Top 3 - Kent Lillelund 2024
Det kunne også kun blive bedre
Nu det herrens år 2024 er ved at rinde ud, så kan man spørge sig selv, om det egentlig var et godt år. Ud fra mediernes dækning må svaret være overvejende nej. Israel begyndte at kede sig med Hamas og syntes også, at resten af regionen skulle være med på legen. Ruslands krig mod Ukraine rundede de 1000 dage – en milepæl som opnåede mindre interesse end et gennemsnitligt kommunalvalg. Putin blev desuden genvalgt, men desværre kun med 88 procent af stemmerne. Herhjemme var det helt store tema iltsvind i de danske farvande, men da aborrer og ørreder sjældent trækker overskrifter, så led denne nyhed også kvælningsdøden. Men den største katastrofe må dog siges at være, at Tupperware måtte erklære sig bankerot. Der er dog ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og musikalsk var 2024 da noget bedre end de to forgangne år – især hvis man kigger på den danske undergrund.
Årets danske udgivelser:
3. plads: Guttural Disgorge - The Slamputation Tapes
Den danske ekstremmetalliske ungdom har haft et rigtig godt år. Rådden Rektalvæske, Sewer Haul og ikke mindst Guttural Disgorge har alle vist, at brutal død og goregrind fortjener en plads i det danske. Og nok var jeg lidt hård ved sidstnævntes ep The Slamputation Tapes, men den, man elsker, tugter man som sagt, og jeg skal love for, at Guttural Disgorge forstod at slå igen. Masser af solide slams, riffs så tunge at et kælvende isbjerg bliver bange, en vokal, der lyder som opkastede legemsdele og et potentiale til at blive større end det, metalscenen senest har knækket nakken på. Det er en fremragende ep, som har vokset på mig siden udgivelsen, og jeg kan næsten ikke vente med at høre, hvad ungersvendene har i støbeskeen til næste udgivelse.
2. plads: Throwe/Sloevsind - Splittelse
Er det snyd at have en split med i en top tre? Muligvis, men det ændrer ikke på, hvor svært jeg havde ved at få armene ned over Throwe og Sloevsinds samarbejde Splittelse. Blacket, hårdtslående nærmest terapeutisk hardcore leveret med en vrede og en nerve sjældent set herhjemme var, hvad der blev kastet efter mig. Og jeg slugte det hele råt. Både fordi Throwe endelig formåede at lyde præcis så afmagtsråbende vrede, som jeg altid har vidst, at de kunne, og fordi Sloevsind derefter tog vores indre smerte og påførte os den udvendig. Jeg blev efterladt gul og blå, fysisk og psykisk, og jeg nød det.
1. plads: Molok - Ne pas chercher á comprendre
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt kan lide det tungt, ondt og hurtigt. Men nogle gange må det også godt være sært. Og netop trangen til det sære fik Molok godt og grundigt tilfredsstillet med Ne pas chercher à comprendre. Det var en vanvittig rejse, hvor black metal, post punk, bøllerock, Morten Korch operetter fra den lukkede og shoegazet indie pop krydsede klinger med hinanden, og alle endte ud som sejrherrer. Det gav absolut ingen mening, men det var intet mindre end fænomenalt i sin udførsel. Der er ingen på den danske metalscene, som gør det, Molok gør, og jeg kan ikke andet end bifalde deres bevidst ukonventionelle valg. Her adskillige gennemlytninger senere fatter jeg stadig ikke en bjælde af pladen, men jeg er ikke desto mindre overbevist om, at det er den bedste danske metalplade i år.
Boblere:
- Vulvatorious – Vulvatorious
- Sewer Haul – Emetic Fluid Transaction
- Defecate – Flaming Piles of Decomposing Flesh
Udenlandske udgivelser:
3. plads: Thou - Umbilical
Havde jeg erhvervet mig Umbilical på plade, så ville det være den første plade, som jeg ville have slidt hul i. Det er den ustoppelige containerskibspløjende, afmagtsskrigende, altoverskyggende vredeskolos, som Thou altid har været, justeret ind i perfekt zen. Umbilical er et fremragende tilbageblik på den sludgede hardcorescene, som har skabt Thou, spillet som kun Thou kan spille det. Så er jeg superærgerlig over, at Roskilde Festival har booket bandet? Ja, det er jeg i hvert fald. For er der en plade som vil fungere live, så er det Umbilical. Men jeg behersker min utilfredshed og nøjes med at skrige første linje fra “I Feel Nothing When You Cry”: I am a rock, in a sea of chaos.
2. plads: Knoll - As Spoken
26 dage. Det var så langt, vi skulle ind i 2024, før årets grindcore-plade landede. Og sikke en landing. Med As Spoken udraderede Knoll ethvert håb, lytteren nogensinde måtte have for at finde lykken. Bandets selvudnævnte “funeral grind” tog os med ind i et kakofonisk mareridt, hvor menneskehedens samlede vrede, angst, gys og gru blev hældt som tjære ned over vores uforvarende sjæle. Det var en herlig oplevelse, som enhver ekstremmetalfan med respekt for sig selv bør give en tur på anlægget. Sjældent har jeg hørt noget så helt igennem menneskefjendsk lyde så fantastisk. Og selvom året bød på et væld af andre glimrende grindcore-plader, så var As Spoken standarden, de alle blev holdt op imod, og det er lige før, jeg ærgrer mig over, at jeg ikke gav Knoll topkarakter.
1. plads: Ulcerate - Cutting the Throat of God
Topkarakteren blev dog forbeholdt samme gruppe newzealændere, som jeg også gav topkarakter til i 2020 – den eneste anden gang jeg vel og mærke har givet denne karakter. Ulcerate og deres moderne mesterværk Cutting the Throat of God. For der er noget helt igennem mageløst og nærmest magisk over den måde, som Ulcerate balancerer det kvælende mørke og den skærende dissonans med de storladne melodier og smukke lydflader, samtidig med at de stadig er irriterende dygtige teknikere. Jeg aner ikke, hvordan trioen har formået at skabe så smukt og mørkt et værk, men jeg bliver lige imponeret hver gang, jeg fyrer op for pladen. For fire år siden undrede jeg mig over, hvordan Ulcerate skulle toppe Stare Into Death and Be Still, men det har trioen ikke desto mindre gjort. Og med fare for at gentage mig selv, så kan jeg vitterligt ikke se, hvordan de skal toppe Cutting the Throat of God – men lur mig, om de ikke gør det igen om et par år eller fire.
Boblere:
- Escuela Grind – Dreams on Algorithm
- Hideous Divinity – Unextinct
- Resin Tomb – Cerebral Purgatory