The Sleeplings

Så vågnede Mølleparken!

Efter to timers DJ-sæt, der bl.a. bød på en times Chris Cornell-memorial, var det nu blevet tid til at få dagens første liveband på scenen. The Sleeplings spiller en solid blanding prog/psychedelic rock og var klart dagens mildeste band og en rigtig god måde at starte dagen på. Den lokale trio spillede med glæde og nerve for de få fremmødte, men dem, som var til stede – og spredt ud over hele parken – nød og følte musikken helt ned til bagerste række. Det var en forholdsvis stor scene til tre mennesker, men de formåede at fylde den ud og spille hele parken op. Det var en rigtig god start på den begivenhedsrige dag. Musikken var i højsædet, og showet var lagt lidt hen, men de tre medlemmer lod sig alligevel føre rundt på scenen af musikken. En dejlig indlevelse, som smittede af. Der var tomt foran scenen, men fyldt med rock og harmoni.

Anmeldt af: Nikolaj Bransolm

6/10

Death To Seattle

Ægte punk/grunge a la 2017

Hvis man søger et brag af en punk/grunge-koncert, er Death to Seattle et rigtig godt bud. Med en vindende punk-attitude indtog bandet scenen og satte for alvor festen i gang på en solrig lørdag eftermiddag. Jeg var vild med, at de hele tiden gjorde et ihærdigt forsøg på at få publikum med, og at de holdt stemningens niveau højt på trods af, at publikum stadig var relativt småt. Der var smæk på musikken, fyrene gav den hver især gas på scenen, og det var en sand fornøjelse at være vidne til. Prikken over i’et var, da de i rette ånd afsluttede koncerten med smadring af guitarer. Super fed oplevelse alt i alt.

Anmeldt af:  Johanne Nielsen

8/10

HIRAKI

Fra den ene yderlighed til den anden

Nu var det blevet tid til et indblik i, hvad den danske metal- og rockscene også kan tilbyde. Bandet blev annonceret med et citat fra en særdeles ubegejstret anmelder, som ikke havde andet at nævne om HIRAKI end larm! En anmeldelse som denne får mig til at tænke på utallige bands, som i sin tid fik præcis samme tur. Her tænker jeg blandt andet på bands som Slipknot og Mayhem. Så jeg var spændt på, hvilke forfærdeligheder vi nu skulle blive vidner til.

Ingen forfærdeligheder, men larm? Ja – altså af den helt rigtige slags. Det tre mand høje band gik på scenen, og i samme sekund, som de satte i gang med deres sæt, var de i ét med dem selv. De lukkede af for alt og krængede deres musikalske frihed løs. Det her er virkelig et band, som spiller præcis det, de har lyst til, for deres egen skyld og ingen andres. Hvis folk kan lide det, er det kun fedt. Det var sådan, jeg opfangede det, og når der virkelig bliver lagt sjæl i musikken, har man min fulde opmærksomhed. Deres musik indeholdt utrolig mange fascinerende elementer og lag på lag af kontrolleret støj og skrig. De gjorde deres ypperste for at krænge deres hallucinerende musikalske univers ud for de fremmødte på denne absurde solskinsdag i september. Der manglede lidt stemning, lidt mørke. Scenelyset var svært at spore på den oplyste dag, og jeg manglede lidt for at kunne absorbere det til fulde. Men jeg vil gerne understrege, at det var utroligt opløftende at være vidne til, hvor alsidig og interessant vores metalscene er. HIRAKI, I er sgu for fede! Jeg glæder mig meget til at opleve bandet i afdæmpede omgivelser.

Anmeldt af: Nikolaj Bransolm

6/10

Piss Vortex

Bedste udskylning jeg har været vidne til

Med en humoristisk præsentation som et band, der er musikkens svar på, når man skyller ud i toilettet, var jeg lidt spændt på, hvad de københavnske drenge kunne byde på. På trods af, at genren ikke er noget, jeg lytter meget til, blev jeg hurtigt positiv omkring oplevelsen. Jeg var især imponeret over en hårdtslående vokal, der kom ud af en, der virkede som en sød, ung mand.  De kørte rimeligt meget på fra start til slut, og dette kan både være godt og skidt. Det gode ved det var, at de formåede at holde folk i gang, og det virkede som om, at flertallet kunne lide, hvad de hørte/så. Det knap så gode var, at det var lidt svært at holde styr på numrene fra tid til anden, og det blev lidt mudret at høre på ifølge mig, men det er jo nok en smagssag. I det store hele var det dog godt, og jeg kunne sagtens finde på at se dem en anden gang.

