Vitriol

Jeg havde glædet mig til at høre Vitriol – det var første gang, de skulle spille på dansk jord, og deres tre hidtidige plader er solide. Som de kom ind på scenen med en anelse nedslået udtryk, erklærede de sådan lidt opgivende, at de jo kun var opvarmningsband. For at få en forklaring på denne defaitisme skal vi tilbage til september i år, mens denne turné var på sit højeste. Her valgte det grundlæggende medlem, bassist og backupvokalist Adam Roethlisberger at stoppe i bandet og efterlod 2/3 band, der altså valgte at holde fanen så højt, de magtede. I slutningen af første nummer slog lyden fra guitaren ud, nummeret stoppede brat, og der måtte spørges til lydmanden, der virkede åndsfraværende, om han ikke lige kunne tænde for guitaren. Lydfejlene blev ved til det fjerde og sidste nummer, hvor guitarens effekt slog fra og fremstod helt clean og underlig ovenpå en meget fin, syret solo, hvor vibratoen fik fuld arm. Den manglende bund og sekundære vokal fik desuden musikken til at fremstå usammenhængende og mere blackened, end den egentlig er. Lidt sløj start, og det var ærgerligt for Vitriol, der faktisk formåede at få det sidste nummer til at køre ret godt, selv uden bassisten. Jeg håber at de kommer på revanchetur med den lækre, rådne vokal, spassede blastbeats, vibrato riffs og syrede soloer, når de har kørt en ny tredjemand ind.

4/10

Despised Icon

Dette var den første koncert med Despised Icon i Danmark siden 2010. De er en del af min egen musiske opvækst og en af årsagerne til min kærlighed til ekstremmetallen. De fyldte scenen ret godt ud med deres to forsangere, to guitarister udover en bassist og stjernen i ensemblet, Alex Pelletier, på gryderne. De kommer fra Canada og er dybt integreret i montrealskolen af deathcorebands. De inkorporerer fine små slams, dybe growls a la Demilich (leveret af Steve Marois), angstfrekvens i de vedholdende højtonede screams (leveret af Alexandre Erian) og masser af blastbeats. Jeg håbede i mit stille sind, at de ville spille nummeret ”Absolu” fra deres første skive. Det gjorde de ikke, men til gengæld fik vi ”Retina” fra album nummer 2  fremført ganske glimrende. Steve Marois var uforlignelig, men jeg kunne ikke lade være med at tænke over, at Alex Erians stemme manglede den højfrekvente desperation og angsten, der var kendetegnende for ham før i tiden. Han sang næsten kun i mellemtone, og så blev ligheden mere over i sløv hiphop-energi a la Insane Clown Posse end den psykotiske hardcoreenergi, han burde udstråle. Stadigvæk legender i min bog, og selvom der ikke var mange andre blandt publikum, der syntes at have kendskab til dem, var der fin respons og bevægelse i det fyldte lokale. Moshpitten kom fint i gang flere gange, endda uden opfordringer fra bandet. De sluttede af med titelnummeret ”Purgatory” fra deres seneste skive. Et nummer, der i den grad udstillede grydemesterens store talent med de komplicerede fills, og som bare var fed at flække nakken til i takt med de skrigende guitarovertoner i broen.

Sætliste:

1. A Fractured Hand
2. Bad Vibes
3. The Aftermath
4. Retina
5. Furtive Monologue
6. MVP
7. Purgatory

7/10

Chelsea Grin

Med ordet ’Iniate’ fra introsamplet startede de med sangen ”Hostage”. Frontmand Tom Barber, tidligere fra Lorna Shore, skulle lige samle sig og finde en grimasse, der kunne passe, da salen brølede ’I see my demons starring at me now’ på fuld av-min-hals-i-morgen-smadder fra første strofe. Den forbindelse til publikum fortsatte hele sættet igennem – stemningen på max. Personligt håbede jeg på at høre tre sange, den første værende ”Dead Rose”, som er fra den første skive, som Barber sang på, og som fint indikerer den ændring, også lydmæssigt, bandet her gennemgik. Den sang de til en helt enormt hurtigt og aggressivt circlepit, mens undertegnede stod og nød den fine frasering af den lyrisk fornemme tekst. De to næste numre, mine ører søgte, var henholdsvis ”Cheney Stokes” og ”Recreant”, der heldigvis begge var en del af sættet. Begge sange er fra deres første æra med frontmand Alex Koehler, der havde en helt unik frasering og bredde i vokalteknikker, som han øste generøst udover kompositionerne. I fremførelsen af ”Recreant”, som i øvrigt var formidabel, savnede jeg dog de små lækre crickets, som Koehler lagde i slutningen af de lange growls, der afslutter nummeret. Rigtig fin koncert, et tændt publikum med et højt kendskab til bandet og energi kvitteret af Tom Barber med utallige fistbumps til de forreste rækker i salen. Det lod ikke til, at de var vant til alt den positive energi og crowdsurfs.

