I forbindelse med årets Copenhell (2019) fik vi en snak med forsanger Benji Webbe om livet på metalscenen gennem 20 år og hvor meget bandet brænder for at holde den positive tråd i alt de gør!

Jeres seneste album, Big Tings, kom ud i april 2018. Har I været rundt at udføre store ting siden da?

Ja, vi har lavet en masse store ting, siden Big Tings udkom. Vi var på tour med Disturbed, som bragte os forbi dele af Skandinavien, hvilket var rigtig godt. Jeg tror helt sikkert, at vi har fået nogle nye venner på den tour, og nogle af disse venner er også her på Copenhell i år. 

Fedt! Så... I aflyste jeres egen tour for at tage afsted med disturbed…

Ja, jeg tror, det var et godt valg. Nogle gange får man muligheder i livet, og du bliver nødt til at være, hvor folk er. I ved, at der var mange, som blev virkelig sure over aflysningen, men vi fik lov at spille for flere tusind på vores tour med Disturbed. Vi har mange fans, og de elsker Skindred, og de vil det bedste for os. De står bag os. Jeg var også utilfreds, men du er nødt til at spekulere for at akkumulere – du bliver nødt til at miste noget for at opnå noget. OG jeg er helt sikker på, at vores fans forstår vores valg. De tilgiver os, og vi kan alle komme videre. Som f.eks. i dag på scenen; vi smadrede det hele!

Ja, I gav den virkelig gas! Det var en rigtig god koncert. Hvordan havde I det derude på scenen?

Jeg nyder egentlig bare at være på scenen, lige meget hvor jeg er. Jeg kunne se, at alle gutterne i bandet havde en fest. Vi arbejder hårdt med det, vi laver. Så ja, det var rigtig godt. Og jeg tror, at det danske publikum forstod, hvor vi ville hen. De nød vores humor, de nød vores musik, og de forstod budskabet. Det er det, der er vigtigt. 

Du har altid den her særlige tilgang til det positive, når du står på scenen. Du udtaler dig om at elske livet og at elske mennesker. Du snakkede om det samme på Wacken Open Air sidste år...

Ja, ja, ja! Fordi, ved du hvad? I en tid, hvor folk som Chris Cornell og Chester (Linkin Park), som har alt i livet og virker til at være umådeligt glade, bare kan tjekke ud tidligt i livet, mener jeg, at vi bliver nødt til at sige noget positivt til folk. At fortælle folk, som måske går gennem helvede, som jeg altid fortæller folk, som går gennem en svær tid, at de går gennem noget, de bliver ikke i helvede; de går gennem det, til en lysere tid, en mere solrig dag. De skal bare kæmpe sig igennem det. Og jeg synes, at det er en skam, at de gutter, som nu ikke er med os længere, ikke huskede, at der var lys for enden af tunnelen. De kunne ikke se lyset, og det må være derfor, at de tog den hurtige udvej. Hvilket er utrolig trist for os, som savner dem dagligt. 

Jeg mener, at vi har en mulighed for at gøre noget med det, vi har. At være på scenen er ikke blot en mulighed for, at jeg kan sige: “Hej, se mig! Jeg kan synge”. Det er også en mulighed for, at jeg kan bringe verden sammen og sørge for, at folk er på samme side. Som jeg synger i “Kill the Power”, er der folk derude, som går igennem nogle negative ting i livet, og der er folk, som prøver at hjælpe, men der er også folk, som man troede var venner, men som ikke støtter overhovedet. Her vil jeg bare sige: “Fuck dem!” og lade dem ligge. Lad være med at lytte til den negative stemme. Vi skal følge vores hjerter som mennesker, og jeg tror, at efter jeg har snakket med dig og andre, at folk forstår, at det er vores budskab. De forstår, at Skindred handler om at samle folk og skabe en samlet flok.

Helt sikkert! Den musik, I laver, er meget anderledes, end hvad vi generelt hører i metalmusikken... Kommer al det positive fra jeres reggae-indflydelse?

Altså, hør her. Der er kun to slags musik: god og dårlig. Udover det ved jeg ikke, hvad der findes. Der er kun to slags musik, og jeg vælger det positive aspekt, fordi jeg mener, at dem, som får noget, er nødt til at gøre noget med det, de får. Jeg tror på, at når jeg taler om positivitet, ikke fra et reggae-aspekt eller et metal-aspekt, men som et menneske, samler det folk. Det er meget vigtigere end selve musikken. Når folk går fra en koncert, skal de føle sig som del af vores familie. Det er dét, Skindred handler om. 

