Threshold

Det er lørdag, den 10.november 2007, klokken er 15 om eftermiddagen, og jeg er blevet ledt hen til et baglokale på The Rock, hvor trommeslager Johanne James og keyboardist Richard West sidder og sover i et hjørne...

... Aftenen før har de begge fyret den af med deres band Threshold i, hvad der efter undertegnedes mening, var den fedeste koncert på hele Progpower Scandinavia-festivallen. En stage manager rusker noget der minder om liv i Richard West og informerer ham om interviewet. Efter at have våndet sig eftertrykkeligt, tilføjer West hurtigt, "I mean, of course! I’d be delighted… Let me just get some coffee…"

Det har været en lang nat, siger han, da han efter en jagt på koffein vender tilbage med en udefinerbar sort sjat i et ølglas, og sætter sig til rette ved et lille bord. Johanne James har i baggrunden endnu ikke ladet sig forstyrre i sin søvn. Jeg tillader mig at være lidt fan-agtig for at få samtalen i gang.

Min søster var med mig til koncerten i går og bad mig om at sige til jer, at hun ikke agtede at høre andet end Threshold de næste to måneder…

Wow.. Tak. Det er cool at høre.

Har I spillet mange live jobs i forbindelse med udgivelsen af “Dead Reckoning"?

Ja, vi spillede på enkelte festivaller hen over sommeren, og derefter var vi på Europa-turné med tre andre bands. Et af dem var Machine Men, som spiller her i dag. Og så Communic fra vores label [Nuclear Blast, SRFM] og et band, der hedder Serenity, fra Østrig. De er fantastiske – jeg anbefaler dem varmt. Et rigtig godt band…

Hvad for noget musik spiller de?

Progressiv metal… De gør det rigtig fint. Ret melodisk…. Og øhm, derefter har vi spillet på nogle flere festivaller: Progpower USA, et par shows i Storbrittanien og nu her. Næste uge skal vi spille med Within Temptation. De laver et "homecoming-show" i Holland med 8.000 tilskuere og har bedt os om at levere opvarmning. Det bliver en fin afrunding på det her år – at slutte af foran 8.000 mennesker. Det bliver dejligt.

Vil du betegne jer som primært et live-band, eller betyder arbejdet i studiet mere for jer?

Begge dele. Jeg mener, personligt elsker jeg begge dele. At bygge sit liv op omkring musik er bare så sjovt. Jo, det er fedt at skrive sange, det er fedt at producere, det er fedt at turnere… det er alt sammen sjovt. Faktisk er det her første gang vi har turneret seriøst siden 2004. Så indtil nu har vi ikke rigtig kunnet sige, at vi var et tour-band. Vi spillede én koncert sidste år, én koncert året før… Men nu er vi tilbage "on the road". Bandet spiller rigtig tight, og de alle sammen utrolig venlige. Der er en virkelig god energi, hver gang vi er sammen. Jeg tror det er det bedste line-up, vi nogensinde har haft. Så lige nu er vi et live-band, og vi nyder det.

Det gjorde publikum også i aftes.

Yeah, vi blev blæst helt omkuld! Vi har ikke været her i… tolv år, tror jeg. Men her er fedt. Vi burde komme her hvert år.

Enig! I burde også komme til Odense!

Lyder fint for mig!

Apropos jeres line-up – I har lige skiftet jeres sanger, Mac, ud. Kan du fortælle os lidt om den proces?

