Mr. Running Man
Chicago-bandet er nogle tunge drenge. Siden deres dannelse i 2006 har Harm's Way cementeret deres plads på hardcore-scenen med en lyd så tung og kompromisløs, at den runger som fabriksstøj i natten. Deres musik kombinerer rå hardcore og industrielle elementer, hvor James Pligges rasende vokal skærer igennem og skaber en aggressiv atmosfære. Frontmanden er da også de seneste år gået hen og blevet et meme på de sociale medier, for sin noget bemærkelsesværdige og aggressive running man dans, hvilket jeg om nogen så frem til at se med egne øjne.
Ingen dyre tandlægeregninger i denne omgang
Forventningerne var tårnhøje, da en sur James Pligge trådte ind på scenen og dobbeltpedalen gik i gang til “Become A Machine”. Pitten åbnede sig og udvidede sig mere og mere i takt med at støvet hvirvlede op i luften. Snart var vi omringet af en kolossal støvsky. Lige så kolossalt som den muskuløse frontmand, der trampede løs på scenen, som var han i gang med at slå en kakerlak ihjel. Harm’s Way fremstår som en trussel, når dette monstrum af et muskelbundt pisker rundt på scenen. Men vildskaben, som Harm’s Way ellers har et ry for at bringe til deres optrædener, nåede aldrig op til overfladen. Ak jo, publikum makkede ret, da den sure frontmand proklamerede “Wake the fuck up”, men pusten røg hurtigt igen. Bandet virkede energiforladt og ligeledes gjorde pitten, der hurtigt skrumpede ind. Lige så hurtigt publikum woke the fuck up, og støvet smøg sig om publikum i pitten, lige så hurtigt lagde støvskyen sig igen, mens rødmen fra den verbale lussing aftog.
Bandet var enormt velspillende og blandt højdepunkterne var “Devour”, som på ægte hardcore manér gik direkte til sagen med fængende guitar riffs, et halsbrækkende tempo og en iskold atmosfære. “Infestation” og “Human Carrying Capacity” fungerede også, men den manglende tilstedeværelse fra Chicago-gruppen, gjorde at det blev ensformigt og kedeligt i længden. Forsøgene på at få gang i publikum mislykkedes, så håbet om eskalation og slåskampe blev afløst af en halvhjertet oplevelse. Man kunne roligt have ladet tandbeskytteren blive hjemme, for Harm’s way glemte vist selv at wake the fuck up.
En løssluppen running man og ellers intet at komme efter
Jeg fik min running man dans, men ellers er der ikke så meget at sige. Harm’s Way, der var velspillende, kom aldrig ud over scenekanten. Intensiteten, der normalt kendetegner deres optrædener, kom aldrig til udtryk. Den blev i stedet erstattet af en sløset omgang moshing og en triviel optræden.
