Ghost Bath
Ssssh for fanden da!
Ghost Bath udgav tidligere på året deres andet album, som jeg var så heldig at få lov til at anmelde. Det var derfor med alverdens forventninger, jeg indfandt mig på Beta. Bandets specielle form for black metal, blackgaze, fungerede fint herhjemme på anlægget, men hvordan ville de klare sig live? Jeg generer nok ikke nogen ved at afsløre allerede nu, det ikke var et problem. Deres introverte musik tryllebandt de fremmødte – i hvert fald dem, der var mødt op for at se dem. For det var ikke svært at mærke på den halvfyldte sal, hvem der havde løst billet for deres skyld og hvem der havde løst billet for resten af lineuppet. Der blev snakket og grinet så højt til tider, at jeg havde svært ved at nyde, hvad der foregik på scenen. Faktisk var det så grelt at en enkelt fyr så sig nødsaget til at tysse på to piger, der førte en højlydt samtale under klaveroutroen til det i øvrigt helt igennem fantastiske ”Golden Number”. Så hvem du end er, tommel op for at gøre, hvad jeg ikke selv turde. Generelt synes jeg, der var for meget snak under koncerten; hvis du ikke er interesseret i at se bandet, så er baren åben, det er respektløst overfor dem, der GERNE vil se showet. Heldigvis var det kun sporadisk snak og de fleste mennesker så ud til at nyde musikken. Der var god respons efter hvert nummer. Især andet nummer ”Happyhouse” gik rent ind, og jeg observerede flere mennesker, der headbangede med hele kroppen, fuldstændigt opslugte af den følelsesladede musik. Det eneste jeg egentlig har at udsætte på showet var, at soloen i sidste sang, ”Golden Number”, ind i mellem druknede i vokalen, men det er absolut i småtingsafdelingen. At bandet forlod scenen sekunder efter sidste tone var døet ud, uden at have mælet et enkelt ord til hverken goddag eller farvel, generer mig ikke. Tværtimod passede det perfekt ind i hele billedet af den depressive metal og den næsten klaustrofobiske følelse, det emmer af. Kom snart igen.
Setliste:
- The Silver Flower (Part II)
- Happyhouse
- Death And The Maiden
- Golden Number
Goatwhore
Rumklang er ikke noget vi bruger her…
Fremmødet til aftenens andet show var nogenlunde magen til Ghost Bath. Jeg ved ikke, om det er fordi de to resterende bands overskyggede de to første, men jeg stiller mig undrende over for det faktum, at der var udsolgt. Hvorfor købe billet til en hel aften med metal og så kun overvære halvdelen?
Goatwhores koncert kom ikke voldsomt heldigt fra start. Der var åbenbart lidt lydproblemer, for vi blev udsat for en halvkikset lydprøve, der gjorde, de blev forsinket med ca. 10 minutter. Forsangeren var totalt i hopla og opfordrede lydmanden til at tage ekkoet af vokalen, da de ikke er et ”fucking space metal band!” Heldigvis tog alle det pænt og der var god stemning blandt publikum. Det gav sig blandt andet udtryk i den obligatoriske ”spil noget med Slayer!”, som jeg endnu ikke er vokset fra at more mig over. Der var også et halvhjertet forsøg på en fællesskål, men de fleste havde for travlt med at snakke indbyrdes til at tage sig af tvungen druk. Da bandet endelig gav den arme mand bag lydpulten tommel op, var alle mere end klar og der var massivt smæk på åbningsnummeret. Det blev dog hurtigt en smule ensformigt på trods af deres black’n’rollede lyd som ind i mellem minder lidt om en mere smadret version af Entombed. Men hvad jeg end måtte mene om manglen på variation i setlisten, har jeg intet at udsætte på bandets engagement. De spillede godt, tight (og højt) og deres musik er klart et lyt værd.