Ja. Det er mærkeligt… Der er gået snart fem måneder, tror jeg, siden Mac forlod bandet. Og vi har stadig ikke hørt fra ham. Vi fik én linje i en e-mail, hvor der stod, at han ikke kom mere, at han var nødt til at komme videre med sit liv, og… vi ved stadig ikke, hvad dét betyder. Det her var hans liv! Han skrev noget på nettet om, at han ikke tjente nok penge på det. Men, du ved, vi har ikke lavet noget [som band] i tre år. Så hvis han ikke har tjent nogen penge, er det tilsyneladende fordi han ikke har foretaget sig noget selv. Og vi tænkte, turneerne er der, hvor vi faktisk tjener penge, så det er lidt mærkeligt. Jeg ved ikke rigtig, hvad der skete. Men at have Damian [Wilson] tilbage, som sang på vores første og tredje album, har været fantastisk. Det har bare været virkelig god timing. Da Mac gik ud, brugte vi 24 timer på at tænke “hvad gør vi nu? Det her er bizart." Det var fem dage før vores første show. Dårlig timing. Men jeg har arbejdet i studiet med Damian på et par andre projekter i England, så jeg havde tæt kontakt til ham, og vi kommer godt ud af det med hinanden. Så det virkede indlysende at spørge ham – og han sagde ja med det samme. Og, jeg mener, du så ham selv i går. Han har gjort det virkelig godt! Han styrer scenen, han styrer publikum… han har en god stemme, en god karisma… jeg er glad for, at jeg spurgte ham. Det har fungeret godt.

Så er han en permanent erstatning for Mac, eller er han bare en midlertidig afløser?

Vi har ikke planer om andet i øjeblikket. Vi besluttede i sommer, at vi bare ville spille koncerterne og så overveje næste år, hvad vi så skulle gøre. Det er svært, for alle i bandet har travle liv, især Damian. Han er i et andet band, der hedder Headspace, med keyboardisten Adam Wakeman, søn af Rick Wakeman [fra Yes - SRFM]. I øjeblikket turnerer Adam som keyboardist for Ozzy Osbourne, så han har travlt, og de andre bandmedlemmer har også travlt med andre ting, så der er ikke noget problem i, at vi har Damian. Men næste år tror jeg nok, at Headspace planlægger at indspille og udgive et album og turnere i den forbindelse. Og vi har sagt til Headspace: "Damian er jeres, vi låner ham bare. Vi vil ikke stjæle ham fra jer." Så vi prøver at holde det hele på et venskabeligt plan. Gøre det rigtige. Så det er umuligt at beslutte noget lige nu. Vi må bare se, hvad der sker næste år.

Det er med andre ord op til Damian?

Ja, det kan man vel godt sige. Men jeg kan kun sige, at han har gjort et fremragende stykke arbejde. Da Mac forlod os, ringede en fyr, der hedder Glynn Morgan, som sang på vores andet album, og sagde, at han gerne ville komme til audition. Og vi sagde: "du behøver ikke at komme til audition, vi ved du er fantastisk." Så, du ved, vi har flere muligheder, men vi kan ikke beslutte noget endnu. Vi nyder bare hver koncert i øjeblikket.

Jeg vil gerne stille nogle spørgsmål om det nye album. Det har en mere heavy lyd end de tidligere skiver. Hvad skyldes den udvikling?

Det er lidt sjovt… da vi havde lavet vores tredje album, “Extinct Instinct", tænkte vi, at enten skulle vi fortsætte med at gøre det endnu mere progressivt, eller også skulle vi skære mere ind til benet, gøre det mere råt, mere guitarorienteret. Så det var det [sidstnævnte] vi gjorde med “Clone". Derefter udgav vi tre albums på InsideOut. Og da vi var nået til det tredje, “Subsurface", var det hele ved at blive ret bombastisk – stor, episk lyd, store, episke strygersektioner, store episke vokalarrangementer… Og det var fedt. Jeg var vild med det. Men vi tænkte, “enten gør vi det hele endnu mere episk, hvilket er farligt, eller også ændrer vi retning lidt." Så vi tænkte, vi laver noget lidt mere heavy, noget lidt mere råt. Der er stadig masser af multi-vokal-lag og masser af keyboards, men på en anden måde. De fylder rummet ud på en anden måde.
Vi prøvede at kigge på alle de klicheer, vi havde på “Subsurface" – alle de ting, vi havde gjort på de sidste tre albums, som var blevet klicheer, uden at vi havde bemærket det. Og vi prøvede at destruere dem og lave nogle nye klicheer [griner]. Så det var et bevidst forsøg på at gøre noget lidt anderledes, at være lidt mere moderne, lidt mere heavy.
Men, du ved, da vi kom ind i skriveprocessen, havde jeg den her sang, "Pilot in the Sky of Dreams", som jeg havde arbejdet på, og jeg tænkte "det her passer ikke ind. Det er klaver, det er blødt, det er melodisk, der er dur-akkorder i den…" Den er meget progressiv. Så jeg havde ikke tænkt mig, at den skulle med på albummet. Og Karl [Groom, guitarist – SRFM] arbejdede på en ballade, som endte med at blive "Safe to Fly", og han havde det samme problem: Han tænkte, "nej, det her passer ikke ind." Men da vi begge lyttede til hinandens sange, tænkte vi "wow. Det er bare så meget Threshold. Det er en del af vores lyd." Og i sidste ende valgte pladeselskabet “Pilot in the Sky of Dreams" som single – det var den, de bedst kunne lide. Så vi kan ikke slippe ret meget væk fra det progressive. Det er en del af det, vi laver.