Anmeldt af:  Johanne Nielsen

7/10

Death Rides a Horse

Hold min øl! Det her, det er fandeme i orden!

Her skal lyde en kæmpe tak til arrangementets arrangør, Leifur. For sådan en luddoven metalanmelder som undertegnede, der tror, han har en finger på pulsen af alt og bare ved, hvad der er fee’, havde sgu nok ikke stiftet bekendtskab med Death Rides a Horse, hvis det ikke var fordi, de blæste taget af Mølleparken denne aften. Jamen, Mølleparken har da ikke noget tag? Nej. Men hvis himlen havde et tag, så blæste de det i smadder! Så er det fandeme sagt.

Inden de overhovedet havde slået første tone an, var jeg sgu lidt smålun på hele besætningen. En skøn, smilende, frisk frontwoman og et orkester, som bare var gennemført fra top til tå. Efter at være blevet smadret godt igennem af de øvrige bands var det ufatteligt befriende og opløftende at blive ført igennem bandets formidable blanding af heavy og doom. Under koncerten stødte jeg ind i en kammerat, og vi kiggede bare på hinanden med den største O-mund, for det her, det var fandeme fedt! Med store smil og våde øjne stod vi og betragtede koncerten. Lyden var super god, og bandet leverede en imponerende koncert. Nu var det som sagt mit første bekendtskab med bandet, så hvordan de normalt performer, ved jeg ikke, men jeg var ganske imponeret. God energi, super flot vokal og et lækkert samspil

Anmeldt af: Nikolaj Bransolm

8/10

Unseen Faith

Deathcore til solnedgang. Det duer!

Lav sol over Aarhus, som byens egen Peter A. G. sang i sangen af samme navn. Til solnedgang var det nu blevet tid til et andet Aarhus-band – i en lidt anden boldgade end Gnags – nemlig Unseen Faith. De spillede sidst i Aarhus til deres release show i intime og intense rammer på Radar og skulle nu slå deres slag på en større scene, udendørs og i noget lysere og mindre intense omgivelser. Ikke ideelle rammer på papiret, men de vidste, at ingen scene er for stor til dem, og udover det var lyden altså bare skruet helt perfekt sammen.

Der havde samlet sig en inkarneret fanskare oppe foran scenens hegn, der sendte hvirvler af langt hår af sted i form af taktløst headbanging. Det er sgu også svært at forholde sig roligt, når bandet først går i gang. Der blev fokuseret på bandets nye album, Waver, og vi fik serveret det bedste fra netop denne plade. Det hele blev som altid leveret knivskarpt og med masser af kraft. Mølleparken skælvede til tonerne af de massive breakdowns og den fremtrædende og aggressive vokal. Som bandet selv siger, blev de født som et liveband, da det var der, hele kærligheden var. Kærligheden til musikken er der også i allerhøjeste grad, men jeg vil give dem ret i, at de er et liveband, for man skulle tro, de aldrig havde lavet andet. Og en lille bøn til, at de aldrig vil lave andet! For nu har vi alle set lyset, så de har bare at levere musik og shows til os i mange år! Det var ikke lige så intenst som på Radar, men bandet har det bedste værktøj med til at gøre alle scener til deres, nemlig Waver! Formidabelt album og endnu en fremragende koncert!

