Witchcraft - Nucleus

Nucleus

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:9

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

​Witchcraft træder ud af en tidskapsel fra 70'erne

Det svenske klassisk rock-/doom-band Witchcraft er ude med deres 5. studiealbum Nucleus.
Bandet lyder og ser ud, som om de er blevet trukket direkte ud af en tidskapsel fra 70’erne, hvor de hylder bands som Pentagram, Jethro Tull og Black Sabbath.
I december kom første single ”The Outcast”, som er blevet modtaget positivt. Så er det bare, om resten af albummet holder samme standart?

Det monotone er albummets kerne

Albummet er meget monotont, og de 70 minutter det varer, føles til tider meget langt. Ikke at det nødvendigvis er negativt, for selvom der ikke er de store udsving på albummet, så er det det, der får albummet til at hænge sammen.

”The Outcast” er klart albummets bedste nummer, og er da som nævnt også udsendt som albummets første single med tilhørende video. Bandet lyder som om, de lige er blevet vækket fra en dyb, dyb søvn. Med Black Sabbath’s energi, og Led Zeppelins groovy guitar riffs, ja selv fløjten er inkluderet.

Titelnummeret ”Nucleus” gør, som det er med resten af albummet, ikke noget stort væsen af sig, de er der bare. Magnus Pelander synger “Reclaim the status of the blind, reinvent the doors of perception”, og du føler, at disse ord formodes at skulle være stærke og bære en vis tyngde, men hans levering svigter. Ligesom det er med midtersektionen, der med sine folkloreharmonier og guitarsoloer byder velkommen og vil invitere lytteren inden for til noget storladet og visuelt smukt, men når det fylder 8 ud af de i alt 14 minutter, sangen varer, så er det alt for længe, og man mister koncentrationen.

Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at det er sanger og guitarist Pelander, der har taget taktstokken på albummets produktion. For det lyder ikke til, at trommerne og bassen har fået samme opmærksomhed, som guitar og sang har fået. Faktisk lyder det som om, at de er optaget live i et studio, og så er guitar og sang lagt ind oven på optagelserne senere.

Sangskrivningen er som det er med resten af albummet: Den hverken skiller sig ud eller falder igennem, den forbliver blot helt monoton.

Nucleus lyder mere interessant, end den egentligt er

Albummet bliver beskrevet som en kombination af rå, gamle optagelser kombineret med nye moderne toner, hvilket får Nucleus til at lyde mere interessant, end den egentlig er.

Derfor får Nucleus 5 kranier, da det er et middel album med en middel produktion, der så gerne vil være spændende, men som aldrig rigtig bliver det.

Tracklist

  1. Malstroem
  2. Theory Of Consequence
  3. The Outcast
  4. Nucleus
  5. An Exorcism Of Doubts
  6. The Obsessed
  7. To Trancend Bitterness
  8. Helpless
  9. Breakdown