Jeg vil også gerne spørge lidt ind til teksterne på det nye album. På "Subsurface" var der en del politiske tekster...

Ja, der var nogle stykker. To eller tre.

Er der et gennemgående tema i teksterne på “Dead Reckoning"?

Ja, ja... Du ved, “Subsurface" var ikke kun politisk, albummet handlede mere om det moderne liv generelt. Det kigger på, hvor verden er på vej hen, hvad det sociale angår, hvad angår politik og filosofi… alt sammen kombineret. Så jo, nogle af sangene var politiske, men det var ikke hovedtemaet. “Dead Reckoning", derimod, kigger mere bare på livet som sådan. Det er… øhm… mere et personligt album. Albummets arbejdstitel er “How to Navigate through the Storms of Life". Det er faktisk ideen. Så “Pilot in the Sky of Dreams" var på en måde skrevet inden for det tema, der skulle have været albummets titel. Men det var en alt for progressiv titel, så vi tænkte “Dead Reckoning", det lyder tungere – og det er i øvrigt også en slags navigation. ["Dead Reckoning" betyder en udregning af et fartøjs position ud fra dets hastighed, kurs og tidligere position - SRFM]
Jeg har skrevet alle teksterne på det her album, og jeg har personligt begået mange fejl i mit liv. Jeg har kigget på fejlene, arbejdet med at komme igennem dem, hvad jeg kunne have gjort bedre. Og jeg har også tænkt på nogle af mine venner, som har haft problemer, og på, hvad de har fortalt mig, og hvad jeg har lært af det. Faktisk er alle sangene små historier om forskellige områder af livet. Så det er ret personligt… For nylig blev jeg spurgt, “hvordan skriver man store episke omkvæd over noget, der er et så lille, personligt tema?" Jeg aner det ikke! Vi er Threshold, det er bare det, vi gør. Det lader til at virke. [smiler]

Bestemt... Jeg kommer pludselig i tanke om et andet spørgsmål: I har skiftet pladeselskab til Nuclear Blast. Hvordan kan det være?

Tja, vi… Vores kontrakt med InsideOut var på tre albums. Og vi lavede tre albums. Så efter det, overvejede vi selvfølgelig, hvad vi så skulle gøre. Vi vidste, at hvis vi fortsatte med InsideOut, ville vores næste album få den samme lyd, der ville være den samme promotion, de samme mekanismer… alting ville være det samme.

Det ville blive markedsført som et progressivt album.

Ja… Ja, men egentlig vidste vi, at vi også selv bare ville falde ind i de samme vaner og lave det samme igen. Vi ville lave det samme antal albums, turnere i de samme lande… Og vi tænkte, hvis vi vil fortsætte med Threshold, er vi nødt til at gøre noget for at ryste op i den gamle formel. Gøre noget anderledes. Så vi tænkte, o.k., lad os ændre det hele. Du ved, lad os finde et større pladeselskab, lad os prøve at få en anden lyd, prøve at turnere mere… Lad os udsende en single, lad os lave en video, lad os bare prøve at gøre det hele en lille smule bedre. Nuclear Blast hørte gennem en ven af en ven, at vi var ude af vores gamle kontrakt, så de kontaktede os. Og vi tænkte, “perfekt. Det er en god begyndelse for vores nye udgave af Threshold." Det gav mening. Vi snakkede med dem og kom godt ud af det med dem. Et par af fyrene ved pladeselskabet er store fans, og det er jo altid en hjælp, for så ved man, de vil støtte dig. Og indtil videre har det været rigtig godt.

