Der skulle ikke gå lang tid, fra Threshold for fem år siden udgav Legends of the Shires, til selv samme album blev udråbt som lidt af en klassiker inden for progressiv metal. Nu er briterne klar med den svære opfølgning, Dividing Lines, som er deres 12. studiealbum siden den spæde begyndelse i slut-80’erne.
Selv mener Threshold, at det nye album er mørkere, tungere og mere vovet end den anmelderroste forgænger, og at det sågar noget af det mest opfindsomme og melodisk potentielle, bandet nogensinde har udgivet. Tjah.
80’erne har ringet
Hvor Legends of the Shires allerede fra første anslag skærpede lytterens opmærksomhed og gav lyst til at høre mere, var i hvert fald mit første møde med Dividing Lines end ganske anden oplevelse.
Når et band i albumintroen – det allerførste nummer, der gerne skal slå kloen i lytteren og få ham eller hende til at blive hængende – affyrer linjer som ”What doesn’t kill you, leaves you haunted” og ”Can’t choose, when you’re gonna lose”, bliver man ærligt talt ængstelig for albummets beskaffenhed. Og her har jeg – for jeg håber virkelig, at jeg har hørt forkert – ikke engang nævnt frasen ”You touch fire like a salamander”?!
Nummeret ”Haunted” er sågar en af singleforløberne, og, bevares, det er da heller ikke et dårligt nummer – her er masser af dejlig guitar, syng-med-omkvæd og energi – men det fremstår alt for velpoleret og sine steder decideret banalt.
Det samme gør sig gældende for flere af numrene, hvor ellers hæderlige riffs er sovset ind i synth i en grad, der må få 80’erne til at rejse sig fra graven. For 30 år siden havde det ikke fået nogen til at hæve et øjenbryn, men vi er hverken i 80’erne eller 90’erne længere, og Threshold er et erfarent band, af hvem man burde kunne forvente en vis fornyelse og føling med tiden.
Vi skal ind i albummets tredje skæring, ”Let It Burn”, for at finde lidt bid. Her får vi, også vokalmæssigt, noget af den kvalitet, der har været med til at kategorisere Threshold som veteraner inden for den klassiske progressive metal.
Det samme gør sig i og for sig gældende for et nummer som ”Silenced”, der med både drama og dybde kunne have været rigtigt spændende, hvis ellers man havde turdet bevæge sig ti skridt væk fra de polerede riffs, mandskoret og den evindelige synth.
På den anden side lægger albummets længste og klart mest komplekse nummer, ”The Domino Effect”, lovende ud, men bevæger sig over i ren og skær kedsommelighed for så at munde ud i en gang lettere syret rod. Hvis det er sådan, Threshold bevæger sig uden for komfortzonen, så skal de i virkeligheden nok hellere blive i den.
Business as usual
Den hjemvendte søn i skikkelse af forsanger Glynn Morgan gjorde et glimrende comeback på Legends of the Shires og har bestemt sine momenter på Dividing Lines, der imidlertid også på denne front er en lidt flad fornemmelse i forhold til forgængeren.
Det kan godt være, at Legends of the Shires var mere afdæmpet og melodisk end Dividing Lines, men det til trods havde den bid, og det savner jeg på næsten alle parametre på Dividing Lines.
Briterne kan deres metier, ingen tvivl om det, men albummet løfter sig ikke over business as usual. Jeg siger ikke, at det er kedeligt – det er bare ikke ret spændende.
