Roskilde Festival 2003
I år slog jeg min egen rekord i at se så lidt musik som muligt - ikke en bedrift jeg som sådan er stolt over, for i år havde Roskilde rent faktisk et rigtigt hæderligt metal/rock program. Men med hele to af de største mastodonter indenfor genren (Maiden & Metallica), blegnede resten af programmet lidt i min bog. Så udover ovennævnte navne blev det for mit vedkommende kun til lidt Stone Sour, Turbo Negro, Kashmir og noget dance/tecno. Men det behøver vi skam ikke at tale nærmere om. Af en Roskilde Festival at være, var vejret overraskende godt, og jeg brugte derfor adskillige timer på kolde øl nede i et par bestemte lejre. Men ingen tvivl om at jeg sikkert har forbigået X antal memorable koncert oplevelser. Havde f.eks. gerne set noget Tomahawk, QOTSA, Murderdolls, Hellacopters etc, etc. Kan dog svagt erindre at have set noget Immortal, men på det tidspunkt har jeg næppe været for skarp i hatten.
Torsdag:
Stone Sour Arena, kl. 20:00
Stone Sour var for mig et ubeskrevet blad, i hvert fald har jeg ikke tidligere stiftet bekendskab med bandets musik, selvom jeg godt kender til de hypede Slipknot forbindelser. Men Slipknot er dog heller ikke et band jeg har hørt så satans meget til. Men jeg erkender blankt at drengenes koncert i det forhenværende grønne telt, var præget af en god energi, og musikalsk lød det som en rocket light udgave af Machine Head fra tiden omkring ”The Burning Red”. Masser af melodi i vokalen, men holdt i et for ens toneleje hvilket til sidst blev mig en kende for tamt, og jeg skred halvvejs i showet. Men det var et sympatisk bekendskab, dog uden at gøre synderligt vedvarende indtryk på mig.
Metallica Orange Scene, kl. 22:00
Tror sgu Metallica tog røven på de fleste denne aften, inklusiv min egen. Men jeg ved ikke hvorfor, men i år havde jeg dog på fornemmelsen at de ville sparke en del mere til klodserne, end sidst de spillede på dyreskuepladsen i ’99. Det kan man så roligt også sige at de gjorde, dels pga. bandets nyvundet vitalitet, men fandeme også pga. af den sublime setliste. Jeg har som sådan intet imod ”Load” skiverne, men hold kæft hvor var det bare fedt at høre alt det gamle ’shit’ i stedet. Især havde jeg svært ved at styre mig selv fra at kamme fuldstændig over da ”Blackened” satte i gang, så det gjorde jeg. Og så serveret med en autoritet fra Metallica, en del nok kun havde turde håbe på. Bandet var denne aften utroligt tændte, og om det skyldes Hetfield’s nyligt veloverstået alko-rehab, ny mand på bas eller bare et sammenkog af alle mulige lykkelige omstændigheder, skal jeg lade være usagt. Men jeg er sikker på at ufatteligt mange fans atter har fået troen på Metallica tilbage. Og ja, jeg ved godt at der findes et utal af bedre musikere end i Metallica, og at James Hetfield langt fra er den perfekte sanger, sådan isoleret set. Men Metallica er som bekendt Metallica, og som helhed er de noget nær den perfekte unit igen. Jeg har når dette skrives stadig til gode at lære "St. Anger" albummet meget bedre at kende, men med Metallicas suveræne opvisning på Roskilde, er det en opgave jeg med glæde kaster mig ud i.
Fredag:
Turbonegro Arena, kl. 18:00
Hvad skal jeg sige - boller fra… Nå men Turbonegro har jo åbenbart valgt et så tosset navn at det måtte tjekkes ud. Og det lovede også godt til at starte med, men endte som lidt af en fuser for mit vedkommende. Bandet har i deres forsanger, Hertugen, en ellers udmærket frontman der leder tankerne hen på en kloning af Alice Cooper og Troels Trier. Det i sig selv er jo lidt af en bedrift, men bandets glampunk blev sgu for ligegyldigt at høre på til sidst - og jeg stod bare og ventede på hvornår der skulle ske nogle mærkelige happenings på scenen. Måske disse indfandt sig mod slutningen af sættet, men halvvejs i koncerten løb jeg tør for tålmodighed og blev tørstig.
Iron Maiden Orange Scene, kl. 21:30
Ingen tvivl om at Maiden var MIT band på plakaten i år - for at skulle se Iron Fucking Maiden (som Bruce D i øvrigt selv formulerede navnet adskillige gange) er den samme gamle smøre om at gammel kærlighed ikke ruster. Og i dette tilfælde kan kun lyde et rungende;” JA!”. Det ville såre sandelig være synd at sige at der denne aften var noget nyt under solen, og i Maidens tilfælde - godt det samme. Okay, de spillede da et par numre de længe har overset, samt et nyt track (”Wildest Dream” fra det kommende album, ”Dance Of Death”), men stilen er som bekendt den samme gamle velkendte. Bandet var i vanlig og ventet storform, og selvom det ikke rigtig kan høres, så synes jeg det er fedt at de har tre guitarister i line-up’et. Det giver om ikke andet, så i hvert fald et energisk sceneshow, og bandet har i flymatros Bruce Dickinson, stadig en af de bedste frontmen nogensinde. Han er simpelthen en gave på en scene, og Iron Maiden’s live energi som helhed er der ingen, med bare en smule fornuft i øverste etage, der kan betvivle. Og så kom Eddie (den gamle svinger) også lige et smut forbi og hilste på, og pludselig var man atter femten år og syntes rygmærker bare var sagen. Jo, lad endelig Iron Maiden berige os med deres dinosaur metal en rum årrække endnu, for spandexen sidder stadig som den skal. Thi Maiden trods alt er et af de få bands man bare ikke kan få for meget af, og trods mod alle odds stadig holder fanen høj med manér.
Sammenlagt, og til trods for mine begrænsede livetjek, var dette års Roskilde Festival en stor succes (meget bedre end sidste år), og jeg glæder mig til næste sommer, når jeg atter skal besøge 'min festival'!