For at snakke om jeres kompositioner: Du nævnte før, at du holder af at arbejde i studiet, men hele kompositionsarbejdet, er det en kollektiv proces i Threshold, eller er det mere et individuelt...

Nej. Det er altid en individuel proces. Det har det altid været. På det her album… Karl Groom, guitaristen, skriver musik men aldrig tekster. Så han laver et komplet instrumentalt arrangement med trommer, bas, keyboard, guitarer, men ingen tekst, ingen melodi. Før i tiden gav han numrene videre til Jon Jeary, vores bassist. Men nu er John ude af bandet, så de ender hos mig. Så nogen gange får jeg en 10 minutter lang sang uden en eneste vokal-idé. Pludselig skal man lave en kæmpestor sang. Det føles dybt mærkeligt for mig, for jeg starter altid med vokalen først, med teksterne, med omkvædet… og så kommer resten af musikken bagefter. Men hvis jeg skal gøre det modsatte, føles det virkelig underligt. Hvis det er en 4 minutters sang, er det ikke noget problem, men med en 10 minutter lang sang, tænker man "jeg skal bruge et overordnet tema, store omkvæd, store midtersektioner…" alting. Det er en udfordring, men det er sjovt. Det tager dog temmelig lang tid.
Halvdelen af sangene på det nye album har jeg lavet helt selv. Og her er jeg startet med vokalen, startet med teksterne. Så de lyder en anelse anderledes end de andre sange. Man kan høre, de er mere (sang)melodibaserede med de omgivende riffs skrevet for at støtte melodien. Men det er en god ting, at vi altid har haft de her to sider af Threshold. Vi har altid haft forskellige kombinationer af sangskrivere. Jeg tror, at hvis man bare har den samme kombination af sangskrivere hele vejen igennem, får man ikke så meget variation. Så vi har en god måde at arbejde på.
Det er hårdt arbejde. Det tager mange timer, hvor man bare sidder ned uden at lave andet. Man låser døren, laver ikke andet end bare at tænke i tekster og musik. Men det er en sjov proces. Det er lidt som en virkelig svær kryds og tværs. Man ved, der er en perfekt løsning, og at den nok skal dukke op. Måske først om en uge, men man ved, at man nok skal nå dertil. Jeg holder meget af processen.

Hvordan reagerer bandet på det nye materiale? Kender de materialet, før I går i studiet, eller...?

Ja… De er altid meget søde imod os. De siger altid, at de godt kan lide det. Jeg tror, at fordi vi har arbejdet med folk i så lang tid – bortset fra enkelte udskiftninger – ved jeg f.eks., når jeg skriver tekster og melodier at … Jeg har vidst, at jeg skrev for Mac, og jeg lavet… hvor mange… 5 albums nu med Mac. Jeg kender hans vokal, og hvordan den fungerer. For hvert album har jeg forsøgt at skrive bedre for Mac. Når jeg hører melodien, ved jeg, hvordan han vil lyde, hvor det vil være godt at lægge bestemte riffs, og jeg tror, jeg har ramt det mere or mere præcist for hvert album. Så jeg var virkelig tilfreds med "Dead Reckoning". Det var skrevet perfekt til Mac. Jeg er så glad for, at han gjorde albummet færdigt. For hvis Damian var kommet ind i sidste øjeblik, var albummet blevet forfærdeligt, for det var ikke skrevet til ham – han har andre styrker, et andet stemmeleje…
Med Steve [Anderson] på bas, er det noget helt andet. Vi er vant til at skrive basgange, der er ret mekaniske. De lyder ligesom vores guitarriffs, bare dybere, eller også er de meget simple figurer, men spillet meget… næsten maskinelt. For det var sådan Jon Jeary, vores gamle bassist, plejede at spille. Glimrende spil, meget præcist. Men med Steve er der pludselig kommet et groove ind. Og jeg er vild med det. Man giver ham en grundlæggende basgang, og så leger han lidt med det og… "whoa, nu lyder det som en bassist!" Det er virkelig en fornøjelse. Jeg bliver enormt begejstret hver gang. Han bringer musikken et lille stykke videre for os. Og det er det samme med Johanne på trommer. Vi programmerer alle trommerne på demoen, så når demoen er færdig, har den mig på sang, den har programmerede trommer, programmeret bas og så keyboards og guitar. Så bandet kan høre præcis hvordan nummeret lyder. Men man skal have gode ører for at forstå, hvordan det vil lyde med den rigtige sanger og den rigtige trommeslager. Men Johanne tager den grundlæggende idé i det, vi har programmeret, og gør det til sin eget. På samme måde som med Steve puster han bare liv i det, og det er virkelig sjovt. Det er en god fornemmelse når… Først hører man det hele i sit hoved. Man har den her sang, som det tager omkring en uge at "downloade" på computeren fra ens hoved. Det ville være betydeligt nemmere, hvis man bare havde et USB-kabel fra sin hjerne! Og så har man den her demo, hvor man kan høre, hvordan det kommer til at lyde. Og så kommer bandet ind og spiller, og sangen begynder at ånde. Det føles virkelig dejligt. Virkelig godt.

