, det besidder de lige som det fleste af os, og nu skulle det fandme ud, og der skulle skråles, moshes og kastes knyttede hænder i luften!

Ikke mange sekunder efter at lyden af hr. Bob var sluttet, satte bandet gang i ”To The Threshold” efterfulgt af ”Looking Down the Barrel of Today” og ”A.D.” fra deres seneste album, The Concrete Confessional. Det var en yderst veloplagt Jamey Jasta, der løb rundt på scenen denne aften, hvorimod resten af bandet havde lidt svært ved at følge med. De kan naturligvis ikke nå samme energiske tempo som ham, men de virkede til at være lidt tunge i benene…-ish. Efter de havde lavet lidt fagter til deres lydmand for at få mere lyd i deres stagemonitors, livede de mere op, og så blev det ikke bare en god koncert, men en fantastisk koncert. Hvis publikum havde været afventende i starten af aftenen, så må forklaringen findes i, at de gemte energien til dette show. Sjældent har jeg set så meget liv på gulvet på Train. Jeg tror faktisk, sidst det skete var til selv samme slags koncert; altså Hatebreed på Train i 2009. Det var svært ikke at lade sig rive med, og man henkastede sig bare til de tunge, groovy rytmer og nød det underholdende show og energiske publikum.

Der var god stemning, så er det på plads. Udover det var lyden rigtig god. Noget, som ikke var så godt, var Jameys ordforråd, da han flere gange i løbet af aftenen takkede med: ”Tack så mycket”. Manden prøvede da i det mindste, men på svensk? Så deeeet…
Vi blev ført igennem hele bandets bagkatalog, som jo efterhånden strækker sig over en del albums, og det var en sand hitparade, der blev serveret. Alt gik efter planen – også efter tidsplanen, som Jamey udbrød. Den må siges at være blevet fulgt, for da bandet var færdige med ekstranummeret ”I Will Be Heard”, ja, så havde klokken slået 23 sharp. SÅ præcis en times show blev det til. En god time, som gerne måtte have været lidt længere, og jeg vover skindet og udråber denne koncert til den bedste Hatebreed-koncert, vi har haft på aarhusiansk grund! Bum! 

9/10