Redemptions guitarist og hovedkomponist, Nick van Dyk, fik for ca. tre år siden diagnosticeret en type leukæmi, som han i mellemtiden har fået slået ned i en tidlig fase gennem et intensivt behandlingsforløb. Inden han nåede så langt, fik han skrevet en hel del sange der kredser om døden, livets skrøbelighed, betydningen af de valg man foretager i livet osv. De der kender Redemptions sidste par skiver, "The Origins of Ruin" og "Snowfall on Judgment Day", vil sikkert straks forestille sig hvordan Redemption med Ray Alder (Fates Warning, ex-Engine etc.) i front kan klemme noget melankolsk, eftertænksom progressiv metal ud af sådan et tema. Overraskende nok er det imidlertid en helt anden lyd der rammer lytteren på bandets nye album, "This Mortal Coil": Det er en på en gang aggressiv, pågående, dyster og samtidig fattet stemning, der gennemsyrer dette album. Musikken lyder nærmest som en fusion af Nevermore i deres "Dreaming Neon Black"-periode og Symphony X - progressivt og med masser af markante melodier, men samtidig med et lidt mudret, kaotisk og klangligt eksperimenterende underlag.

Om det er medproducer Neil Kernon (der netop lavede lyd på "Dreaming Neon Black") som er ansvarlig for lydbilledet og den nedstemte, stærkt forvrængede og lidt skarpe guitarlyd (der i få øjeblikke lyder næsten uren i intonationen i forhold til resten af musikken) ved jeg ikke, men fusionen med de klassiske progmetal-elementer fungerer overraskende godt og medrivende. Især åbningsnummeret "Path of the Whirlwind" og "No Tickets to the Funeral" kombinerer på original vis energisk, mørk thrash med drømmende, svævende omkvædsmelodier (der til tider får mig til at tænke på f.eks. Riverside), og den aggressive og hæsblæsende "Noonday Devil" er også en god ambassadør for albummet. Ind imellem får man dog også lidt afveksling fra det dystre univers med numre som "Perfect", der med sine varme korhamonier i omkvædet skiftevis leder tankerne hen på Anathema og Pain of Salvation (på skiver som "One Hour by the Concrete Lake" og "The Perfect Element I"), den powerballade-agtige "Let It Rain" og det afsluttende "Departure of the Pale Horse", hvor vi er tilbage i den mere melodiske, lettilgængelige stil, Redemption dyrkede på de foregående albums.

Det er ikke alle numrene på "This Mortal Coil" der er lige interessante, men albummet har et godt, sammenhængende flow der får de knap 72 minutter til at gå ret hurtigt, når man først er kommet i gang. Herudover er der også tale om et album der i høj grad vinder på gennemlytning. Helstøbtheden, kombineret med at bandet faktisk har lavet noget der er ret personligt og originalt, er med til at albummet for mig virker mere overbevisende end de to foregående (som også var ret gode), og dette vil jeg gerne markere ved at vove mig op på hele 9 kranier.