Setliste:
- An End To Nothing
- Alchemy Of The Black Sun Cult
- Collapse In Eternal Worth
- Cold Earth Consumed In Dying Flesh
- Externalize This Hidden Savagery
- FBS
- Apocalyptic Havoc
Dying Fetus
Langtrukken fest
Min første tanke var at trioen virkede lidt malplacerede her med deres ligefremme dødsmetal, men folk labbede det i sig og publikum var stadig i stødet efter det forrige set. På samme måde som Goatwhore, virkede bandet oprigtigt glade for at se os, og der gik ikke mange øjeblikke, før vi blev stillet det ganske retoriske spørgsmål: ”Feel like slamming or standing!?” Svaret faldt prompte i form af et fællesbrøl, og vi blev opfordret til en circlepit - men jeg var som sædvanlig for lille til at se, om den blev til noget. Dog herskede der ingen tvivl om, at øllerne og de foregående kunstnere havde gjort sit til at varme publikum godt op. Stemningen var høj, både blandt publikum, men i høj grad også på scenen. Der blev kastet med øl og crowdsurfet og en enkelt modig ungersvend kom på skuldrene af sin makker og headbangede lystigt - på trods af der er temmelig lavt til loftet på Beta. Jeg ved dog ikke om det er fordi Goatwhore kørte folk trætte, for jeg bed mærke i, der blev tyndet lidt ud i menneskemængden undervejs; men det betød omvendt, der var plads til den massive udspasning, jeg bevidnede fra min plads i behørig sikkerhedsafstand. Dødsmetallens svar på AC/DC rykkede folk rundt, men desværre bliver det ikke til mere end en lunken karakter her, for det blev gabende ensformigt på trods af teknisk dygtighed og godt humør. De har fundet en formel, og holder sig til den, også selvom det er befriende med lidt smadder til øregangene, kan det godt gå hen og blive lidt langtrukkent.
Setliste:
- Schematics
- One Shot, One Kill
- Your Treachery Will Die With You
- Shepherd’s Commandment
- Grotesque Impalement
- From Womb To Waste
- Induce Terror
- Subjected To A Beating
- Homicidal Retribution
- In The Trenches
- Praise The Lord (Opium For The Masses)
- Killing On Adrenaline
The Black Dahlia Murder
Kender I de der Hatesphere?
The Black Dahlia Murder var det jeg, sammen med Ghost Bath, havde set allermest frem til. Deres melodiske dødsmetal gør mig i godt humør, og da de kastede sig ud i en velspillet version af ”Statutory Ape”, kunne jeg næste ikke få armene ned. Der var fistpumps galore og langt størstedelen af publikum gik ganske enkelt amok. Der blev svinget med håret og den løssluppenhed, jeg værdsætter så højt i det her miljø, understregede endnu en gang, at jeg har fundet min niche, selvom jeg blot er en ydmyg observatør. Mine utydelige noter fortæller deres egen historie: Jeg var oprindeligt enormt glad for at være til stede denne aften. Desværre fes stemningen lidt ud ca. halvvejs. Det hele virkede en smule rutinepræget og selv deres forsøg på at række ud til publikum fremstod påtagede. Ja, vi er skandinaviske og derfor som udgangspunkt smukke, en klassisk amerikansk kliché, og jeg kunne ikke helt ryste følelsen, at de kedede sig en smule, af. Det tyndede kraftigt ud blandt de fremmødte undervejs, måske fordi det var tirsdag, klokken var mange og de fleste havde brændt deres opsparede krudt af forud for settet. Heldigvis opvejede de tilbageværende fans den halvfyldte sal med deres utrættelige moshen og crowdsurfen, så selvom jeg mistede en del af min indledende begejstring undervejs, var det alligevel en fornøjelse at se, hvor meget folk morede sig med aftenens sidste navn. Deres anstrengelser var ikke helt forgæves, de spillede glimrende og forsangerens interaktioner med sine fans så ud til at falde i god jord, men at kunne namedroppe et dansk band er ikke noget jeg falder i svime over.
Setliste:
- Receipt
- What A Horrible Night To Have A Curse
- Statuatory Ape
- Vlad, Son Of The Dragon
- Malenchantments Of The Necrosphere
- Threat Level No. 3
- Funeral Thirst
- Contagion
- Abysmal
- Everything Went Black
- On Stirring Seas Of Salted Blood
- Miasma
- Deathmask Divine
- I Will Return