Foto: Rolf Meldgaard · Se flere billeder i galleriet
Nyt, længe ventet album på trapperne
Den aarhusianske melodød-kvintet har tidligere i denne måned udgivet sin seneste single, ”Orbit Weaver”, som skal være at finde på det kommende album, The Crescent King, som udkommer den 4. oktober 2024. Den er efterfølgeren til den nu tre år gamle langspiller, And Then There Were None, som vores anmelder dryssede hele otte kranier ud over. De fire nye sange samt deres bagkatalog lagde en god forventning til, hvad jeg og resten af publikum kunne forvente os på sådan en fredag aften i en godt fyldt Amager Bio på Copenhagen Metal Fest.
Lad os lige få åbnet op ude på gulvet!
Hvorfor ikke bare lade den næsten dugfriske single være åbningsnummeret til koncerten, er der nok blevet sagt i øvelokalet, og sådan blev det så. Efter en kort, instrumental intro, hvortil Thomas, Franz, Kenneth, Benjamin og ikke mindst Niklas entrerede scenen og tog en dyb indånding, lagde de hurtigt og hårdt fra land med sangen ”Orbit Weaver”, som akkurat er blevet udgivet for en uge siden. Som altid skulle publikum lige indfinde sig efter at have været til andre koncerter, men der gik ikke længe, før gulvet i Amager Bio så ganske fyldt ud set oppe fra balkonen. Stærkt efterfulgt af albumåbneren ”And Then There Were None” fra albummet af samme navn trak Livløs os med ind i en tour de force i dansk melodisk dødsmetal af fineste kaliber. Der blev disket op med lækkerier fra begge deres albummer samt alle fire singler fra det kommende, og man må sige, at der blev udvekslet energi frem og tilbage mellem Livløs og publikum. Specielt Niklas Lykke var over hele scenen og adresserede publikum mellem sangene. Der skulle da heller ikke den store overtalelse til, førend der blev formet en ganske pæn moshpit, som også fik publikum til at smide hæmningerne og bare være i nuet.
Der har været skrevet en del om Livløs og deres holdopstilling, ændringer og udfordringer både på scenen og i deres privatliv, som kunne have væltet enhver anden. Men som min kære skribentkollega Jonathan så fint udtrykte det: ”For uanset hvor mange tæsk de tager, så bliver de ved med at rejse sig og slås videre”. Og man må sige, at det netop er det, de har gjort. Efterhånden ser det ud, som om alt har fundet sin rette hylde, og Livløs er faldet mere i hak, efter de fik Niklas med i 2018.
Metallens fornemme missionærer
Livløs gav os en aften med alt godt fra deres efterhånden voksende repertoire og deres godt sammenspillede enhed, for det er præcis, hvad de er. En enhed, en bataljon, som sammen drager i krig på scener, overalt hvor de kan slippe afsted med det, for at udbrede kendskabet til deres tunge og energiske musik. De er efterhånden ikke længere de ”nye drenge i klassen”, og inden længe får vi lov til at høre det færdige resultat af det kommende album, The Crescent King. Men indtil det udkommer, må vi leve lidt på aftenens seneste kapitel i bandets historie, og som en klog Egon Olsen fra Olsen Banden ville have sagt: Livløs skal ikke hjem, de skal videre!
Sætliste:
- Orbit Weaver
- And Then There Were None
- The Crescent King
- Serpentine Supremacy
- Usurpers
- Into Beyond
- Endless Majesty
- Seize The Night
- The Purest Black