Farvel til metal
Avenged Sevenfold har aldrig været bange for at forny sig og gå nye veje, både rent musikalsk og som brand. Hvad der omkring årtusindskiftet begyndte som rendyrket metalcore har ad åre udviklet sig i en mere melodisk retning med indflydelse fra blandt andet hard rock og progressiv metal.
Med Avenged Sevenfold, Nightmare og Hail to the King vandt bandet mange nye tilhørere, herunder undertegnede, og man må alt andet lige tage hatten af for både produktivitet og udviklingsparathed i endog rigtigt svære perioder som den i tiden efter medstifter, trommeslager m.v. James ’The Rev’ Sullivans død i 2009.
I 2016 lykkedes den californiske kvintet, ganske uhørt i disse tider, med at overraskelsesudgive et album, nemlig The Stage, der igen markerede et stilskifte. Syv år er således gået, siden Avenged Sevenfold begyndte at bevæge sig væk fra metal, og på bandets ottende studiealbum er denne del af rejsen øjensynligt bragt til ende.
Mere prog, mindre metal – ingen rød tråd
Da Avenged Sevenfold i foråret smed singlen ”Nobody” og siden ”We Love You” på gaden, var vi nok flere, som spærrede øjnene op. Førstnævnte gør for så vidt ikke det store væsen af sig, men efterfulgt af ”We Love You” stod den nye, mere progressive stil bøjet i neon: En stille omgang vuggen frem og tilbage, en mekanisk messen og så lige et par liflige metalcore-skrig. Med andre ord godt seks minutters ren og skær skizofreni lige i ansigtet!
Og hvis man troede – eller håbede – at dette var en afstikker, tog man så gruelig fejl, for Life Is But A Dream... er en perlerække af umage stykker musik. Førnævnte ”Nobody” reddes hjem af en herlig oldschool-guitarsolo, ”Cosmic” er for lang og træg til at kunne reddes af noget som helst, og ”G” med gæstevisit af et par sangerinder er i mine ører en veritabel rædsel.
På ”(D)eath” går bandet all in på et filmisk lydbillede, hvis dramaturgi synes svær for andre at gennemskue, men nummeret kunne i en snæver vending udgøre lydsporet til en Disney-film.
Grundstenen til de længere numre og den mere 'proggede' stil blev lagt med The Stage fra 2016. Hvor The Stage imidlertid foruden et par gode numre havde en (om end tynd) rød tråd til bandets fortid, studser man for nærmest hver eneste af de 11 skæringer, der udgør Life Is But a Dream..., over, hvad der mon egentlig har været kriteriet for at komme med på pladen.
”Mattel” og ”Beautiful Morning” er et par af de mere heldige udspil, hvor Avenged Sevenfold lykkes med at fusionere metal og … ja, en hel masse andet. Men der er for få gode øjeblikke, og selv disse når aldrig op på de høje klinger.
M. Shadows har alle dage delt vandene, og selv om frontmanden på det nye udspil sådan set lyder, som han plejer, blotlægger den gennemgående mindre rå stil også svagheden ved hans karakteristiske forvrængede vokal. Shadows KAN synge rent, og han KAN skrige – begge dele endda ganske udmærket. Men vi får ikke helt nok af det, og den forvrængede clean kommer på sin vis således til at stå uden de kontraster, der sædvanligvis får den til at udgøre en velfungerende helhed.
Dygtige leadguitarist Synyster Gates er uden tvivl star of the show her, og han er også den, der langt hen ad vejen trækker Life Is But A Dream... op på et tåleligt niveau.
Genialitet eller rodebutik?
Det er næppe en overdrivelse at påstå, at den progressive rock med sine komplekse kompositioner kræver noget af lytteren. Når alting går op i en højere enhed, får man til gengæld sin indsats mangefold igen og bliver beriget med ypperligheder som Opeths Ghost Reveries, blot for at nævne et eksempel. Men i prog er også en hårfin grænse mellem genialitet og rodebutik, og for mig placerer Avenged Sevenfold med Life Is But A Dream... sig altså på den gale side af denne grænse.
Som tidligere stor A7X-fan ville jeg simpelthen så gerne holde af det her. Om ikke andet bare kunne drage et suk, trække på skuldrene og omfavne Life Is But A Dream... med et ”Hey, drenge – jeg var mest til den gamle stil, men fedt, I tør prøve noget nyt”. Men det kan jeg ikke. Al respekt for kunstneriske eksperimenter, men dette eksperiment lader til at have efterladt Avenged Sevenfold delvist uden forbindelse til såvel jorden som bandets musikalske ophav.
