Det nyeste indenfor black metal?
Det engelske band Venom udgav deres banebrydende Black Metal tilbage i 1982, et album som de fleste efterhånden har stiftet bekendtskab med. Derfor er det lidt pudsigt, at et nyt band, nemlig det svenske doom metal band Witchcraft, nu har valgt at udgive en skive med præcis samme titel. Både titlen og bandnavnet tyder på, at det her bliver en særdeles mørk og dyster omgang. Men er det så ondskabsfuld black metal, der kommer ud af højtaleren, når skiven går i gang?
Ikke just metal
Nej, det er det ikke. Pladen starter op med nummeret ”Elegantly expressed depression”, et langsomt dronenummer, der kun består af akustisk guitar og vokal og som intet har at gøre med sort metal. Det må næsten være en fejl… eller hvad? Det viser sig ikke at være en fejl; albummet indeholder, overraskende nok, kun langsomme akustiske numre med ren vokal henover. Tager man et lyt til tidligere Witchcraft albums, opdager man hurtigt, at de faktisk plejede at spille en form for metal. Det kunne altså godt tyde på, at gutterne i bandet laver lidt sjov med lyttere og genreforventninger, når de udgiver et akustisk album som dette.
Nuvel, så dette er ikke metal; men den musik, der nu engang er at finde på Black Metal, lyder faktisk ret godt. Magnus Pelander, Witchcrafts sanger og guitarist, har en meget behagelig og rolig stemme, og de enkelte numre er meget smukke og stemningsfulde. Et sørgeligt og lettere nostalgisk udtryk gennemtrænger hele albummet, så man kan roligt sige, at det er lykkedes for Witchcraft at bevare en rød tråd. Alt i alt er dette et fint album, men det er samtidig også en ret sær udgivelse; man må håbe, at resten af bandet har det fint nok med at udgive et værk, hvor de slet ikke bidrager med noget. For at få en idé om, hvordan Witchcraft, eller i hvert fald hvordan Magnus Pelander lyder, bør man høre ”A Boy And A Girl”, der er skivens bedste og som hænger ved, når den er slut.
Deprimerende… men på den gode måde
Hvis man forventer at høre black metal, når man afspiller dette album, bliver man nok fælt skuffet. Men når først man er kommet sig over chokket over, at dette album ikke er, som man forventer, må man konstatere, at det alligevel kan et eller andet. Den sørgelige stemning på pladen er gribende og dragende, og jeg tror derfor, at Black Metal er god at lytte til på en stille og melankolsk aften. Munter festmusik er det i hvert fald ikke.
Det bliver spændende at se, om Witchcraft vil fortsætte i denne stil eller om de vender tilbage til deres gamle udtryk igen. Selvom Pelander har fået demonstreret, at han godt kan skrive et helt album med denne type musik, så jeg i hvert fald gerne, at han bragte lidt heavy elementer tilbage i lydbilledet på den næste udgivelse.
