Den franske forbindelse
Frankrig er andet end Gojira, Igorrr og black metal. Mens kultbandet Sortilége leverede en unik formular på 80’ernes tidlige progressive metal, fik landet en bølge af melodiske og klassisk progressive bands omkring år 2000. Foruden Manigance, Heavenly og Adagio var Spheric Universe Experience en del af den bølge, som desværre ofte er overset på den internationale scene. Debutalbummet Mental Torments fra 2005 står for denne skribent som en perle inden for progressiv metal med sin stærke sangskrivning i den Dream Theater-inspirerede klassisk progressive metal, selvom både den franske accent og det kedelige trommespil trak ned. Denne blev fulgt op af yderlige tre albummer, som for mig dalede i kvalitet. Bandets forrige album fra 2012, The New Eve, var det absolutte lavpunkt for mig, da lyden havde for mange tendenser til groove og industrial til min smag. Nu er der gået 10 år, og bandet, som jeg troede var opløst, er retur med den meget passende titel Back Home – et konceptalbum omhandlende rumrejsende, der vender hjem.
Retur til rødderne
Når jeg siger passende titel, er det dog ikke kun i relation til albummets historie, fordi Back Home faktisk er en tilbagevenden – eller hjemkomst, om du vil – til den lyd, der gjorde dem interessante. Spheric Universe Experience bevæger sig igen inden for den klassiske progressive metal, men har et særegent fokus på den gode sangskrivning spækket med atmosfære, hooks og musikalske krøller.
Den mest umiddelbare forbedring er produktionen, som er blevet løftet gevaldigt fra tidligere. Men også rent musikalsk er der taget kvantespring fremad. Sanger Franck Garcia lyder bedre, end han nogensinde har gjort, den nye trommeslager Romain Goulon gør et fænomenalt arbejde med at give bandet en slagkraft, de ikke tidligere har haft, takket være hans erfaring fra teknisk dødsmetal. De atmosfæriske rammer skabes ubesværet af Fred Colombos tangentspil, mens guitaren skiftevis supplerer og dominerer efter behov, og bassen skaber en base. Hver eneste instrumentalist viser, hvad de kan, og de første mange gennemlytninger af albummet kan byde på mange overraskelser, alt efter hvor lytters fokus er.
Sangskrivningsmæssigt er højdepunkterne mange og viser den alsidighed og dynamik, bandet besidder. Mellem den spacey og atmosfæriske ”Transcending Real Life” og den aggressive ”Of the Last Plague” bliver der tjekket af ved samtlige bokse for mig. Når vi samtidig har så stærke melodier som på ”Where We Belong” og den episke følelse som på ”The Absolution Pt. 2”, så er der ingen tvivl om, at Spheric Universe Experience har begået et særdeles stærkt album.
Alle de rosende ord til trods kan jeg dog ikke lade være med at tænke, om albummet fremstår så stærkt grundet genrens tørkeperiode. Forstået på den måde, at Back Home bevæger sig i en genre, jeg ikke er blevet overeksponeret til. For Spheric Universe læner sig op ad etablerede genrekonventioner, og mens nogle måske vil savne nyskabelse, har det for mig tæt på ingen betydning.
Vive le metal progressif
For mig er Back Home det album, Dream Theater ønskede, de kunne skrive. Bevares, franskmændene nærmer sig ikke den tekniske eksekvering af prog-titanerne, men albummet er spækket med særdeles solide numre, hvor der skabes en fantastisk symbiose mellem det melodiske, tekniske og atmosfæriske. De har forbedret sig på alle parametre og har derfor leveret ikke bare en stærk kandidat til årets bedste progressive metal album, men måske også det bedste album i genren i meget lang tid, og for mig genoplivet kærligheden til stilen såvel som til bandet. Længe leve ægte progressiv metal. Længe leve Spheric Universe Experience.