Øhm… [fumler med papirerne] Det gamle klichéspørgsmål: Hvad kan vi forvente os af Threshold I fremtiden?

Vi ved det virkelig ikke. Som jeg sagde, har vi alle sammen ret travlt [ved siden af]. Selvfølgelig planlægger vi at fortsætte, du ved, flere turneer, flere albums… men tidsmæssigt og med hvem… vi ved det ikke. Vi forsøger at booke et par shows mere i januar, og jeg tror, vi allerede har planlagt et festivaljob i maj. Så vi ser allerede fremad. Vi håber at lave “Live Reckoning Tour part 2", måske dække mere af Sydeuropa, lande som Italien, Spanien, Portugal, Grækenland… Lande vi ikke normalt spiller i. Men seriøst, hvis jeg kan samle alle 6 medlemmer på samme tid, og alting fungerer, så gør vi det. Det er ret besværligt. Og jo, vi ville selvfølgelig elske at lave et album mere. Hvis det bliver med Damian – fantastisk. Hvis det bliver med Glynn – fantastisk. Hvis det bliver med en anden… Du ved, det kun er sjovt. Jeg er sikker på, at vi finder de rette folk. Og vores fans har altid været meget venlige imod os, når vi har udskiftet bandmedlemmer.
Vores gamle andenguitarist, Nick Midson, gik ud i 2005, tror jeg. Dvs., han gik ikke ud, men holder nærmere en pause. Han og Karl ses tit – går ud og drikker, snakker… Måske kommer han tilbage, måske ikke. I mellemtiden har vi Pete Morten, som er guitarist i bandet Soliloquy, og han har assisteret hele året ved koncerterne. Og han er faktisk blevet en del af familien. Han passer virkelig godt ind, gør et godt stykke arbejde. Han bringer en ny ungdommelighed og entusiasme med sig ind i bandet… Du ved, vi er alle sammen ved at blive gamle, og han er halvt så gammel som os, så han er med til at holde os oppe på dupperne. Så for at besvare dit spørgsmål… Ja, næste år laver vi et eller andet. Vi ved bare ikke hvad endnu.

Jeg håber, I kommer tilbage til Danmark..

Det vil vi meget gerne. Vi har allerede talt om det. Vi ved at Pain of Salvation ind imellem spiller her og har fede koncerter her. Vi har spillet sammen med dem flere gange – vi turnerede bl.a. med dem i 1999. Vi er venner alle sammen. Så vi ville elske at komme tilbage hertil og spille et job sammen med dem. Det ville være sjovt. Fylde stedet, have en fed aften…

Fedt! Nå, men tak for interviewet.

Min fornøjelse. Håber det fungerede. [Vender herefter tilbage hjørnet for at fortsætte sin slummer.]