Interview med Joe Satriani

Den verdensomspændende G3-turné rammer Aalborg i denne weekend, og som optakt til festlighederne fik vi en snak med manden bag, Joe Satriani. Læs med her, hvor han fortæller om turnéen, hvorfor John Petrucci og Uli Jon Roth er med, samt hvad Satrianis nye album egentlig handler om.

Du skød gang i G3-projektet helt tilbage i 1995. Hvad fik dig til at starte turnéen?
Jeg ville egentlig bare gerne spille musik sammen med mine venner. Det gik rigtigt godt for mit soloprojekt, hvilket betød, at jeg fik mindre og mindre tid til at hænge ud med mine kammerater. Jeg arbejdede simpelthen hele tiden. Så jeg begyndte at lege med idéen om en slags koncertserie, hvor jeg kunne spille sammen med mine guitarvenner hver aften. Det var det basale koncept. Derefter fandt jeg frem til, at tre var det magiske tal: Med tre guitarister på scenen ville hver person kunne spille i 45-60 minutter – altså et helt sæt med deres egen musik. Til sidst i koncerterne skulle der selvfølgelig være en jamsession. Det viste sig med tiden, at denne opskrift var den rigtige!

Det må man sige. Nu, mere end tyve år senere, er der stadig fuld gang i G3. Hvorfor tror du, projektet har holdt så længe?
Vores shows har en helt bestemt vibe, og den tror jeg, folk kommer for at opleve. Der er en særlig kemi mellem de tre optrædende, fordi vi er så forskellige. Vi spiller forskellige stilarter, og sommetider er der også generationskløfter imellem os. Tag bare denne turné, hvor Uli Jon Roth, John Petrucci og jeg selv er med: Vi repræsenterer tre forskellige æraer og spiller forskellig musik, men vi har også en del fælles musikalske rødder. Det er dét, der skaber kemien. Samtidig tror jeg, at en god portion af publikum kommer for at se én bestemt performer træde ud af sin sædvanlige bandrolle – denne gang er det selvfølgelig John Petrucci. Jeg tror faktisk ikke, at han nogensinde har været på turné i Europa som soloartist.

G3 har haft besøg af en masse dygtige guitarister gennem årene. Hvordan udvælger du, hvem der skal med?
Det er faktisk noget af det allersværeste ved hele projektet. Der er så mange kalendere, som skal passe sammen. Det er utroligt svært at finde to andre guitarister, som bare kan hoppe ud af deres respektive bands og tage med G3. De skal jo også bruge tid på at forberede og skabe showet.

Endnu en ting, der gør det monstersvært er formaliteterne. Der er rigtig mange dygtige guitarister derude, men ikke alle har solgt massevis af plader, spillet udsolgte koncerter og fået spilletid i radioen. Når jeg skal overtale promotorer, vil de være sikre på, at alle tre kunstnere kan sælge billetter. Hvis jeg sagde, at Kirk Hammett og Jimmy Page var med på turnéen, ville promotorerne være ekstremt glade. Men hvis jeg vælger nogle hamrende dygtige musikere, som ingen kender, er det pludselig en anden sag. Promotorer tager ingen chancer. Derfor er vi faktisk nødt til at planlægge G3-turnéerne flere år i forvejen. Så er der mulighed for, at en ”ukendt” kan nå at opbygge sit brand og sin historie. De kan blive attraktive for promotorer, men det er hårdt arbejde.

Som du selv nævnte, er John Petrucci og Uli Jon Roth de heldige denne gang. Hvad laver I, når I ikke spiller musik – kan I overhovedet tale om andet end guitarer og gear?
Ja, det kan vi. Vi hænger ud sammen hver dag – seks dage om ugen. Selvom vi alle har forskellige ting, som vi skal i løbet af dagen, mødes vi altid flere gange. Vi tilbringer meget tid på de forskellige spillesteder, og om aftenen har vi meet ’n’ greet med fans, og der hygger vi os. Der går selvfølgelig også noget tid med at forberede koncerterne, og når vi er færdige med at spille, stikker vi også altid hovederne sammen. Vi laver en lille evaluering og taler om, hvor fedt det var, og hvad vi gerne vil prøve fremover.

Det handler i høj grad om kammeratskab og om at udveksle erfaringer. Derfor er det også ekstra interessant for mig at have forskellige musikere med. Pludselig spiller en noget, som jeg ikke selv kan, og på turnéer som denne får jeg mulighed for at nærstudere det hver eneste aften. Så kan jeg aflure tricket og afmystificere det! Der sker også noget helt særligt, når vi står på scenen og begynder at improvisere. Det er udfordrende og får mig til at spille ting, som jeg normalt ikke ville spille.