Hvor kommer jeres inspiration til musikken fra?

Vi vil egentlig bare gerne lave gode, fede albums. Der er mange, som kommer og fortæller os, hvem vi er: at vi er en ragga-punk-metal-jazz-fusion. Og det er vi altså ikke. Dem, der lytter til Queen, går heller ikke og siger, at det er et opera-folk-klaver-baseret band. Det er bare et rock’n’roll-band. Det er alt, vi gerne vil være: et rock’n’roll-band. Og vi vil gøre alt for at få folk til at rocke sammen – det er det vigtigste for os. Det er derfor, vi gør punk-rock-tingen, derfor vi laver hardcore og mikser med black metal. Vi vil nok gøre rundt regnet alt, hvis det betyder, at folk samler sig som én.

Det er ret fantastisk! Og jeg nyder virkelig det, I laver. Dog har jeg lagt mærke til, at Big Tings er en smule anderledes end det, I tidligere har lavet...

Ja, jeg tror, at vi ville prøve med en anden slags plade. Ser du, jeg tror fuldt og fast på, at du kun kan få, hvad du skal have. Så når vi sidder i et værelse og be’r til metalguderne og musikguderne, om de vil sende os noget godt, så giver de os, hvad de kan. Med Big Tings gav de os et album, som har sørget for, at vi kan fortsætte med det, vi laver. Det her er jo vores syvende studiealbum – det er et album til hver dag i ugen! Der er kun så og så mange bands, som kan klare det. Og der er brug for forskellighed. Det eneste band, jeg gerne vil have er det samme hver eneste gang, er AC/DC. Jeg gider ikke at høre et dubstep-remix eller noget i den dur. Jeg vil have, at AC/DC gør, hvad de gør bedst. Men med Skindred har vi været heldige nok at få muligheden for at dykke ned i, hvad jeg kalder “musikkens svømmebassin”. Og vi gør tingene, som vi vil. Når jeg begynder at synge, ved folk alligevel, at det er Skindred, der er i gang. 

Mit yndlingsalbum fra Skindred er Roots Rock Riot. Hvilket album er din favorit? Jeg ved, at det er som at vælge mellem sine børn, men…

HAHA! Ja, du har sagt det for mig. Jeg kan virkelig ikke vælge mellem dem. Men der er sange, som jeg bedre kan lide end andre. Jeg elsker selv sangen “Roots Rock Riot”.

Den spillede I ikke i dag. Den ville jeg ellers gerne have hørt…

Nej, den spillede vi ikke. Vi vil gerne spille alle vores sange, men vi kan ikke nå det, når vi har udgivet syv albums. 

Det er helt ok. I har haft nogle “fremmede” med, da I lavede “Machine”: Gary Stringer fra Reef på vokal og Phil Campbell fra Motörhead på guitar. Hvordan var det at have dem med?

Da vi skrev “Machine”, vidste vi, at vi ville have en brite til at synge med os. Vi vidste, at vi ville have en duet. Jeg havde for nogle måneder tilbage indspillet en sang med Phil Campbell, og jeg spurgte derfor ham, om han ville være med til at indspille en sang. Det ville han gerne, og alt gik lige efter planen. Det var ligesom, det skulle være. 

Jeg skal huske at sige tillykke, for I har jo været på markedet i mere end 20 år. Fortsætter I 20 år mere?

Altså så længe pengene er her, og så længe vi ikke skændes, kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skulle ske. Det er helt ligesom at være i et forhold, når man har været i et band med de samme mennesker i 20 år. Vi burde få en pris for det! Jeg tror, at grunden til, at vi har været i dette band i så mange år uden medlemmer, der er kommet og gået, er, at vi har den samme passion i forholdet. Jeg tror helt sikkert, at hvis der var nogen, som forlod bandet, ville det ikke være det samme. Når du bor med nogen i så lang tid, og du oplever dine venner gå fra at være teenagers til at være mænd med børn og hus, så er det simpelthen noget, du bliver nødt til at elske – og du ved, at alle i bandet elsker dig. 

Så I er en stor familie?

Ja, det synes jeg. Vi skændes, det gør vi da. Altså jeg elsker min kæreste overalt i verden, men hun er også skideirriterende – sådan er livet. 

Hvordan har I så udviklet jer som band i løbet af de 20 år sammen?

