Det nye svenske band Harms Way spiller tung, nedstemt stoner-rock med træk af bl.a. Black Sabbath og Queens of the Stone Age. Enkelte steder hører man også en indflydelse fra Tool, hvad angår atmosfæren. De bedste øjeblikke på "Oxytocin" er efter min mening, når bandet bruger deres instrumenter og vokal til at bygge større, stemningsfulde klange oven på den tunge rockbund, f.eks. på numre som "Move Your Face", "9 out of 10" og enkelte passager i "Prime Time". Ellers er der generelt tale om enkel, udadvendt, tung rock.

Mit største problem med "Oxytocin" er, at Harms Way's trommeslager desværre ikke ligger særlig tight på beatet, hvilket gør, at flere numre mangler den rytmiske spændstighed, som får lytteren til at vippe i nakken. Sangeren, der lyder som en lidt ringere udgave af Ozzy Osbourne, synger falsk lige lovlig mange gange i løbet af albummet og har desuden en ret tyk accent, som ikke bliver kønnere i samspil med tekster som "Can you hear all the lies in disguise? / I’m gonna hit you with a big surprise: / You pay the price, you pay the price" (fra nummeret "Million Ways"). Nummeret "Hocus Pocus" er vist ment lidt for sjov med den indledende tekst "Hocus pocus filiocus, you cannot see / the future in a cup of tea", men det virker ikke, som om albummets tvivlsomme poesi generelt er det. Principielt er jeg ligeglad med teksterne, så længe musikken holder. Det gør den bare ikke rigtig her. Pudsigt nok er et af pladens bedste numre efter min mening bonustracket; en alternativ version af "Million Ways" sunget på et andet sprog, jeg ikke helt kan dechifrere. Mit gæt er italiensk eller spansk, mens en anden anmelder mener, at der er tale om svensk. Hvorom alt er, så gør kombinationen af den halvt råbte, halvt skrålede vokal og den anderledes sprogfornemmelse dette nummer langt mere fanden-i-voldsk end resten af albummet.

En anden Internet-anmelder mener, at "Oxytocin" vinder på gennemlytning, og jeg vil da også indrømme, at jeg til at starte med absolut ikke kunne lide noget af albummet, mens jeg nu bare synes, musikken er under middel. Men holder man af denne type tung, ikke alt for dybsindig rock, som gerne vil være groovy, vil jeg mene, at man er bedre tjent med bands som Transport League (som Harms Way's trommeslager efter sigende skulle have spillet i på et tidspunkt), Black Label Society, Spiritual Beggars eller for den sags skyld Volbeat.