Australske Voyager spiller på deres andet album, "Univers", en spøjs, personlig blanding af ikke alt for energisk progressiv powermetal (lidt i samme boldgade som landsmændene Vanishing Point) og gothic-agtig rock à la HIM og lignende. Ligheden med sidstnævnte stilart er især tydelig i den mørke, lidt søvnige vokal.

Albummet åbner med et ikke specielt spændende progressivt powernummer, "Higher Existence", der irriterer mig med sin harmonikalyd i keyboardet og et lidt vattet forsøg på growl. Trommerne føles også lidt utighte på dette nummer. Men allerede på andet nummer, "Deep Weeds"er min interesse fanget – en fed, 70’er-agtig blues-idé væves på original vis ind i bandets blanding af gotiske og prog-stemninger. Det burde appellere til fans af Psychotic Waltz i deres mere eklektiske "Into the Everflow"-periode uden at sammenligne med dette band i øvrigt. Generelt kan man sige, at Voyager er mest interessante, når vægten tipper til den goth-rockede side i deres interessante fusion af stilarter, som det netop er tilfældet på "Deep Weeds" og på en anderledes ’80er-agtig måde på "Sober". Når bandet "bare" spiller traditionel prog-power, hæver de sig ikke op over mængden af andre orkestre i denne genre. (Sange som "Everwaiting" og "White Shadow" er eksempler herpå, skønt de såmænd er iørefaldende nok.) Men den anderledes stemning, der hele tiden er i bandets musik, gør alligevel Voyagers "Univers" til et interessant bekendtskab.

Altså: et lidt ujævnt album men med en vis mængde originalt brændstof til progfans.