Uli Jon Roth

Første navn på den store scene var Scorpions-ikonet Uli Jon Roth. I sine lidt for stramme leggings gjorde han sin entré og satte prompte gang i det indledende nummer. Skæringen blev leveret i overbevisende stil, og der var i det hele taget ikke meget at udsætte på Roths musikalske evner. Dog haltede det en smule med publikumsinteraktionen, og undertegnede savnede charme og glimt i øjet. Det behøver ikke være så højtideligt!

5-10 minutter inde i sættet løsnede Roth heldigvis op, og med et kæmpe smil på læben råbte han: ”Godaften, Aalborg!”. Herpå fulgte en kort præsentation af nummeret ”We’ll Burn the Sky”, der i aften var dedikeret til Roths nyligt afdøde bror. Der var skruet op for patosknappen, og både publikum og Roth lod sig rive med af stemningen. Den gæve tysker spillede med en uset indlevelse og demonstrerede på fineste vis, hvad han egentlig kan. Han mestrer et væld af teknikker, men kammer aldrig over i blær for blærets skyld – og det er prisværdigt.

Med sig havde Roth sit fem mand stærke band, der lagde en solid bund for aftenens festligheder. Desværre fyldte orkestret alt for meget – både fysisk og lydligt. Med hele tre guitarister, en bassist, en keyboardspiller og en trommeslager på scenen blev seancen en anelse forvirrende, og det var svært at holde fokus på hovedpersonen selv. Denne problematik blev forstærket yderligere af det faktum, at rytmeguitarist Niklas Turmann sang på langt de fleste numre. Dette skabte følelsen af at være til koncert med et regulært rockband, der tilfældigvis havde Uli Jon Roth med på guitar.

I midten af sættet var det tid til, hvad der kunne have været en blændende omgang guitarlir. Roth gav den fuld gas, hev den ene divebomb frem efter den anden og legede løs. Dog ødelagde den skramlende lyd øjeblikket, og de endeløse harmonics tog livet af publikum. Samtlige personer på forreste række stak fingrene i ørerne for at undgå savklingelyden, og det var simpelthen ulideligt. Øv.

Det veleksekverede afslutningsnummer ”The Sails of Charon” fik os dog hurtigt til at glemme pinslen, og Roth satte et pænt punktum for aftenens show. De solide rytmer fik publikum til at klappe i takt, og for første gang virkede det for alvor, som om band og Roth var oprigtigt til stede. 

Sætliste
Sky Overture
Sun in My Hand
We’ll Burn the Sky
Fly to the Rainbow
The Sails of Charon

6/10

John Petrucci

De umiskendelige Mesa/Boogie-forstærkere var kørt i stilling på scenen og varslede, at nu var tiden inde til Dream Theater-legenden John Petrucci. På slaget 20.00 trådte han – i sin efterhånden Hulk-lignende skikkelse – frem og satte gang i åbneren ”Wrath of the Amazons”. Det var tydeligt, at vi nu var hoppet over i en helt anden boldgade rent genremæssigt, og Petrucci proklamerede da også, at dette var ”the metal portion of the show”. Publikum tog glædeligt imod de hårde og mere moderne toner, og lydkvaliteten havde desuden fået et nyk opad. Dette var især tydeligt i ”Jaws of Life”, der blev leveret med fuld power og fik buksebenene til at blafre.

Trods det kraftfulde udtryk lovede Petrucci midt i showet, at ”The Happy Song” ville få os til at smile. Dette var præcis, hvad der skete; de færreste kunne modstå sangens drilske vibe. Selvom Petrucci befinder sig i en til tider indadvendt og nørdet genre fik han inviteret os alle sammen inden for i det magiske univers. Der var både tid til hyggesnak og humor, og Petruccis karisma skinnede igennem. Det eneste, man kunne savne, var lidt mere bevægelse; scenen er stor – brug den!

På den auditive front bød Petrucci på et langt mere simpelt setup end under forrige show. Alt det unødvendige var skrællet væk, og med sig havde han blot en bassist og en trommeslager. Dette skabte en helt anden form for intimitet, og publikum kunne nyde Petruccis guitarspil i fulde drag. Stemningen var generelt høj, om end den dalede en smule mod slutningen af sættet, hvor vi fik serveret den ellers nydelige skæring ”Damage Control”.

