Når Stone Sour nye højder, eller sælger de hele butikken her på deres sjette studiealbum?

Mere juice end whisky

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at et succesfuldt rockband skifter medlemmer adskillige gange undervejs i deres karriere. Dette gælder naturligvis også for Stone Sour, som fyrede guitarikonet James Root tilbage i 2014. En fyring, som hr. Root hilste velkommen, da han ikke kunne stå inde for den rute, som bandet havde valgt. Han beskrev den som for kommerciel og bandet som en decideret synkende skude. Well, synkende skude? Næppe. Men kommerciel? Helt sikkert! Her kunne indledningsvist komme en lang smøre om, hvor meget denne anmelder ikke har haft fidus til bandet længe, men sådan forholder det sig ikke. I 2002 fik undertegnede bandets debutalbum, og har været stor fan lige siden. Intet har ændret sig, men den afgåede guitarists ord blev ved med at opsøge mig, da bandet i 2015 udgav hele to EP'er med covernumre. Det lugter sgu lidt – og det er ikke af høj musisk kreativitet! Faktum er, at Stone Sour – som er opkaldt efter en drink med whisky og appelsinjuice – i lang tid har smagt mere af juice end whisky.

Because it's all downhill from here!

Bandet har gradvist nedjusteret de tunge toner til fordel for de mere rockede ballader, og på Hydrograd er der igen blevet skruet på knapperne i disses favør. Inden albummet udkom, offentliggjorde de to sange på samme dag: ”Song #3” – et udmærket rocknummer med en god catchy melodi – og den mere hårde ”Fabuless”, som om noget var det mest forudsigelige nummer, man kunne forvente fra bandet på sin nuværende kurs. Bestemt ikke imponerende, men heller ikke dårligt. Det mangler bare noget kant og er alt for pænt og forudsigeligt. Kanten er slebet for længe siden, men man havde håbet, de havde hældt lidt mere whisky i drinken. Men ja, succes kommer nu til dags an på solgte albums, radiospilletid og merchandise, og mon ikke Stone Sour høster noget såkaldt ”succes” med numre som disse?

En ting, som dog er positiv, er, at man ikke som sådan lider et savn til James Root i sammenspillet. Det er ganske udmærket og Stone Sour helt ind under huden. Men de kommer stadig ikke helt ind til benet, hvilket James i stor stil bidrog til. Han er savnet i den kreative proces, men fyringen var fornuftig nok, da han nok ikke kunne tilpasse sig dette lydspor.

Corey Taylor får et godt afbræk fra Slipknot, da der er mange stille og radiovenlige numre på dette album. Vreden er udskiftet, og der er gjort plads til anderledes strubeudfoldelser. Heldigvis er der stadig enkelte karismatiske udbrud og attitude, som fx den ultra catchy strofe ”Because it's all downhill from here!” fra sangen ”Fabuless”, men også på lækre numre som ”Whiplash Pants” og ”Somebody Stole My Eyes”. Det havde virkelig klædt dem at give mere plads til numre som disse. Hver ting med måde, men der er godt nok fokuseret meget på de mere rolige numre. De har lige så stille fået overtaget, og når man har erkendt det, er man klar til dette album. At numrene så ikke byder på det helt store er en anden sag. Corey synger eminent, men en ting, som jeg synes er meget usædvanlig, er, at man får for meget af den på en super irriterende måde. Det er ikke sket før, men jeg tror primært, at det skyldes de mange numre og den til tider ensformige opbygning. Det gælder også i riffene, som er klassisk SS – ikke overvældende, men okay. Roy har steppet sit trommespil en anelse op, men får bestemt ikke en til at tabe kæben. 

Shaken, not stirred

Det er et udmærket, men meget middelmådigt album. Sådan synes jeg desværre, det har været på en lang række af Stone Sours albums. Der er altid et par sange, som gør, at man bliver hooked. De sange er der ikke rigtigt på Hydrograd. Der er et par enkelte ørehængere, men desværre understreger de bare, at luften lige så stille er ved at gå af ballonen. Der er langt mellem snapsene så at sige. De kan virkelig producere sange, hvilket den 15 numre lange trackliste på dette album vidner om – for ikke at tale om de to seneste albums, House of Gold & Bones Part 1 OG 2! Kommercielt? You be the judge. Jeg synes bare ikke, det kaster noget mindeværdigt af sig. Ryst posen lidt. Ligevægt surt og sødt, men gerne mest til den rockede side og lidt færre ballader. Lad være med at stikke næsen så langt frem og peg fingre ad andre kunstnere som Nickelback og Linkin Park, hr. Taylor, for den vej skal I jo åbenbart alle, desværre.
Der er desværre ikke meget at hente, og om denne drink kan jeg kun sige: ”Skål! Ned skal den, men godt smager den sgu ikke”.