Anmeldt af: Nikolaj Bransolm

7/10

Diaboulus Incarnate

Black metal fra London besøgte også lige Mølleparken

I takt med, at mørket begyndte at falde over Mølleparken, begyndte de mørkeste genrer også at dukke frem på scenen. Den sorte metal blev i den grad skudt af sted af Diaboulus Incarnate, som var rejst helt fra England for at bidrage til arrangementet, og hvor er jeg glad for, at de gjorde det. Det var ikke, fordi det var en exceptionel liveoptræden, men de formåede at levere kvalitetsblack metal med symfoniske undertoner. Derudover var det en fornøjelse at opleve et black metal band, der havde sparet corpse-painten væk og lagt al deres energi i selve musikken. Less is more, i dette tilfælde, og de kunne stadig skabe en black metal-atmosfære med blandt andet en spot-on aggressiv og gennemtrængende vokal.

Anmeldt af:  Johanne Nielsen

7/10

Woebegone Obscured

Doom metal i al sin pragt

Så var det blevet tid til noget lokalt doom metal. Med erfaring helt tilbage fra 90’erne til nu og med funeral doom som genre var det nogle herrer, jeg havde rimelig høje forventninger til, uden at være helt sikker på, hvad de egentlig kunne finde på af sceneshow. Da man så så Danny Woe indtage scenen i bar overkrop og iført klassisk corpsepaint, vidste man ligesom, at det her ville gå i en eller anden rigtig blackened doom retning. Jeg elsker atmosfærisk metal, især inden for de dystre genrer, og i en park, hvor mørket efterhånden havde sænket sig helt, leverede Woebgone Obscured den helt rigtige stemningsmusik for mig. Det var smukt, dystert og lige i skabet. Men, for der er desværre et men, jeg savnede lidt, at det var endnu mere gennemført. Det er måske bare mig, men det ville have været federe, hvis hele bandet var gået i doom metal ”uniform” eller, at de bare helt lod være. At kun frontmanden var gået all in, gav mig en lidt kvarthjertet fornemmelse fra det visuelle aspekt, men rent musikalsk var der stort set intet at sætte en finger på.

Anmeldt af:  Johanne Nielsen

7/10

Horned Almighty

Agressivt, fedt og gennemført black metal

Horned Almighty. Så bliver det nærmest ikke mere black metal. Inden for dette spektrum af genrerskalaen var dette højdepunktet på aftenen for mig. Inden jeg tog af sted, havde diverse personer skruet op for mine forventninger omkring bandet, så jeg glædede mig ret meget til at opleve, hvad de var for nogen. Inden for black metal kan man vidst ikke komme udenom, at det visuelle udgør en stor faktor for oplevelsen, udover musikken selvfølgelig. Her fik Horned Almighty allerede pluspoint hos mig. Corpse paint og kranier/knogler, yes!

Med en hårrejsende intro (ment på den allerbedste måde) indtog Horned Almighty Mølleparken den næste halve time, og derfra gik det kun i en god retning. Der blev ikke på noget tidspunkt skåret ned for aggressiviteten, og de havde fat i publikum fra start til slut. Det individuelle arbejde fra hvert af medlemmerne gjorde, at bandet bare blussede op i en FED black metal enhed. Jeg har en rimelig god fornemmelse af, at de blæste alle i publikum, deriblandt mig, bagud med lammetævende, fed metal.

Anmeldt af:  Johanne Nielsen

9/10

BAEST

Man kan vække Satan, hvis man spiller Baests sange baglæns… og forlæns

Hvor skal jeg begynde? Jo. Vi må antage, at snart størstedelen af det danske metalland har hørt om Baest. Der bliver skrevet meget, snakket meget, og de spiller meget. Og hvorfor gør de så det? Hvis du spørger om det, så er det fordi, du endnu ikke har set dem live. Hvad det skyldes? Hvordan det kan lade sig gøre? Ja, det kan jeg ikke svare på. Men jeg kan fortælle så meget, at man i den grad går glip af noget. Det er dansk metalhistorie, som udspiller sig i øjeblikket! Det er jeg slet ikke i tvivl om. Succes? Hvordan ved man, at man virkelig har det? Det ved man, når man begynder at få ”haters”. Folk, der har ondt i røven. Det oplever jeg i stigende grad blandt metalfans – og sågar blandt andre metalartister, som har ondt i røven over, at de måske har spillet i band i adskillige år, arbejdet hårdt og gjort alt det, de kan, for at opnå bare lidt af den anerkendelse, som Baest har høstet på under to år. Det er uhørt! Det er vanvittigt, at et band på så kort tid kan smadre og erobre det danske kongerige på en sådan måde, som de gør. Og hvad er det så, de kan? Det skal jeg fortælle jer.

