Når du hører en gren knække bag dig
Aarhusianske Woebegone Obscured har prikket til vores ømme punkter i 25 år, og har en sund portion albums og EP’er på deres mørke samvittigheder. Mit første møde med den jyske kvintet skete i december 2016, da jeg påtog mig opgaven at anmelde et arrangement i bandets hjemby. Jeg gik hjem med et positivt indtryk og en voksende kærlighed til en subgenre, der har fulgt mig som en skygge i årevis. Så det var med spænding, at jeg satte Forestroamer på, for jeg havde ingen idé om, hvad jeg kunne forvente mig, den ildevarslende præsentation til trods.
Skovens konge
Men selv om det visuelle er en ubehageligt udseende skov komplet med noget, du nok ikke finder i et opslag over fauna i de danske skove, er tonen langt henad vejen knap så myrekrybsfremkaldende som omslaget ellers varsler. ”The Memory And The Thought” åbner ballet med lyden af ravneskrig og et par, for doom-genren, klassiske drømmende akkorder. De fører os langsomt ind i et dystert og noget solitært univers, og ligesom skoven bedst nydes alene, gør denne udgivelse sig allerbedst i eget selskab. Den næsten syrede ”Drømmefald” byder på en minimalistisk tilgang til nogle komplekse emotioner. De udtrykkes bedst, ved at sætte sig ved bredden af den dybe, sorte sø i hjertet af skoven; vi opfordres til stille eftertænksomhed mens de tunge toner synker ind. Der anes inspiration fra Opeth – inden de overgav sig til totalt prog-dom – men man er ikke tvivl om, at det er Woebegone Obscured, man lytter til. Danny Woes rene vokal bidrager til følelsen af selvvalgt ensomhed med sin fjerntlydende lokkesang, med en tilpas mængde effekter til at forstærke stemningen af melankoli. Jeg nyder at lytte til de respektive medlemmers kunnen, for det er ikke vokalen alene, som bærer pladen. Hver især er de øvrige musikere i særdeleshed knivskarpe i deres disciplin, og de formidler de blide passager med noget, der tangerer ømhed.
Men tag ikke fejl. Selvom jorden er blød og luften er frisk, er skoven dyb, og træerne står tæt. Stien gror til og du, som den ensomme vandrer, går uvægerligt din undergang i møde. Nok er Woebegone stærke, når de luller os til ro, men de excellerer skam også, når de vender det civiliserede ryggen og kommer i kontakt med deres indre monster. På titelnummeret er der blevet plads til et overraskende symfonisk stykke, og undervejs vækker det overordnede musikalske tema associationer til det hedengangne Windir. Danny lyder uhyggeligt overbevisende, når hans gutturale brøl gjalder ud over tunge trommer, og han veksler ubesværet mellem de to ekstremer. Det er tungt, det er langsomt, det er melodisk og skrøbeligt og af rigtig mange årsager, pladens højdepunkt.
Hvis et træ falder i skoven, og det lander på dig
Med blot fem sange, er Forestroamer ikke en lang affære. 43 minutter lyder skæringstiden på, og det betyder to af numrene fungerer som henholdsvis intermezzo og konklusion. De øvrige tre er mellem ti og 14 minutter lange – hvilket er medvirkende til den gennemgående følelse af at få fortalt en historie. En velfortalt, velkomponeret og velskrevet historie, med rødder dybt begravet i den nordiske mytologi. Det betyder så også, at man skal sætte tid af til at høre pladen i sin helhed. Og høre efter. Den er ikke svært tilgængelig rent musikalsk, men den kræver mere end én gennemlytning, før alle detaljerne åbenbarer sig. Heldigvis er det ikke noget, man skal slæbe sig igennem, for den er smækfyldt med kvalitet og indlevelse og produktionen er i top. Man fornemmer som lytter, at der er lagt blod, sved og tårer i det, og resultatet er en udgivelse, som sagtens kan måle sig med, hvad genrefætrene i Swallow The Sun kan præstere.
