Den svære toer
John Petrucci er jo egentlig en ret aktiv herre; han har udgivet masser af albums med sit band Dream Theater, og han turnerer ustandseligt, både som bandmedlem og som soloartist. Måske er det på grund af al denne aktivitet, at der skulle gå femten år, før han fik udgivet sit andet soloalbum? Det første, Suspended Animation, fik jo ellers masser af ros med på vejen, så det kan godt undre lidt, at han ikke har lavet en opfølger før nu. Forventningerne til Terminal Velocity har mildest talt været tårnhøje, og de blev ikke mindre, da det blev offentliggjort, at Petrucci nu ville arbejde sammen med Dream Theaters oprindelige trommeslager, Mike Portnoy, for første gang i ti år. Har det så været ventetiden værd?
Virtuost vanvid
Guitarguden skuffer heldigvis ikke! Man bliver som lytter bombarderet med virtuositet og en myriade af toner og tekniske udfoldelser, og det kan derfor være svært at vide, hvad man skal starte med at kommentere, så lad mig her gennemgå de øjeblikke, der gjorde størst indtryk. Petrucci begyndte for et par år siden at spille nogle nye instrumentale numre på G3-turnéerne, og to af disse sange, ”Glassy-Eyed Zombies” og ”Happy Song”, har heldigvis fundet vejen frem til dette album. De viser sig også at være blandt pladens bedste! Det ene nummer er supertungt og progressivt, det andet er, som man måske kan gætte, utrolig muntert og catchy, og begge er de fyldt til bristepunktet med Petruccis signatur-guitarshred. Pladens bedste skæring, og måske det mest spændende for dedikerede fans, er imidlertid nummeret ”Gemini” – et nummer, som man kunne høre små bidder af som baggrundsmusik på Petruccis instruktionsvideo fra 1995. Nummeret blev desuden opført til guitar clinics i 90’erne, men til manges frustration eksisterede der ikke en studieindspilning nogen steder. Det gør der heldigvis nu, og det er en fornøjelse endelig at kunne læne sig tilbage og høre hele det kringlede nummer med en glimrende produktion, hvor alle detaljer kommer til sin ret.
Andre bemærkelsesværdige numre inkluderer den lettere humoristiske ”Snake in My Boot” såvel som den umådeligt imponerende ”Temple of Circadia”. På trods af mange forskelligartede numre er alt materialet bundet sammen af fantastiske melodier, glimrende fraseringer og frygtindgydende teknik, som man forventer fra Dream Theater-guitaristen, såvel som en progressiv og kreativ omgang rytmik fra Portnoy. Petruccis og Portnoys vanvittige lydbillede fuldendes fortrinligt af baslegenden Dave LaRue, der såmænd også spillede på Suspended Animation. Alt i alt kommer projektet her godt i havn, og alle forventninger indfries til fulde.
Den sublime shred har virkelig været ventetiden værd!
På Terminal Velocity bliver der spillet mange toner, og jeg mener virkelig rigtig mange toner, i hvert nummer. Folk, der ikke nødvendigvis går forfærdeligt meget op i guitarfikseret musik i forvejen, vil derfor nok stå ret hurtigt af. Albummet her er altså for dem, der i forvejen er fans af Petruccis stil eller generelt godt kan lide ”flashy” musik, hvor alle musikere får rig mulighed for at vise deres evner. Det skal dog ikke forstås sådan, at albummet her kun handler om hastighed og teknisk kunnen, for materialet er sat virkeligt godt sammen, og der er masser af hooks og fede riffs. Jeg kan derfor varmt anbefale pladen, og så bliver det bare spændende at se, om Petrucci får lavet et tredje soloalbum, og om det i så fald kan overgå dette.
