Første navn på programmet var Københavnske Ulm, der spiller musik som må siges at være specielt. En blanding af black og death metal, lyder i de fleste tilfælde som en god blanding. Desværre var koncerten ikke ret vellykket, men det er ikke udelukkende Ulms "fortjeneste". Lyden var ikke god, og der var ikke ret mange i publikum der var med til at trække stemningen op. Noget der dog skal siges må være for Ulms egen regning, var manglen på "stage-presence". Godt nok er scenen på Harders rimelig lille, så der ikke er plads til de store udfoldelser, men nogle kunne man dog godt have ønsket sig. Det var en aften i modvind for Ulm, men de formåede trods alt at få luft under fødderne under de sidste par numre. Så opfordringen herfra er at man bare skal klø på og ikke tabe modet (og i nogle tilfælde få noget mere af det).
Næste navn i rækken var det lokale band Indoctrination, og der skal ikke være tvivl om at der her er tale om folk der ved hvad de laver. Indoctrinations line-up har ændret sig en smule for nylig, i form af den nye trommeslager Danni, der i den grad leverer varen, som om han aldrig havde lavet andet. Teknikken er klart prioiteret højt, og de formår at give god plads til hinanden, så man der var gode muligheder for at opleve HELE bandet. Desværre var det ikke alle der var lige gode til at komme udover scenekanten, så at sige, men det er noget der i høj grad blev kompenseret for, grundet den fantastiske stemning i lokalet. Scenen er som sagt ikke ret stor, men jeg er sikker på at de alle har det rette i sig, til at komme det skridt videre, så de kan leverer et show der er dem værdigt.
Sidst men absolut ikke mindst denne aften var jydske Essence. Der blev givet gas fra start til slut, og selvom der var spor af bl.a. Slayer og Testament formåede de fire unge nordjyder at vise at de selv har noget at byde på. Lyden var på denne tid af aften blevet noget bedre, og det var klart til deres fordel, eftersom der hele tiden var fart over feltet. Noget der særligt skal fremhæves, er at de ikke prøver på for meget ad gangen, hvilket er en fælde som mange ellers falder i. Nogen vil måske blive overrasket over, at et så ungt band kan vise sig at være så kompetent, men det er med sikkerhed ikke noget de er kommet sovende til. Hvis de kan fortsætte på den måde ser fremtiden lovende ud for Essence!