Volbeat har været fanebærere som vores store metalhåb, men der er ikke meget metal tilbage

Men er der stadig håb?

Volbeat deler vandene så meget på deres sjette studiealbum, at selv Moses ville blive forarget. Er det hele metal-snobberi, eller har bandet for alvor solgt ud? Det er måske lidt en blanding. Måske er det tid til at se i øjnene, at Volbeat er et band, der spiller rock ’n’ roll, og som bare har krydret det hele lidt op med metal på nogle sange – og ikke omvendt? Det er nok sådan, man skal se på det, hvis man skal købe dette album, og hvor er det ærgerligt. For de mestrer jo begge dele så godt, så hvor fanden er de fede riffs og den rå attitude henne? Når man ved, hvad de før har præsteret, så er der stadig håb, men man bliver sgu lidt nervøs.

Djævlen er kommet for at indkassere jeres metal-licens

Inden udgivelsen af dette album gav bandet os smagsprøver på, hvad vi kunne forvente i form af numrene ”The Devil’s Bleeding Crown”, ”For Evigt” aka ”The Bliss” og ”Seal The Deal”. Forventningerne var derefter skudt helt i kælderen, men sidstnævnte nummer gav et spinkelt håb om, at der var substans på dette album, som bare smagte lidt af tunge toner. Det er et lækkert nummer, som har lidt af det hele, som jo er det, der har kendetegnet Volbeats musikalske retning. Men jeg vil nu i stedet snakke om, hvad albummet ellers indeholder, og derfor afholde mig fra at komme med en lang smøre om nummeret ”For Evigt”, hvor end jeg gerne ville.

Det første nye, friske nummer er ”Marie Laveau”, der handler om en kvinde i 1700-tallets New Orleans, som udøvede voodoo. Spændende historie, som til at starte med bliver fulgt godt op af nogle lækre, stabile, tunge riffs, og det begynder lige pludselig at smage af en lækker blanding hård rock, men så kommer omkvædet. Det er kedeligt og forudsigeligt, og sådan er det desværre med mange af sangene. Det starter så godt, men så bliver der lige pleaset for kaffe-og-kage-segmentet.

Et nummer, hvor det hele faktisk harmonerer rigtig godt, er ”The Gates Of Babylon”, hvor omkvædet egentligt er spiseligt og passer meget godt til den stil, der er lagt med hele nummeret – men på et meget lille mandat. Det er lige ved at tippe over til det ordinære, men klarer frisag. Danko Jones gæster også på albummet og prøver at pifte det hele lidt op på nummeret ”Black Rose”, men lige lidt hjælper det. Det hele er sgu lidt for nemt, og der bliver ikke taget nogle chancer. Da introen til ”Rebound” gik i gang i form af klap-i-takt, var jeg lige ved at tabe cigaretten i skødet. Michael Poulsen gør stadig det, han er bedst til – og fred være med det. Intet nyt under solen dér, men hans vokal er om noget andet jo bandets varemærke.

Masser af succes og det, der hører til

Jeg havde håbet på nogle overraskelser, da jeg satte mig ned og hørte Seal The Deal & Let’s Boogie, men de overraskelser, jeg fik, var ikke af den gode slags. Der er ikke meget at komme efter for metalfolket på dette album, og det skal man bare affinde sig med. Hvis man skal sammenligne det med deres forrige albums, så er det stadig en stor skuffelse. Der er numre, som giver glimt af det Volbeat, som vi har set før, men de har for alvor indgået en aftale på dette album, og det er desværre ikke med djævlen. Det er et poleret rockalbum for hele familien, og som vil blive elsket af flere, end det vil blive hadet af. Jeg hverken elsker eller hader det, men havde håbet, at de havde givet den lidt mere end bare sækkepibe, suppe, steg og is. Køber man delux-versionen af albummet, belønner de dig med 59 sekunders lækker tråd i bedste thrash-stil på nummeret ”Slaytan”. Og ja, der blev sagt 59 sekunder, og det var vel at mærke kun på delux-versionen. Man får lyst til at råbe ’narremetal’, som vist ikke er et ord – men I forstår, hvad jeg mener.