De var aftenens hovednavn; vendt hjem fra togt efter at have brændt både Copenhell og Roskilde ned til grunden. Aarhus’ – hvis ikke Danmarks – stolthed, Baest! De åbnede med den knusende sikre ”Goat” fra deres demo, hvor to tredjedele af numrene indeholder en vokal, der – bogstaveligt talt – er indspillet i et klædeskab. Et nummer, som de har åbnet med det meste af året, men som altid kan sætte festen i gang. Herfra går det bare sindssygt hurtigt. Intensiteten fra bandet fra start til slut er intet mindre end imponerende. Alle giver sig 100 %. Hvert et medlem af bandet burde have sin egen actionfigur, for de er så fantastisk karismatiske og iøjnefaldende på hver deres måde. Hvert et sted, man kigger hen, sker der noget. Svend og Lasse gøgler på livet løs i en synkron vindmøllepark af headbanging, Muddi kaster bassen rundt, Sebastian tæsker de stakkels trommer – OG DE KAN LIDE DET! – mens han griner og smiler som en, der lige er blevet lukket ud for en stund, og Simon... Hvis Sebastian lige er blevet lukket ud, burde den mand i særdeleshed blive spærret inde med nøglen kastet i havet! For som deres manager, Jens, fortalte mig inden showet: ”Vi ved aldrig, hvad han kan finde på, så nu må vi se, hvad han finder på i dag”. Og det må man i sandhed sige. Man forventer dog altid, at han farer frem og tilbage på scenen, som var der gløder i hans sko, og at han taktfast beordrer publikum til wall-of-deaths ved hjælp af et enkelt håndtegn, men der er altid én ukendt faktor: Hvad fanden finder han ellers på? Denne aften havde man taget konsekvensen af han ustyrlighed og forsynet ham med en trådløs mikrofon, som gav ham den frihed, at han kunne hoppe helt ud til publikum og klatre på alt, hvad der kunne klatres på – heriblandt de monitors, som stod ved siden af scenen. Når det så er sagt, er jeg meget taknemmelig for, at han ikke er blevet spærret inde – endnu.

At scenen denne aften var udendørs i Aarhus i de fantastiske lune nattetimer gjorde jo bestemt heller ikke oplevelsen mindre fantastisk. Copenhell og Roskilde kan godt gå i knæ, for det her, det var ubeskriveligt flotte omgivelser! Det, som virkeligt var interessant under denne aftens koncert, var, at Baest havde taget en håndfuld nye numre med, som de aldrig har spillet før. ”Danse Macabre” har de spillet utallige gange, og ”Atra Mors” blev luftet på sommerens festivaler – og hvilket fabelagtigt nummer! Men de nye, uprøvede numre, de gik lige i mit dødsmetalhjerte. Min hjerne skreg bare: ”Bloodbath!”, som jo er en stor inspirationskilde for bandet og for de fleste dødsmetalbands, men her kunne det tydeligt høres. Men det var stadig Baest! Klassisk Baest frem for klassisk Bloodbath, og det er dét, som er vigtigt. Det er ikke Bloodbath 2.0. Det er BAEST!! Hele jorden åbnede sig, og de brændende gløder fra jordens indre kom til syne! Det viste sig dog bare at være en udbrændt engangsgrill, men i øjeblikket var jeg ikke i tvivl, for det hele spillede bare, så naturligvis ville Satan have døren på klem for at lytte med!
En fantastisk koncert på en fantastisk dag! Baest er ikke kommet sovende til noget. Kan I så forstå det! Ha, ha. Se dem, inden udlandet opsluger dem – hvilket sker meget snart. Én EP har de i bagagen, som de har turneret landet tyndt med. Hvad skal det så ikke ende med, når deres debutalbum udkommer? Et album, som jeg slet ikke har ord for, hvor meget jeg ser frem til!

Anmeldt af: Nikolaj Bransolm

10/10