Her er et progressivt metalband med et rigtig progressivt metal-navn: Spheric Universe Experience. Sådan et pompøst navn skærper jo ens interesse fra starten (ikke desto mindre vil jeg i det følgende forkorte det SUE). Grundstammen i musikken på SUE’s andet album, "Anima", lyder meget inspireret af Symphony X. Det manifesterer sig i ekstra høj grad på nummeret "Netpune’s Revenge", der tillige har et mytologisk tema à la dem, man ofte hører hos førnævnte amerikanere. Det er næsten trivielt at fremhæve, at et prog-metal-band er inspireret af Dream Theater, men SUE’s keyboardist, Fred Colombo, har ret markante træk til fælles i sit spil med Dream Theaters Jordan Rudess – lyt bare til hans ekvilibristiske tegnefilmslignende soloer på "The Key". Et nummer som "Sceptic" har et omkvæd, der får mig til at tænke på Pain of Salvations "One Hour by the Concrete Lake"-album og dettes helt særlige atmosfære. Ellers er SUE’s musik generelt meget pågående og teknisk detaljeret på den virtuose, åbenlyse måde.
Fred Colombos lyd er dog trods den tydelige Rudess-inspiration noget af det, der gør SUE interessant at lytte til, fordi han har en forkærlighed for atmosfæriske, science fiction-agtige stemninger, som løfter musikken op på et andet niveau, hvor det ikke bare drejer sig om instrument-lir. På numre som "Being" og "World of Madness" har han tillige nogle klangflader, der minder lidt om David Paich (Toto) i det jazzede hjørne. Hvis bare Colombo ville nøjes med at spille keyboard i stedet for at prøve at lave engelsk speak (på "Being" og "The Inner Quest") med tyk sydeuropæisk accent, ville han have en ubetinget høj stjerne hos mig.
Der er umiddelbart to svage punkter ved "Anima"(ud over Colombos speak): Det ene er produktionen, som generelt er lidt skarp i diskanten og desværre ikke alt for venlig ved lilletrommen, der lyder lys og hul. Det andet svage punkt er forsanger Franck Garcia, som ganske vist ikke synger decideret dårligt, men bare har en ret upersonlig stemme, der desuden ikke lyder helt sikker i de mange forsiringer, han forsøger at trække den med rundt i.
Bortset fra det er "Anima" generelt et godt og udfordrende album at lytte til hele vejen igennem. SUE er dog samtidig et band, der godt kan arbejde endnu mere med at findyrke deres mere originale træk. Et nummer som "End of Trauma" peger i den rigtig retning med et helt specielt groove, som jeg ikke umiddelbart kan huske at have hørt hos nogen af bandets inspirationskilder.
