Norske Pagan’s Mind leverer på deres fjerde album, "God’s Equation" en omgang afvekslende, energisk og gennemmelodisk progressiv powermetal. Produktionen er som på forgængeren "Enigmatic: Calling" fuldstændig klar og lader alle instrumenter stå tydeligt frem – et flot, let 80’er-poppet lydbillede, men med smæk på guitarerne og bund i mixet, så ingen er i tvivl, om at det her er metal. Musikerne er som altid dygtige, kompositionerne gennemtænkte og omkvædene iørefaldende, men det er som om bandet har udviklet sig i en lidt mindre poppet retning, hvad harmonier og riffs angår.
Tag bare det fremragende titelnummer, der får sat første vers i gang på en dybt original måde – man tror ikke, at introen er færdig, før Nils K. Rues karakterfulde, ufejlbarligt præcise lyse røst klinger igennem. Nummeret er som et lille mikrokosmos, der afspejler, hvordan albummet som helhed virker på lytteren ved de første par gennemlytninger – man bliver skiftevis holdt i hånden med syng-med-omkvæd og pludselig skubbet i en uventet retning med overraskende riffs og harmoniske variationer. Selv i relativt simple, melodiske metalnumre som "United Alliance" og "Painted Skies", bliver vi lige vækket af i første tilfælde et ualmindeligt sejt mellemstykke, hvor Rue synger i korte, let hviskende stavelser, der markerer hvert slag i takten, i andet tilfælde en mærkelig, syret unison keyboard- og guitarsolo, hvor keyboardet imiterer selv de hvinende guitarfigurer.
Det er også et modigt band, der allerede midt på pladen vælger at aflevere en coverudgave af David Bowies "Hallo Spaceboy". Det er en utrolig sej version, og jeg indrømmer, at nummeret passer fint til Pagan’s Minds lydbillede, men det står også i kontrast til de andre numre ved at være ret ensformigt melodisk og harmonisk. Bandet puster liv i kludene med rytmisk dynamik og – som altid – glimrende vokal (der fint citerer Bowies måde at frasere på uden at parodiere), men alligevel føler jeg, at nummeret står lidt tilbage for de øvrige sanges detaljerigdom.
Jeg var vildt begejstret for "Enigmatic: Calling", hvis gennemførte, kitschede science fiction-stemning (og -historie) og lige ud af landevejen progressive powermetalnumre med talrige hilsener til bl.a. ældre Dream Theater var som en musikalsk konditorkage – måske ikke så nærende, men lige det, man har brug for på bestemte tidspunkter. Den smule, jeg har hørt af de foregående albums, "Infinity Divine" og "Celestial Entrance" har også været af generel høj kvalitet, så jeg har glædet mig til det nye album. Det er svært for mig at skjule, at mine forventninger i den grad er blevet overgået: Pagan’s Mind leverer ikke bare varen, de ellers har raffineret og personliggjort, men er trådt i karakter og prøver nogle nye, mere aggressive og energiske ting, dog uden at forlade deres gamle lydbillede. "Atomic Firelight", "Evolution Exceed", "Alien Kamikaze" og "Spirit Starcruiser" har alle en helt fantastisk hoppestemning med en fed syntese af progressiv power og antydninger af thrash, gode melodier og forrygende instrumentale passager, der aldrig dominerer over sangstrukturerne. Det er som at få et koncentreret skud af alt det bedste fra en Progpower-festival pumpet lige ind i øregangen.
Efter et kort "Farewell", der reelt er en repetition af albummets intro, "The Conception", lukkes der med det semi-episke "Osiris’ Triumphant Return", der med et anderledes, lidt Amon Anarth-agtigt groove og en dejlig melodi får én til at glæde sig til at vende tilbage til albummet igen. PM var på turné med Fates Warning, da vi havde Progpower Scandinavia 2007, men runder vist The Rock til marts, og det glæder jeg mig til.
