Efter fem års venten er den amerikanske dødsmetal-trio ude mere deres ottende album
De nægter at dø, men død skal der spredes!
Dying Fetus nægter at dø – trods utallige udskiftninger. De nægter samtidig at gå på kompromis med den rå, aggressive, tekniske og altødelæggende død, som de endnu en gang spreder og leverer her på deres ottende studiealbum. Bandet blev dannet tilbage i 1991 og har, som skrevet før, sagt farvel til et utal af bandmedlemmer – som så mange andre bands også har gjort. Det eneste originale medlem tilbage i truppen er guitarist og vokalist John Gallagher, som bliver ledsaget i de umenneskelige brøl af bassist og vokalist Sean Beasley, der tilsluttede sig bandet tilbage i 2001. Nyeste medlem i bandet er trommeslager Trey Williams. Han er sidste mand til at danne Dying Fetus anno 2017, og besætningen synes umenneskelig stærk her på Wrong One to Fuck With.
De får stadig de mest gedigne dødsmetalbands til at lyde som Kandis
Det her er altså musik med stort M. Det er rent, teknisk og bliver leveret med kirurgisk præcision. De leverer, ikke kun på deres albums, men så sandelig også live, hvilket de viste på fornem vis under deres sidste besøg i Danmark, da de co-headlinede Train i Aarhus med Hatebreed.
Førnævnte beskrivelse er, hvad man forbinder med og forventer af Dying Fetus. Kender du til bandets musik, bliver du ikke skuffet. Er du mere ny med dette band og mere til den mildere, forenklede form for metal, ja, så er dette album – som albumtitlen antyder – The Wrong One to Fuck With! Det er teknisk og brutal død hele vejen plus lidt længere. Singlen ”Fixated On Devastation” var første udspil fra dette album og sætter barren højt og solidt i forhold til resten af albummet. De old school, tunge riffs med en kombination af tekniske genialiteter og til tider helt mathcore-agtige finesser giver næring til enhver hardcore dødsmetalfan. Det er musik til de trænede ører, og for mange kan det hele godt blive en smule ensformigt, men her synes jeg, at bandet viser en bred variation inden for denne genre. Det er fuld fart, død og smadder hele vejen igennem, men de trækker ikke pinen ud; de gør de morderiske toner interessante… stort set hele vejen igennem. Det lykkes for det meste godt, men af og til bliver det en smule for opfindsomt. Titelnummeret, ”Wrong One to Fuck With”, demonstrerer bandets enorme kunnen, men som lytter bliver det for meget af det gode. Tempo er en del af deres varemærke, og det er der også på dette nummer, specielt på trommerne, som bare er rent blær, men ikke specielt tilfredsstillende at lytte til – i hvert fald ikke for undertegnede. Slet ikke når man er blevet fuldstændig forgabt i numre som ”Panic Amongst the Herd” og den altødelæggende ”Fallacy”. Numre, som virkelig mikser alt det lækre, bandet står for, i en blodig og væmmelig cocktail, som får de mest gedigne dødsmetalbands til at lyde som Kandis. Det er fantastisk, at der stadig er bands, som tør at lave musik som denne, også selvom der ikke er penge i det. Det var Suffocations forsanger også ude at sige, da han trak sig fra deres daværende turné: ”Don’t quit your dayjob”.
Super brutalt album, men uden overraskelser, og det er såmænd helt okay!
Det er et super brutalt album, fuldstændigt som forventet. Der er ikke de store overraskelser at hente, men det gør heller ikke noget. Vi får serveret mange kedelige overraskelser i metalverdenen p.t., hvor flere og flere bands lægger deres stil om til fordel for et større marked. Så det er super dejligt at kunne vende tilbage til Dying Fetus, som ikke går på kompromis med noget, også selvom det betyder, at de nok ikke kommer til at spinde guld på deres karriere. I stedet høster de respekt og loyale fans, og dét er fandme i orden! Er du kun til dødsmetal fra øverste hylde? Så bliver du glad for dette album. Coveret og albumtitlen indikerer præcist, hvad de leverer!
