Interview med Johnny Christ

Det var en mørk og kold vinteraften, da jeg blev ringet op af en engelsktalende kvinde. Indledningsvis var jeg ved at råbe noget surt af, hvad jeg troede var endnu en scammer, der ville have adgang til min computer. Langsomt gik det op for mig, at kvinden i den anden ende af røret ringede for at høre, om jeg havde tid til at tale med Johnny Christ fra Avenged Sevenfold. Lige nu. Befippet fik jeg fremstammet et ”Y-y-yes of course”, og efter lidt indledningsvis følen på tænderne om den anden nu havde haft en god aften og en bekræftelse på kvaliteten af ens egen, kom vi i gang.

I udgav The Stage uden at promovere den på nogen måde. Shadows sagde senere hen, det ville have taget det mystiske ud af pladen. Men er ingen promovering ikke bare en form for pr-stunt?
”Njaaah, jeg ved ikke, om jeg vil kalde det for et stunt, men vi ville prøve noget nyt og regnede med, den ville få opmærksomhed efter udgivelsen gennem, you know, shock value”.  Han vedkender sig dog, at det udefra godt kan se sådan ud, men forklarer, at det var absolut gennemtænkt, og han ler hjerteligt og siger, det ikke var noget, de lige fandt på. ”Vi havde tænkt meget over det, og som sagt var der en ”mystique factor”, vi gerne ville tage højde for. Vi ville også gerne prøve noget nyt; vi var lidt trætte af den sædvanlige fremgangsmåde, og holdet ovre på Capitol (Records) fik det hele til at fungere”.

På denne plade har I taget et meget stort skridt væk fra jeres originale lyd. Har jeres fans taget godt imod forandringen i jeres musik?
Johnny holder vejret et kort øjeblik og føler sig langsomt frem med ordene, næsten som om han skal smage på dem, før han udtaler sig. ”Uuuhh… Jeg kan godt lide at tro, vi forandrer os fra album til album... øøøøh, vi har stadig vores ”signature sound”, og du ved, hvordan Avenged Sevenfold lyder, både vokalen og guitarerne. Det forandrer sig ikke”. Det virker, som om han tænker, så det knager, mens han taler, for der bliver gjort flittigt brug af ”ah”, ”uh” og den amerikanske pendant til vores hjemlige ”øh”, men han får dog tungen på gled, da han fortæller mig om deres musikalske udvikling. Sangskrivningen især, er han meget optaget af at forklare, er en varierende størrelse, sammen med deres lydmæssige udtryk. ”Det er foranderligt, men det er sådan, vi altid har gjort. For hvert album prøver vi at lave noget nyt og presse os selv, og det er forhåbentlig med til, at vi kan vokse som musikere og sangskrivere, efterhånden som tiden går. Og det synes jeg, vi har opnået igen på The Stage”. Men ingen bands uden fans, og de får et par overmåde kærlige ord med på vejen. Han refererer flere gange til dem som ”de bedste fans, man kunne forestille sig”, og han virker stolt af, hvordan de med hans ord ”har holdt os ud indtil videre. De gør mig glade”. Han forklarer mig, at deres fans har holdt ved gennem alle de forandringer, Avenged Sevenfold har gennemgået i deres karriere, og hvordan de, indtil videre, har taget rigtig godt imod den nye plade. Johnnys stemme får en helt anden klang, når talen falder på deres fans; det giver ham smør i stemmebåndenes knæ, og det viser sig, det ikke er sidste gang, talen falder på noget af det, som er med til at gøre Avenged Sevenfold til Avenged Sevenfold.

En ting, jeg har bidt mærke i, er, at The Stage er et meget svært album at definere ud fra gængse genrestandarder. Hvordan vil DU beskrive det, med dine egne ord?
Johnny bryder ud i latter og svarer: ”Eklektisk!” og griner videre. ”Det er et Avenged Sevenfold-album. Vi prøver at vise, at vi kan bevæge os frit mellem genrerne. Vi er et band med en meget forskelligartet smag, og vi finder inspirationen i alle forskellighederne. Vi har lavet et country-inspireret nummer, vi har lavet et ”boingo-boingo-nummer” i Danny Elfmans ånd, vi har egentlig inkorporeret hele spektret/skalaen af musik, og det er bare en forlængelse af, hvordan vi altid har gjort. For mig er det et album, der blander City of Evil og Nightmare”. Jeg spørger ind til en musikalsk Dead Kennedys-reference på albummet og et nummer, der lyder spot on som Alice In Chains – noget, som er med til at understrege Johnnys udtalelse om forskellig smag, og jeg forhører mig naturligvis, om han vil uddybe eventuelle inspirationskilder. Han lukker op for godteposen og hiver navne op, der både overrasker og giver mening. ”Øøøh... puha, vi har lånt allevegne fra. Det er nok ikke så fremtrædende, men vi har hørt Dr. Dres seneste album ret meget, blandt andet, for inspirationen. Noget Pearl Jam. Vi har altid været fans af Alice In Chains, så naturligvis også dem. Faith No More havde stor indflydelse på os på denne plade. Men igen, vi lytter til alt og får idéer fra så mange steder og ja. Der findes så mange fede grunge-bands, vi har ladet os inspirere af”.