Jeg vil lige give bassisten, den 37-årige David Flinn, ære for at gøre en rigtig god figur og frembringe en stram baslyd fra sin femstrengede helvedeshund og for at divergere fra rootnotes, der ellers er en foretrukken basdefault i Chelsea Grins generation af deathcore – fedt, og mere af det, tak!

Det var nu helt tydeligt, at der var en halvstor gruppe, der kom for deathcoredelen af koncerten, for der var en udskiftning af folk i salen. Dem, der ikke var til det brutale dødsmetal, forlod etablissementet, og dem, der havde stået i nærheden og afventet Dying Fetus, kom ind og fandt en god plads.

Sætliste:

1. Hostage
2. The Isnis
3. My Damnation
4. Crewcabanger
5. Playing With Fire
6. Dead Rose
7. Cheney Stokes
8. Sonnet of the Wretched
9. Sing to the Grave
10. Recreant

8/10

Dying Fetus

Dying Fetus har fået dansk medfart efter den fantastiske koncert, de leverede på dette års Copenhell. Præcis derom vidnede en proppet Amager Bio.

Det første indtryk var, at Dying Fetus havde en helt anden stillestående tilstedeværelse end dagens tidligere bands trods den brutale eskalering i lyd. Det var tydeligt, at det var en helt anden og tungere genre, vi her havde med at gøre. Publikum gik helt amok fra første anslag af ”From Womb to Waste” fra Reign Supreme, der har et introsample, der satte den rette stemning med ’fuck the baby, let it die’. Fra det andet nummer begyndte gulvet i Amager Bio at gynge i takt med 500 headbangende hoveder. Det stoppede kun i de tre små pauser, der blev holdt efter tre numre – enormt symmetrisk, egentlig.

Den andet minisæt startede med ”In the Trenches” fra samme plade som startsangen. Det sluttede med en af mine favoritter, ”Intentional Manslaughter”, fra deres anden plade fra 1998, Killing on Adrenaline, som har en langt mere underproduceret lyd, end de har nu. Her fremført uhørt præcist i en lettere poleret udgave, og nu med en lækker bassolo fra Sean Beaslys hånd, men det gjorde intet ved de superhurtige blasts og de afmålte bubblegrowls, som John Gallagher er mester i. Gallagher var en af de grundlæggende medlemmer af Dying Fetus, iøvrigt sammen med Jason Netherton fra Misery Index. Trey Williams, dagens brutale trommeslager, startede sin karriere i 1997 med Tortured og sluttede sig til Dying Fetus i 2007.  Jeg skal lige love at den hullede kineser fik nogle flade denne aften.

Alt imens tunge, brutale, flæskeblævrende blasts fyldte rummet helt, gik de dæscoreunger, der var tilbage i salen, i hyperaktiv voldsekstase, der først begyndte at trættes i den sidste del af sidste nummer. Fuld skrue eller ingen skrue!

‘You guys are crazy, you guys are sick, you guys are the wrong ones to fuck with’, brølede Gallagher fra scenen, og under jubel startede de den navnkundige sang – titelsangen fra deres udgivelse fra 2017. Så fik vi den sidste lille pause, som vi gamle satte pris på, for pyha, det var varmt og lugtede stramt af sved.

Crescendoet mod enden startede med ”Throw Them in the Van”, og vi var alle med på fællessang igen. Aftenen sluttede passende af med nummeret ”Subjected to a Beating”, for det var præcist det, salen var blevet udsat for igennem 12 fantastiske numre med Dying Fetus.

Sætliste:

1. From Womb to Waste
2. Unbridled Fury
3. Weaken the Structure
4. In the Trenches
5. Compulsion for Cruelty
6. Intentional Manslaughter
7. Devout Atrocity
8. Raised in Victory / Razed in Defeat
9. Wrong One to Fuck With
10. Throw Them in the Van
11. Grotesque Impalement
12. Subjected to a Beating

9/10