Flogging Molly

Der er sagt, skrevet og bandet en hel del over den dårlige lyd, som de store arenaer ofte er født med. Parken har et dårligt ry, Forum har et endnu dårligere ry, og nederst i hierarkiet ligger Valbyhallen, som desværre ikke har de store armbevægelser at gøre godt med for at udrydde dette rygte. Og man kan da også undre sig over, at man vælger at lave musikscene i en gymnastiksal, der netop er bygget som en kolossal klods og har et ekko, som kan ødelægge enhver kunstners anstrengelser.

Også denne gang var det ved første tone tydeligt, at lyden var virkelig dårlig. Når man stod midt i salen, fik man rumklang med fra væggene omkring sig og ekko fra bagvæggen. Det betød, at den lyriske del af festen faldt til jorden med et brag, og flere gange var man i tvivl om, hvad der overhovedet blev spillet, hvis ikke forsanger Dave King var så dygtig til at føre os gennem hele sætlisten og fortælle os, hvad der nu skulle ske. Bevares, når de gik i gang med sange som ”Devil's Dancefloor”,”Drunken Lullabies” og ”If I Ever Leave This World Alive”, så kunne man nemt høre, hvad der blev sunget, men især fordi hele salen skrålede med.

Netop Dave King satte sig langt ud over den dårlige lyd og var egenhændigt med til at skabe en fest, der resulterede i den ene dansecirkel efter den anden, hoppende mennesker alle vegne og et publikum, der næsten fra start var med på alle løjer, der nu kom ud over scenekanten. Var det en træskodansende Dave King, så var publikum med. Var det en Matt Hensley på squeezebox (som den så kækt blev omdøbt til på scenen), der ivrigt hev og sled i sit maskineri, så var publikum med. Var det Bob Schmidt på banjo eller mandolin, så var publikum med. Ét af mange eksempler på Kings formidable evne til at få publikum med var, da han startede en slagsang for det danske fodboldlandshold og ønskede os held og lykke til sommer.

Vi kom rundt i alle afkroge af Flogging Mollys repertoire med sange som ”Crushed” fra deres nye album, ”Selfish Man” fra deres første album, og gennem hele seancen guidede Dave King os fænomenalt og interagerende med publikum på en forrygende måde. Der blev ligefrem delt øl ud, og der kom en minisolo på en bodhrán, alt imens han dansede rundt på scenen og på intet tidspunkt opførte sig som en, der havde rundet de 50 år.

Jeg vil rigtig gerne give topkarakter for denne koncertoplevelse, og havde de spillet på en scene, hvor lyden havde været bedre, så kunne det sagtens have endt med ti kranier. Når man derimod vægter frem og tilbage, var det tydeligt, at lyden generede Dave King og co. lige så lidt, som den generede os publikum på gulvet. Der var en fest, folk dansede og kastede med øl i et sådant omfang, at svømmefødder og korkbælte havde været passende. Det betyder, at jeg ender på otte kranier i alt. Lyden var så dårlig, at den skal trække ned, selvom det intet havde at gøre med den forestilling, vi fik.

8/10

Dropkick Murphys

Efter en lille pause var det tid til, hvad der nemt kan kaldes et hovednavn, nemlig Dropkick Murphys. Forsamlingen virkede udkørt oven på dansefesten i forrige koncert og skulle måske lige have et par numre eller tre med Dropkick Murphys for at komme i stødet igen, men så kom der så sandelig også gang i sagerne. Stille og roligt opstod der flere steder dansecirkler og et par enkelte fejlslagne forsøg på en moshpit, og med en sceneløber til at sætte festen rigtig i gang var det, som om bandet vågnede op og virkelig begyndte at give den gas.

Selve sceneshowet viste, at her var der tale om de helt store spillere udi kunsten at kunne performe og få folk med. Gennem hele showet blev der på baglærredet vist en film, som havde relevans for den pågældende sang på den ene eller den anden måde. Selvom der i denne omgang var tale om en langt hårdere melodisk gennemgang af den irske historie, var publikum mere og mere med, og på trods af at bandet i Stockholm havde udtalt sig om, at der blev sunget for meget med på omkvædene, var der i Valby ganske godt gang i stemmerne blandt salens fremmødte.

Med Al Barr som frontmand formåede Dropkick Murphys at holde festen kørende i samfulde halvanden time, hvor sange fra alle ni albums blev præsenteret på bedste vis. Og især på de traditionelle sange som ”Johnny, I Hardly Knew Ya”, ”I’m Shipping Up to Boston” og ”The Boys Are Back” kunne man virkelig fornemme publikum og deres entusiasme. Dog var det ærgerligt, at folk allerede begyndte at trække ud af salen med en halv time igen og dermed lod salen blive mere og mere tom i de yderste kanter. Det gjorde afslutningen med præsentationen af bandet lidt mere tom, end hvad der havde været ønsket – også selvom de vanen tro trak publikum med op på scenen til sidst og gav dem chancen for en lille dans med et par forbilleder.

Overordnet set for anden halvdel af aftenens dobbelt-feature med keltisk punkrock har det været en koncert, hvor den dansable sing-along-oplevelse udeblev for størstedelen af salen, netop fordi lyden gjorde det meget besværligt at følge med i, hvilken sang der blev sunget, og hvor vi var i sættet. Igen er jeg nødsaget til at lade det trække ned, og samtidig bliver jeg nødt til at lade det trække lidt ned, at bandet slet ikke havde den samme forbindelse med publikum, som de er kendt for, og som vi så tidligere, kan lade sig gøre i samme genre. Derfor ender vi på syv kranier til Dropkick Murphys.

7/10