Er I spændte på at skulle spille covernumrene for et publikum? Altså foran mennesker, der måske har nogle kraftfulde emotioner og minder tilknyttet originalerne.
Atter får Johnnys stemme en fløjlsblød kvalitet, når talen endnu en gang falder på bandets fans. ”Uha, ja. Men jeg er altid spændt på at spille hvilket som helst nummer for vores fans. Jeg nyder virkelig at stå på scenen og interagere med dem, for det er der, vi som regel kommunikerer mest med vores fans. Der er de lejlighedsvise meet and greets – noget, vi forsøger at gøre så tit som muligt. Men den nemmeste måde at virkelig nå dem på er helt klart fra scenen. Og det er noget, som jeg, personligt, virkelig elsker”. Han har forholdt sig subjektivt til sit job og sine fans indtil videre, og jeg føler, at jeg, et sekund, bliver fluen på væggen, mens Johnny tænker højt over den opgave, der ligger foran dem. ”Hvad udførelsen af covernumrene angår, så klart. Det bliver sjovt også at kunne få lov til at introducere nogle af fansene for musikken gennem os. Jeg ved endnu ikke, hvilke og hvordan det kommer til at foregå, men vi skal helt sikkert sætte os ned og diskutere sætlister. Men jeg glæder mig!”.

Waking the Fallen udkom for 14 år siden og er af Metal Hammer blevet kåret som det sjettebedste metalalbum i det 21. århundrede. Det er også det første Avenged Sevenfold-album med dig på. Hvordan tror du, det ville blive modtaget i dag?
Manden i den anden ende af røret bliver stille et sekund, og så får jeg hele historien om ”Dengang Johnny Kom Med I Et Band”.”Uh, hvordan det ville blive modtaget i dag... Jeg er meget stolt af den plade; jeg var lige kommet ind i bandet et år forinden og havde været med på en mini-tour på et par uger. Og så begyndte vi at skrive Waking the Fallen, og det var en skelsættende begivenhed for os. Efter det album tog vi på Warped Tour, og tingene begyndte at tage fart”. Han holder en lille pause og krydrer tilbageblikket med en lille anekdote om engang, de var på tour. Alle medlemmerne, og deres gear, var proppet ind i en varevogn, og i den periode var de ude konstant. ”Vi knoklede som gale for at få den plade ind i folks bevidsthed”. Johnny kommer tilbage til mig i nutiden og informerer mig om, at den plade har nogle af folks yndlingsnumre på, og han griner næsten genert, da han indrømmer, at de ikke kan komme igennem en koncert uden at spille ”Unholy Confessions”. ”Det er en fanfavorit”. Han vil ikke gøre sig klog på, om den ville blive godt modtaget i dag, men vi bliver enige om, at når man tænker på, hvad den gjorde for deres karriere, er det svært ikke at være tilfreds med den.

