Efter en pause på 8 år vender Venomous Concept tilbage
Med materiale og demo’er optaget på tour og i øvelokaler rundt omkring mødtes Venomous Concept endnu engang over nogle pizzaer og bajere og fik bikset deres tredje album sammen.
Hyldest til punk
Fundamentet i Venomous Concept består af Brutal Truth-vokalist Kevin Sharp og Napalm Death-bassisten, Shane Embury, der deler en stærk kærlighed til punkbands som Black Flag, Systematic Death og Poison Idea. Navnet Venomous Concept er netop en hyldest til Poison Idea. De 2 punktosser fik fat i Danny Herrera fra Napalm Death på trommer og Buzz Osborne, guitarist fra Melvins. I 2004 kom Venomous Concept på banen for første gang med deres album Retroactive Abortion, som blev fulgt op af 2 split-cd’er i samarbejde med japanske 324 og Blööd Düster i henholdsvis 2006 og 2008. Buzz Osborne tog afsked med bandet, og Dan Lilker fra bla. Brutal Truth og Nuclear Assault tog over på bas. John Cooke fra Corrupt Moral Altar hoppede med på andenguitar og andet album Poisoned Apple blev til i 2008.
Småting kan ændre meget
Venomous Concept har selvfølgelig en klar inspiration fra punkens verden. På deres tidligere udgivelser har de masser af energi og tempo på numrene, som derfor også er ret korte. Der findes ikke ret mange numre, de laver, der er mere end ca. 2 min lange. Og dog. På deres nye album er der rent faktisk et par stykker, der kommer forbi 3-minuttersmærket. Dette giver bandet plads til at lave en relativ rolig opbygning af numrene, der så bryder ud i deres normale, høje tempo. Det er jeg jævnt tilfreds med, da det fortæller mig, at bandet altså også godt kan lave mere end punkinspireret musik. De er gået lidt mere op i det at opbygge en sang langsomt denne gang. Lyt eksempelvis til numrene ”Forever War” og ”Farm Boy”.
Derudover er der blevet skruet lidt ned for diskanten på guitaren på nogle af numrene, hvilket igen giver en fornemmelse af, at de går en lille smule væk fra det, de plejer at lave og på den måde tilføjer noget anderledes. Men de små ændringer, der er blevet lavet på dette album, gør alligevel en stor forskel. Lige da jeg hørte albummet første gang, og dermed intronummeret Rise, kunne jeg med det samme høre, at der er sket noget siden sidst. De har selvfølgelig en masse numre, hvor man tydeligt kan høre, at det her er stadig Venomous Concept, og der bliver også kompenseret for de ”lange” numre, f.eks. med et nummer som ”Johnny Cheeseburger”, der er så kort og sjovt, at det nærmest virker som et punkradioreklamespot for en burgerkæde. Men humor skal der dælme også være plads til.
Måske lidt færre numre næste gang?
Det her album giver mig næsten alt det, jeg leder efter - udvikling uden at være i tvivl om, hvad det er for et band, jeg hører. Jeg syntes dog, at når man ser en trackliste på over 20 numre, så bliver man måske lidt overvældet, men da det er nogle korte numre, kan man sagtens overkomme det. Pladen har dog desværre lidt tendens til at blive kedeligt, når jeg hele tiden hører små, korte og energifyldte sange. Jeg skal også have en chance for at ånde lidt og få sangene ordentlig ind i kroppen.
