Venomous Concept - Poisoned Apple

Poisoned Apple

/ EMI · Udkom

Type:Album
Genrer:Hardcore, Punk
Spilletid:33:59
Antal numre:17

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Venomous Concept består, på deres andet album, af Napalm Deaths trommeslager Danny Herrera, Shane Embury fra samme band på guitar, samt Danny Lilker og Kevin Sharp, henholdsvis bassist og forsanger fra bl.a. bandet Brutal Truth. Jeg har aldrig rigtig dyrket nogle af disse bands, men det er for så vidt også underordnet, for dagsordenen i Venomous Concept er rendyrket hård punk. Nogle af numrene på "Poisoned Apple" kunne også få hæftet etiketter som hardcore og grindcore på sig – det korte af det lange er, at det går over stok og sten med hurtige "bord-stol"-baserede rytmer, aggressiv råbe-/skrigevokal og meget enkle guitarharmonier leveret med møgbeskidt lyd og tyngde. Den meget distinkt spillede bas er langt fremme i mixet på en del af numrene, f.eks. de afsluttende "Chaos" og "Think", hvilket ofte giver musikken et godt punch.

De 17 numre, der er klemt ind på denne ret korte skive, varer i gennemsnit ca. to minutter. De korteste numre varer lige omkring et minut, mens albummets længste nummer er "Check Out", der varer hele 3 minutter og 26 sekunder! Sidstnævnte er også et af albummets mere spændende numre, fordi der her er lidt mere variation i nummerets rytmiske opbygning med lidt langsommere stykker ind imellem. Ellers slutter numrene, så snart bandet har kørt den eller de ideer, nummeret består af igennem et par gange. De mange små intense lydbombardementer gør, at albummet føles væsentligt længere, end det egentlig er.

Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg ikke er fan af den her type old school-punk. Selv om jeg synes, albummet er meget gennemført på dets egne præmisser, savner jeg noget mere variation, især harmonisk. Et nummer som "A Case of the Mondays" har nogle lidt mere spændende akkorder undervejs, men ellers tror jeg, man skal være kender af genren for at kunne identificere de subtile variationer numrene imellem. Af respekt for det gode håndværk, der trods alt skinner igennem i udførelsen, ender jeg dog på 6 dødningehoveder.