Kort efter blev vi præsenteret for ”Glassy-Eyed Zombies”, der endnu ikke er udgivet på noget album. Med sit fængende riff og sine lækre harmonics – der ikke rev ørerne itu! – samlede sangen publikum op igen, og festen fortsatte. Petrucci fik det hele til at se legende let ud, og hans fingre fløj henover gribebrættet. Efter cirka 45 minutter takkede guitargeniet af, og publikum kunne se tilbage på en fornuftig koncert uden alt for mange krumspring og overraskelser.

Sætliste
Wrath of the Amazons
Jaws of Life
The Happy Song
Damage Contron
Glassy-Eyed Zombies
Glasgow Kiss

7/10

Joe Satriani

Det er altid en fest, når Joe Satriani er i huset – og denne søndag aften var ingen undtagelse! Til tonerne af ”Energy” løb den solbrillebeklædte guitarvirtuos på scenen, og publikum kvitterede med ivrig jubel. Selvom Satriani har rundet de 61 år, viste han fra første sekund, hvor skabet skal stå. Der blev ikke sat så meget som en finger forkert på den skinnende Ibanez-guitar, og de rockede rytmer gik lige i hjertet på de fremmødte.

Satriani spillede et udelukkende instrumentalt show, og det kræver naturligvis lidt ekstra showmanship og charme at få folk med, når der ingen vokalist er til stede. Dette var dog ingen sag for Satch: Manden stod ikke stille ét eneste sekund, og allerede under andet nummer røg han en tur på knæ og spillede guitar med tænderne.

I det hele taget var det en meget tændt Satriani, vi bevidnede denne aften. Hans kærlighed til musikken og kreativiteten er oprigtig, hvilket han selv pointerede med ordene: ”I just feel like playing my guitar all the time. I don’t know why”. Dén ydmyge glæde smittede af på hele salen. Satriani talte ellers ikke meget til publikum, men de utallige ansigtsudtryk vejede op for dette og stod for showets sjove indslag.

Sætlisten var præget af sange fra det spritnye album What Happens Next og den efterhånden ikoniske Surfing With the Alien fra 1987. De nye sange fungerede generelt fint, men man kunne godt fornemme, at det ikke var alle i salen, der havde hørt numrene før. Derfor var engagementet en anelse svingende. ”Energy”, ”Catbot” og ”Thunder High on the Mountain” fik folk til at rocke med, mens ”Cherry Blossoms” var en tand for stille og fintfølende. Bedre gik det med de halvgamle klassikere ”Satch Boogie” og ”Circles”, som blev leveret til absolut ug. Ligeledes satte de tunge grooves i ”Cataclysmic” gang i publikum, og smilet på Satrianis læber blev større og større. Desværre fik vi ikke lov til at høre hittet ”Surfing with the Alien” – i stedet fik vi ”Always with Me, Always with You”, hvilket mødte stor jubel fra de fremmødte. Satriani leverede en overbevisende indsats, og efter en times tid overgik showet til den faste jamsession.

Sætliste
Energy
Catbot
Satch Boogie
Cherry Blossoms
Thunder High on the Mountain
Super Funky Badass
Cataclysmic
Circles
Always with Me, Always with You
Summer Song

8/10

Jamsession

Ganske få minutter senere trådte Roth og Petrucci op på scenen, og trekløveret var klar til den afsluttende jam. Ensemblet lagde ud med et cover af Deep Purples ”Highway Star”, og vores tidligere bekendtskab Turmann stod for vokalen. Efterfølgende kastede guitartrioen sig ud i et Hendrix-cover, der hurtigt udviklede sig til den jamsession, vi alle havde ventet på. Én ad gangen spillede de tre kunstnere solo, og til sidst jammede de alle tre sammen. Energien var høj, de enkelte riffs og licks var smagfulde, og der var en god interaktion mellem de tre guitarister. Dog var det også tydeligt, at Roth skilte sig meget ud genremæssigt, og Satriani-/Petrucci-kombinationen var uden tvivl den mest interessante. Til at gå hjem på fik vi et veludført cover af Led Zeppelins ”Immigrant Song”, og publikum klappede løs. Tak for en god aften i guitarens tegn.