Lad os tale lidt om din solokarriere. I januar udgav du dit sekstende album, og det har fået titlen What Happens Next. Hvordan synes du, pladen er blevet modtaget – af fans såvel som kritikere?
Vi er så tilfredse med, hvordan albummet har klaret sig! Det er det album i hele min karriere, som er nået højest op på hitlisterne. Vi har fået fantastiske anmeldelser fra alle verdenshjørner, og det er bare så dejligt. Musikudgivelser kan altid dele vandene, og sommetider sker det, at nogle fans elsker materialet, mens andre ikke kan lide det. Det er sket for mig et par gange: i 2000, hvor jeg udgav et technoagtigt album, og i 1995, hvor jeg udgav en meget bluesinspireret plade. Med What Happens Next er det gået bedre. Pladen blev udgivet på det rigtige tidspunkt, og den har den rette blanding af musikalske indflydelser. Vi har allerede spillet halvdelen af albummet live, og publikum er vilde med det. Så det er jeg selvfølgelig meget glad for.

På mange af dine plader har du leget med et alientema. Er det også tilfældet på What Happens Next?
Nej, der er slet ingen aliens denne gang. Pointen med dette album var faktisk at fokusere på det menneskelige – håb, drømme, kampe, begejstring og så videre. På den måde er What Happens Next en tilbagevenden til mine helt tidlige musikalske rødder og mit brændende ønske om bare at spille guitar. Jeg ville gerne indfange og genskabe den følelse, jeg havde, da jeg som teenager sad med guitaren i skødet. Derudover er What Happens Next en slags distancering fra min forrige skive, hvor jeg skabte et alter ego. Den persona har jeg nu lagt i graven, og jeg er klar til bare at være mig selv igen. Jeg er ikke nogen science fiction-figur, og konceptet har ikke en bestemt fortælling, der skal forklares til et publikum. I stedet komponerede vi et album, der er fuld af ærlig rock. Det er meget mere simpelt. Det handler bare om at have det godt og lytte til fed musik. Glenn Hughes er med på bas, og Chad Smith spiller trommer. Det er fantastisk.

Du har jo skrevet vanvittigt mange sange. Hvordan har din tilgang til sangskrivning ændret sig gennem årene?
Åh, jeg leder stadig efter den gode melodi! Melodien har altid været det bærende element for mig. Når man komponerer instrumental musik, er det vigtigt, at melodien er rigtig stærk – og den skal også være unik. Det er nødvendigt, for at lytteren kan investere sig selv i sangen. Musikken skal appellere til følelser og minder. Jeg har aldrig været den type, der skriver musik for at blære mig; for at vise alle de teknikker, jeg kan. Jeg forsøger at undgå, at musikken bliver et stykke selvpromovering. Sangene skal være rigtige sange, de skal handle om noget, de skal have gode melodier, interessante rytmer og unikke akkordprogressioner. Dén del af sangskrivningen har aldrig ændret sig.

Du har også spillet i supergruppen Chickenfoot i mange år. Det er længe siden, vi har hørt noget nyt. Hvad er status på det projekt?
Tja, den eneste nyhed er vist, at der ingen nyhed er, ha, ha! Vi har et par gange sagt, at der var noget i gære, men det bliver ikke rigtigt til noget. Jeg tror ikke, vi kommer til at spille sammen i dette år. Det afhænger faktisk mest af Sammy Hagar – spørg ham.

Den europæiske G3-turné slutter i maj. Hvad er planen efterfølgende?
Der kommer en soloturné, og vi skal til Canada at spille. Vi vender også tilbage til Europa i et par uger. Det bliver i midten af juni. Derefter holder vi ferie i nogle måneder; de andre gutter har jo også forpligtelser i deres andre bands. I november og december mødes vi igen, hvor vi tager til Sydamerika, Australien og New Zealand. Der kommer også en G4 Experience Camp i starten af 2019, og efterfølgende tager jeg på soloturné igen. Lige nu er vi kun i begyndelsen af hele turnérunden. I alt varer den nok et par år. Der er nok at se til!

Bestemt. Mange tak for din tid og dine svar!
Fornøjelsen er helt på min side.

Sørg for at fange G3, når Joe Satriani, John Petrucci og Uli Jon Roth lægger vejen forbi Skråen i Aalborg den 25. marts i år.