Du er i starten af 30’erne nu, er lige blevet far og har været i Avenged Sevenfold halvdelen af dit liv. Hvad er den største forandring i turnévanerne nu sammenlignet med dengang, og hvordan får du rollen som familiefar til at gå op med rollen som musiker?
Endnu en gang får jeg fornemmelsen af et tusindmeterblik i den anden ende af røret, da jeg bliver trakteret med en spadseretur ned ad mindernes allé. Han indvier mig i, hvad der basalt set er en modningsproces på landevejene. ”Tingene er naturligvis helt anderledes, når man starter så ung. Jeg var 18 år, de andre 17, da de startede bandet, og vi er alle vokset op sammen. Livet på landevejen har ændret sig en del, men det er svært at pege på hvornår, da det hele er sket gradvist. Men det ser man jo først, når man kigger 14-15 år tilbage og ser på, hvad vi lavede”. Han fortæller mig, hvordan de rejste land og rige rundt i den førnævnte varevogn og forsøgte at få så mange spillejobs, som de overhovedet kunne – og nu…? ”Jamen, nu har vi flere busser, vi har et 50 mand stort crew – alle de ting, vi drømte om og ønskede os for bandet. Nu har vi mulighed for at spille store shows med produktioner, vi er stolte af”. Og der er selvfølgelig skruet lidt ned for al det ”backstage debauchery”, som følger med. Han skynder sig at forklare, at det altså ikke er helt væk, men at de ikke er så vilde længere. ”Igen, vi var 18-21 år gamle, rejste sammen, tætte venner, næsten som brødre. Og vi kunne godt lide at drikke, hænge ud og feste. Vi var jo venner, inden vi begyndte at spille musik. Vi kom altid i problemer sammen, så at vi begyndte at turnere, ændrede ikke på noget. Nu er vi allesammen ældre, vi har børn, så vi er faldet lidt til ro”. Jeg kan høre, han smiler stort, smørret kommer tilbage i stemmen, når han nævner familieforøgelserne, men han ser det som en naturlig proces og fortæller, med pludselig alvor, at tabet af The Rev (trommeslagerens død i 2009) fik dem til at sætte farten ned, og at det, for ham personligt, var en øjenåbner. Han peger naturligvis på det faktum, at han er blevet far også ændrer på tingene. ”Men konen har ikke forandret sig. Hun har stået bag mig hele tiden, så nogle ting forbliver de samme, hehe”.

Hvad er den særeste ting, du har været ude for på tour?
Han virker ikke helt til, at han ved, hvor han skal starte, så jeg meddeler ham, at der er frit valg på alle hylder, og han tøver kun ganske kort, før han med latter i stemmen fortæller om engang, de blev stoppet for at køre for stærkt – dengang, de måtte nøjes med én varevogn. Johnny sad bag rattet en tidlig morgen, alle andre lå og sov bagi. Han krydsede en stateline og blev standset, fordi der tilsyneladende var en anden fartgrænse på denne side af grænsen. ”Vi var bare en flok ”pieces of shit” mast ind i en stor bil, og da der blev åbnet bagtil, kunne betjenten se en flok mennesker, der nærmest lå i lag og sov på madrasser på gulvet, fordi det var, you know, en varevogn. Han lukker op og ser det her og udbryder: ”Oh. My. God”.  Han kunne ikke tro sine egne øjne og påpegede, at det både var farligt og ulovligt, og vi havde i øvrigt stadig rester af makeup fra showet i ansigterne. Vi har set helt forfærdelige ud med udtværet eyeliner og alt det der. Jeg tror, han blev så chokeret over os, at han bare lod os gå uden mere ballade”.

Er der forskel på det amerikanske og europæiske publikum?
”Jeg føler, at fordi vores fanbase er så international, så får vi meget den samme respons, uanset hvilken side af Atlanterhavet vi er på. Europa er meget mere stabil i sin kærlighed til metal, hvor derhjemme fluktuerer interesseren for det. Men de europæiske fans har altid bakket meget op om os; hvis I finder noget, I kan lide, så holder I fanatisk fast i det”. Talen falder endnu en gang på deres trofaste fans, og han hylder det globale sammenhold, som han oplever, der er i den internationale fanbase, men fortsætter med at rose metalkulturen i Europa, han beskriver som værende konstant og særdeles dedikeret.

I headlinede et show i København tidligere i år. Har I nogen planer om at komme tilbage snart? Måske til sommer? På en festival...?
I skrivende stund er Avenged Sevenfold for nylig blevet offentliggjort på programmet for næste års Copenhell, hvorfor dette spørgsmål måske kan forekomme overflødigt. Men da interviewet blev afholdt, var jeg godt klar over, at det til dels var et tarveligt spørgsmål, for selvfølgelig vil han gerne svare, men han skal naturligvis passe på ikke at afsløre for meget. Dog ville han gerne ud med, at de var ”ved at booke noget sommerhalløj i Europa lige nu, og der er mange brikker, der skal falde på plads. Men vi kigger på København som en mulighed, så det kan da godt være, vi har gode nyheder på den front i de kommende uger”.

Har du noget at tilføje til dine danske fans?
”ÅH! Jeg elsker jer sgu. Tak for al støtten, og jeg håber, vi ses igen snart – forhåbentlig allerede til næste sommer, og så skal vi feste!”. Jo tak, Johnny, vi mødes under ulven!