En genre der bare ikke vil dø

Man kunne måske argumentere imod overskriften på dette afsnit med, at en genre ikke kan dø. Når først der opstår en stilart/genre, så vil der altid være nogle, der forsøger at lave musik i den. Den kan ligge i dvale, den kan være anonym i perioder, men der vil altid være nogle, der laver musik i lige den niche. Og så kan den genre måske få en revival en gang i mellem, men i bund og grund kan en genre ikke dø, når først den er opstået.

Så kan man så diskutere, om musikken, der nu bliver lavet der, er god eller ej.

Kan man snige sig ud af de stores skygger?

Skindred laver musik i nu-metal genren. En genre, der blev defineret og udbredt voldsomt i 90'erne og starten af 00'erne med især bands som Korn, Limp Bizkit, P.O.D og Linkin Park, som de helt store spillere. Skindred opstår lige i slutningen af den store tid og forsøger at komme ind på den bølge, som på det tidspunkt var på vej nedad.

Spørgsmålet, som har forfulgt Skindred gennem mange år, er, om de kan komme ud fra skyggerne af de store i genren og blive noget for sig selv. Her på deres syvende album, Big Tings, forbliver de tro mod deres oprindelige opbygning, og forbliver i nu-metal genren med bassistens funkrytmer og trommens ligeså til at danne bro mellem musikken og vokalen, der stadig er en blanding af rap, hiphop, grunge og funk.

Flere steder kan man sagtens genkende de karakteristika, der definerer nu-metal og man bliver ført tilbage til ens ungdom, hvor det ene band efter det andet dukkede op og forsvandt igen, efterhånden som bølgen døde ud. Alligevel formår Skindred at lave noget musik, der stadig er tro mod genren, men alligevel går videre og kommer ind i noget nyt, som får en til at gøre det der med hovedet, som vi alle kan. Og så er det hele bare så forbandet catchy, at der ikke er noget at sige til, at de tidligere har vundet ”Best Live Band” i 2011 til UK Metal Hammer Golden Gods Awards. Der er helt klart noget at se frem til på Copenhell i år.

Selve musikken på Big Tings er, som den nu skal være. Produktionen er lige i skabet, sangene er medrivende og det er til tider svært at sidde stille, når vi kommer igennem sange som ”That's my Jam”, ”All This Time” og titelsangen ”Big Tings”. Her er der virkelig kræset for stemningen og når de kommer ud til diverse koncerter og festivaler, så er jeg sikker på, at de nok skal sætte gang i folk. Men det er så også de eneste numre, der gør det.

Desværre er det også de eneste, hvor det går godt. Der er tider, hvor det stikker helt af, for eksempel da Benji Webbe forsøger sig med en stille ballade. Den hører bare slet ikke til, og hans stemme passer ikke til den slags. ”Saying it now” er så endda afslutteren på pladen, og med nu-metal som hovedgenre for albummet, fungerer det slet ikke med en ballade – især ikke som afslutning.

Ingen roser uden torne

Det er faktisk en ganske god skive, og flere gange får man flashbacks til tiden med Korn og Limp Bizkit på deres højeste, men samtidig får man nye melodier og muligheden for at være med, hvor der stadig kan være gang i den. Skindred formår at holde liv i en døende genre, og samtidig skabe noget, hvor det ikke bare er en kopi af, hvad der har været, men er noget nyt og spændende. Jeg kvitterer med syv kranier for deres udspil.