Jeg tror, at det er en løbende process. Det er ikke noget, du som band lige falder ind i. Vi har lært, hvordan vi pisser hinanden af – og hvordan vi undgår det. Jeg tror, man vokser gennem oplevelsen og med tiden. Så ja, 20 år fra nu tror jeg absolut, at vi stadig er i gang. 

Hvis vi kigger tilbage på genre, er jeres musikstil meget anderledes end mainstream rock og metal. Hvordan har det påvirket jeres karriere både positivt og negativt?

Når du går gennem junglen og går din egen vej igennem junglen, så er det din vej. Jeg ved, at hvad vi har gjort med vores musik, er vores egen vej. Vi har taget nutidig dancehall og jamaicansk musik og blandet det med nutidig rock i en fusion. Jeg tror, at hvis vi bare havde fulgt strømmen, ville vi ikke være her mere. Det faktum, at vi har gjort vores egen ting, at vi har spillet med Metal Church, Gogol Bordello og Disturbed og andre bands, er en ære i sig selv. Og grunden til, at vi kan spille med så forskellige bands, at vi kan være support hos dem, er vores originalitet. Jeg tror aldrig, at det kommer til at ændre sig. Jeg tror aldrig, at vi kommer til at gå mainstream. Vi kommer bare til at fortsætte med det, vi laver: at fucke med folks hoveder, fordi det er det, vi elsker at gøre. 

Det der med at “fucke med folks hoveder” bringer mig til næste spørgsmål: Når I går på scenen, har du helt vildt meget energi med. Hvor kommer det fra?

Altså vi er normalt fanget i en tour-bus i mere end 10 timer ad gangen. Så når jeg kommer ud af bussen, er jeg ligesom en væddeløbshest klar til at vinde løbet. Jeg bliver helt sindssyg! Der er 24 timer på et døgn, og vi spiller kun i 45 minutter. Så vi venter utrolig længe på at komme i gang med vores 45 minutters sæt – lige meget hvem vi er: crew, band etc. Derfor er jeg helt oppe at ringe, hver gang vi får lov at spille. 

I var nødsaget til at aflyse jeres koncert på Copenhell sidste år, og derfor er det jeres første gang på Copenhell i år – og I har lige optrådt. Hvad havde I forventet af de danske metalhoveder? 

Altså… Jeg forventer aldrig noget, for min mor sagde engang for længe siden: “Forvent intet, og alt andet er en bonus”. Da jeg var en lille dreng, sad jeg på min søsters værelse og sang Tina Turner-sange med ansigtet i hårbørsten og kiggede ind i spejlet. Det var bare mig og spejlet – og jeg hyggede mig rigtig meget! OG det er faktisk det eneste, jeg tager med mig på scenen. Det er også længe siden, at der har stået nogen blandt publikum, som ikke har festet med. Lige meget om de kan lide heavy metal eller hiphop. Jeg elsker oplevelsen af at kigge ud på publikum og få øje på to personer, en med en Slayer T-shirt og en med en Rudimental T-shirt, og de står bare sammen og kaster horn. Jeg synes, at det smukkeste ved Skindred er, at vi samler folk fra hele verden. Sorte, hvide, døve, hørende, lige meget hvem de er, så forstår de vores budskab. Jeg tror på, at Skindred er en paraply og holder regnen væk. Alle, der står under paraplyen, er del af de mennesker, som gerne ser ændringer, og som gerne vil have kærlighed. Der er ikke plads til negativitet under vores paraply.

Det er virkelig, virkelig smukt sagt.

Det synes jeg også. Det er en kærlighedsparaply. Og der er altså slet ikke plads til negativitet. Hvis du ikke kan lide homoseksuelle, er du til den forkerte koncert, hvis du ikke kan lide transseksuelle, er du til den forkerte koncert, hvis du hader heteroseksuelle, er du til den forkerte koncert. Der er ikke plads til folk, som hader, i vores “space”. Paraplyen er bygget af kærlighed, og vi deler kærligheden hver dag og hver nat. 

Så har jeg bare ét sidste spørgsmål...

Kom med det!

Hvad kan vi forvente af Skindred i fremtiden? Alle vil gerne vide det!

Åh, jamen lad mig lige finde min krystalkugle frem og undersøge det! Ved du hvad? Jeg ved blot én ting, og det er, at når vi står på scenen, har vi energien med, og det samler folk om musikken. Så forbered jer på en masse kærlighed.